Ny forsvarsalliance tvinger Tyskland til at kigge mod europæiske naboer

Der er kommet fokus på udenrigspolitikken i den tyske valgdebat efter den nye militære alliance mellem USA, Australien og Storbritannien.

Landene i Europa skal arbejde endnu tættere sammen, blandt andet på forsvarsområdet.

Sådan lyder det både fra den konservative kanslerkandidat, Armin Laschet, og den socialdemokratiske kandidat, Olaf Scholz, forud for søndagens valg i Tyskland.

I en tid med flere geopolitiske udfordringer, som eksempelvis et mere aggressivt Rusland og et mere dominerende Kina, er det vigtigt, at EU-landene rykker tættere sammen, lyder det blandt andet.

Et stærkere Europa

Det udenrigspolitiske tema har ellers været fraværende i store dele af valgkampen, men i den afsluttende tv-debat fik emnet fokus.

- I Afghanistan så vi, at når amerikanerne rejser, er vi ikke engang i stand til at sikre Kabuls lufthavn. Derfor vil jeg oprette et internationalt sikkerhedsråd, der samler alle vores oplysninger og styrker udenrigspolitikken. Vi har brug for et styrket Europa, sagde CDU's kanslerkandidat, Armin Laschet.

SPD’s kandidat, Olaf Scholz, vil kigge mod Tysklands naboer mod vest for at styrke de europæiske bånd:

- Vi må sammen med Frankrig sørge for at udvikle Europa. Derfor er vores nære partnerskab meget vigtigt.

Ny alliance skaber splid

Ifølge TV 2s korrespondent Ulla Terkelsen er der kommet fokus på udenrigspolitikken i den tyske valgdebat, efter at den nye militære alliance mellem USA, Australien og Storbritannien (AUKUS) blev præsenteret i sidste uge.

Hvad er AUKUS?

AUKUS er en ny forsvarsalliance mellem Australien, Storbritannien og USA – deraf navnet AUKUS. 

Alliancen skal sikre den australske tilstedeværelse i Indo-Pacific – området omkring Stillehavet og Det Indiske Ocean i nærheden af Det Sydkinesiske Hav.

Med den nye alliance er det meningen, at USA og Storbritannien skal hjælpe Australien med atomdrevne ubåde til den australske flåde.

Kina ser med bekymrede øjne på den nye alliance, da man mener, at AUKUS-alliancen primært er rettet mod uenigheden om Det Sydkinesiske Hav.

- I dette spil, hvor Kina skal lægge arm med Vesten, er både Tyskland og Frankrig blevet irrelevante i storpolitisk sammenhæng. Det er klart, at det har intensiveret debatten i Europa – om man nu selv skal finde ud af noget sammen. For USA vil åbenbart hellere have briterne med på holdet, siger Ulla Terkelsen.

Store dele af Det Sydkinesiske Hav, især strædet mellem Taiwan og det kinesiske fastland, er omstridt, fordi Kina betragter det som et indre kinesisk farvand, mens USA betragter det som åbent internationalt farvand.

En joker i udenrigspolitikken

Lykke Friis, direktør for Tænketanken Europa, forventer ikke, at udenrigspolitikken kommer til at rykke det helt store ved valgresultatet i Tyskland, men der er dog en joker – nemlig partiet Die Linke helt ude på venstrefløjen.

- De går til valg på, at NATO skal opløses og mener ikke, at Tyskland skal deltage i militære aktioner. Så på den måde har det fyldt noget her til sidst i valgkampen, siger Lykke Friis til TV 2.

Die Linke kan komme med i den tyske regering, hvis SPD’s kandidat, Olaf Scholz, vinder valget og vælger at regere med Die Linke og De Grønne.

Men overordnet har udenrigspolitikken altså ikke fyldt det store i den tyske valgdebat, fortæller Lykke Friis:

- Når man ser på omverden, er der stor interesse for, hvad der sker med det tyske valg. Derfor er det et paradoks, at omverden altså har større forventninger, end tyskerne har til sig selv.