Hvis man bare læser aviser og følger den tyske kansler, Angela Merkel, fra medierne, så er det let at få indtryk af hende som en venlig, men bestemt politiker.

Kommentatorer ynder at kalde hende for ”Mutti”, og der er også noget meget moderligt over kanslerens stil, når hun ankommer til topmøder og tålmodigt, men bestemt forklarer medierne, hvad der er Tysklands politik, og hvorfor et emne er vigtigt.

Men billedet i offentligheden af den venlige og bestemte kansler er kun en del af, hvem politikeren Angela Merkel er.

Der er nemlig også en anden side af Angela Merkel, når hun er til topmøde på Europas politiske scene.

Her er Angela Merkel også den ubestridte leder af Europas politiske tæskehold. Kvinden, som stats- og regeringschefer kan slå sig på, så det kan gøre ondt. Rigtigt ondt.

Frederiksen undgik Merkel-kollision

Angela Merkel var politikeren, som i sidste ende bestemte, om Grækenland under finanskrisen skulle gå statsbankerot eller ej.

Under coronapandemien var det statsminister Mette Frederiksens tur til at vælge, om hun ville tage en politisk konflikt med Angela Merkel, eller om hun i stedet ville sluge en gigantisk bitter pille og trække Danmark med ind i en EU-politik, som statsministeren på ingen måde ønskede.

Til stor overraskelse for Danmark foreslog Frankrig og Tyskland midt under pandemien, at EU-landene i fællesskab skulle optage enorme lån for mere end 5.000 milliarder kroner, og at pengene efterfølgende skulle deles ud til EU-landene, som så kunne bruge pengene til eksempelvis klimainvesteringer eller udbygning af bredbånd.

Det virkelig epokegørende i det fransk-tyske forslag var, at pengene skulle gives til EU-landene som gaver. Medlemslandene skulle altså ikke nødvendigvis betale alle de penge tilbage, som de modtog.

Det danske regnestykke var ubehagelig læsning for den danske statsminister. Danmarks andel af de fælles EU-lån var på over 30 milliarder kroner, mens Danmark kun stod til at modtage omkring 10 milliarder kroner fra EU-kassen.

EU’s gigantiske coronaredningspakke brød med alt det, Danmarks økonomiske EU-politik har stået for i årtier. Statsministeren havde to muligheder. Hun kunne holde fast i grundprincipperne i den danske politik, eller hun kunne vælge at gøre, som Merkel havde foreslået.

Mette Frederiksen valgte – som så mange andre europæiske ledere før hende – at undgå en kollision med kansler Merkel.

Vokset ind i rollen

Dermed blev statsminister Mette Frederiksen endnu en i rækken af politiske ledere, som valgte at rette ind, når forbundskansler Angela Merkel satte retningen for det europæiske samarbejde.

Rollen som lederen af Europas politiske tæskehold er ikke en rolle, som automatisk tilfalder den person, der er forbundskansler i Tyskland.

Politisk lederskab er ikke noget, man får. Det er noget, man tager.

Og i sine 16 år som Tysklands politiske leder er Angela Merkel gradvist vokset ind i rollen som Europas politiske leder. I dag er det uden nogen tvivl kansler Merkel, som bestemmer, hvad der sker og ikke sker på den europæiske scene. En rolle, som Merkel selv har skabt, og som forsvinder den dag, hun går ud ad døren og har deltaget i sit sidste europæiske topmøde.

Og af netop den årsag er Angela Merkels forestående exit fra europæisk politik en begivenhed, hvis betydning ikke kan undervurderes – uanset hvordan søndagens valg i Tyskland ender.

For selv hvis man forestillede sig, at Tyskland også i de kommende år ville blive ledet af en stor koalition med CDU/CSU og socialdemokraterne på præcis de samme ministerposter som i den nuværende tyske regering, så vil meget alligevel være anderledes. Uanset om kansleren i fremtiden hedder Olaf Scholz eller Armin Laschet.

EU-lederskab kræver vilje

Når en tysk kansler træder ind til et EU-topmøde med deltagelse af stærke personligheder som den franske præsident, Emmanuel Macron, den ungarske premierminister, Viktor Orban, og Hollands Mark Rutte, og kansleren sidder alene i lokalet – uden embedsmænd eller anden opbakning – så er lederskab ikke en givet ting.

Hvis Tysklands næste kansler skal udvikle sig til en leder på samme måde, som Angela Merkel er i dag, så kræver det frem for alt to ting:

Viljen til at engagere sig i og bruge tid på europæisk politik – og dermed bruge mindre tid på den hjemlige politik i Tyskland. Angela Merkel har brugt enorme mængder af tid på at holde løbende kontakt med sine europæiske kolleger.

Og en vision om, hvor det europæiske samarbejde skal bevæge sig hen. En tysk kansler kan kun tage lederskab i Europa, hvis der er tale om en kansler, som ved, hvad han eller hun vil - og som er villig til at lede resten af Europa i den retning med alle de midler, der er nødvendige.

Hvilket kan indebære alt fra, at Tyskland igen og igen finansierer store dele af EU-samarbejdet til at sætte foden ned og gøre det meget klart for andre landes ledere, hvad der er acceptabelt, og hvad der ikke er.

Hvis en ny kansler skal lede Europa, så skal der bruges både gulerod og stok. Men frem for alt skal kansleren vide, hvor EU-samararbejdet skal bevæge sig hen.

Uden retning er lederskab ligegyldigt.

Store udenrigspolitiske udfordringer

Kanslerskiftet i Tyskland kommer på et tidspunkt, hvor det europæiske samarbejde står over for store udfordringer - og over for en verden, som er i kraftig forandring.

Dermed falder valget i Tyskland også sammen med, at Europas politiske ledere er på vej ind i en tid, hvor de i de kommende måneder skal tage stilling til, om der skal skiftes kurs i den europæiske politik.

Forandringerne i verden er tydelige og lette at få øje på.

Udenrigspolitisk ser man i dag Kina være mere og mere aktiv globalt – også i det europæiske nabolag som for eksempel på Balkan. Og med USA i spidsen sætter flere og flere lande spørgsmålstegn ved, hvad Kinas ambitioner egentlig er.

EU’s store nabo i øst, Rusland, har også vist sig fra en fjendtlig side ved flere lejligheder. Det samme har også et andet stort naboland, Tyrkiet.

Mange EU-ledere havde håbet, at med præsidents Trumps exit fra Det Hvide Hus ville USA være tilbage, som man kendte USA fra tidligere årtier. Men langsomt og sikkert begynder det at stå klart, at det gamle USA ikke kommer tilbage. Præsident Biden har eksempelvis ikke fjernet de handelsrestriktioner, som forgængeren Trump indførte over for varer fra EU.

I det hele taget ser Biden-administrationen på flere områder ud til at være langt fra EU, når det gælder en række spørgsmål omkring frihandel.

Militært har flere EU-lande også været skuffet over Biden-administrationen. Det gælder for eksempel både i forhold til evakueringen fra lufthavnen i Kabul og senest frem for alt i forhold til håndteringen af en sag, hvor USA, Storbritannien og Australien har indgået et strategisk samarbejde om ubåde på en måde, som har skabt en del utilfredshed hos flere europæiske lande.

Deriblandt Frankrig og Tyskland.

Truet sikkerhed

Men det er ikke kun, når det gælder udenrigs- og sikkerhedspolitik, at Europas politiske ledere og den kommende tyske kansler står over for en ny verden, som kræver grundige overvejelser om, hvorvidt EU-samarbejdet står over for en grundlæggende kursændring.

Coronapandemien viste meget tydeligt, at de seneste årtiers gradvise udbygning af den globale frihandel har gjort Europa sårbart.

Med pandemien stod EU-landene hurtigt i en situation, hvor der manglede alt fra medicin til beskyttelsesmasker. Og de mange problemer under coronaen har været startskuddet på en diskussion, som kan føre til en meget stor og grundlæggende kursændring i den politik, EU-landene har ført over for omverdenen de seneste årtier.

Diskussionen handler om det, der nu i Bruxelles går under betegnelsen ”strategisk autonomi”.

Det handler eksempelvis om, hvorvidt nogle produkter er så vigtige for Europas overlevelse, at det er nødvendigt at sikre, at disse produkter produceres internt i EU.

Da coronapandemien brød ud, opdagede EU-lederne, at der for eksempel ikke længere produceres paracetamol i noget EU-land. Alle paracetamol, som bruges i Europa, købes uden for Europa. Eksempelvis i Indien.

Der er i dag kun et sted i Europa, hvor der produceres antibiotika. Er den situation acceptabel? Eller skal der ændres på det, sådan at det i fremtiden er sikkert, at der produceres nødvendig medicin internt i EU?

Afgørende valg

Hvis man skal sikre europæisk produktion af medicin, skal man så også sikre europæisk produktion af andre strategisk vigtige produkter?

Det kan for eksempel være produktion af bilbatterier, som må forventes at få strategisk betydning for al transport i Europa, når benzin- og dieselbilerne er udfaset. Det kan være produktion af mikrochips, som i dag styrer stort set al elektronik fra en kaffemaskine til en vindmølle. Skal mikrochips produceres i Europa i fremtiden – eller skal de alle købes i Asien, sådan som det er tilfældet i dag?

Hvis Europas politiske ledere – på grund af mistro til handels- og samarbejdspartnere som eksempelvis Kina og USA – bestemmer sig for, at Europa fremover skal have større strategisk autonomi, så vil det føre til grundlæggende ændringer i den måde, EU-landene gennem de seneste år har set på spørgsmål som frihandel og statsstøtte.

Den kommende tyske kansler står med andre ord over for nogle afgørende valg for, hvilken kurs EU-samarbejdet skal tage på det område.

Meget ømt og besværligt

Mens Tysklands næste kansler vil kunne tillade sig at bruge lidt tid på at finde ud af, hvilken vej han eller hun mener, at det europæiske samarbejde skal bevæge sig i retning af i forhold til strategisk autonomi, så lander der et stort europæisk problem på kanslerens bord allerede ved årsskiftet.

Og det er et problem, som ikke kan udskydes.

I forbindelse med coronapandemien blev alle EU’s økonomiske spilleregler sat ud af kraft. EU-landene kunne optage store lån, og de kunne have budgetunderskud, som var meget større end det, der normalt er tilladt under EU-reglerne. Og især for eurolandene er de regler vigtige.

De økonomiske spilleregler er sat ud af kraft indtil udgangen af 2022. Og det betyder, at EU-landene i princippet skal vende tilbage til de gamle EU-regler fra 1. januar 2023.

Da EU-landene allerede i foråret begynder arbejdet med de finanslove, som skal gælde i 2023, betyder det i praksis, at en tysk kansler meget hurtigt skal tage stilling til, om – og i givet fald hvordan – der skal ændres i de økonomiske spilleregler for EU-samarbejdet. Og det er et område, som er meget ømt og besværligt for en tysk kansler.

Tyskland er for eksempel landet, som har fået indskrevet en såkaldt gældsbremse i landets egen forfatning. Altså regler, som begrænser, hvor meget landet som stat kan gældsætte sig.

Alle – både i Bruxelles og i EU’s medlemslande – ved, at med de mange store udgifter, som EU-landene fik under coronapandemien, så er det ikke realistisk blot helt automatisk at vende tilbage til de økonomiske regler, som var gældende, inden pandemien brød ud.

Men samtidig er det for en tysk kansler helt afgørende, at ændringer af Europas økonomiske politik sker på en måde, så det er acceptabelt indenrigspolitisk i Tyskland.

Og også på en måde så det ikke ender med nye sager ved den tyske forfatningsdomstol, som flere gange har måttet tage stilling til de regler, som gælder for landene i eurosamarbejdet.

Ny kansler – ny kurs

Det er tilfældigt, at det tyske forbundsdagsvalg og Angela Merkels exit fra tysk og europæisk politik falder sammen med en periode, hvor EU-samarbejdet står over for en række meget store og afgørende strategiske vejvalg.

Verden omkring Europa – heriblandt USA, Kina og Storbritannien – opfører sig ikke længere, som de gjorde engang. Og det er EU-lederne nødt til at forholde sig til.

Frihandel fungerer ikke længere, som det gjorde engang. Det har forskellige omstændigheder – fra coronapandemien til ulykken i Suez-kanalen – vist, hvordan det gør de europæiske samfund sårbare.

Og så har coronapandemien forandret økonomien i EU-landene så grundlæggende, at det er nødvendigt med en revision af EU’s økonomiske politik.

Alt sammen temaer, som lander på den nye tyske regerings bord. Og selv om der med garanti vil være mindst ét parti fra den nuværende regering, som også deltager i den næste regering, så er der ingen, som med sikkerhed kan sige, hvilken kurs Tysklands næste kansler vælger.

Når tyskerne går til stemmeurnerne søndag, vælger de en ny forbundsdag. Og den nye forbundsdag vælger en ny kansler og en ny kurs.

For Danmark bliver det helt afgørende, hvilken kurs det bliver. For som statsminister Mette Frederiksen så tydeligt demonstrerede, da Frankrig og Tyskland præsenterede deres forslag til en europæisk coronaredningsfond:

Når en tysk kansler har udstukket en kurs, sejler Danmark i samme retning.