Politiet ved ikke, hvor mange penge der bliver brugt på at bekæmpe hashhandlen på Christiania

Den manglende viden møder kritik fra Enhedslisten, mens den hos regeringspartiet Socialdemokratiet ikke vækker videre bekymring.

Hvad stiller vi op med den organiserede hashhandel i Pusherstreet?

Dét spørgsmål er dukket op på den politiske dagsorden igen og igen og igen, siden Christiania søndag blev grundlagt for 50 år siden.

Senest har Socialdemokratiets spidskandidat til overborgmester i Københavns Kommune, Sophie Hæstorp Andersen, foreslået en forsøgsordning med legalisering af cannabis for at komme den åbenlyse hashhandel på Christiania til livs.

En oplysning i Pusherstreet-debatten har dog manglet, når landets politikere har debatteret lignende løsninger gennem årene:

Hvor mange penge politiet bruger på at bekæmpe hashhandlen på Christiania.

Københavns Politi kan nemlig ikke svare på, hvor mange penge det har brugt på at bekæmpe den organiserede og åbenlyse hashhandel på Christiania, siden Task Force Pusherstreet blev oprettet i 2012.

Det fremgår af et svar fra politiet til TV 2, og det fremgår af flere års forgæves forsøg på at få svar fra forskellige folketingspolitikere.

Enhedslisten ønsker svar

I Folketinget har skiftende partier forsøgt at få svar på, hvor dyr (eller billig) politiets indsats på fristaden har været.

I både 2014 og 2018 spurgte Liberal Alliance ind til prisen på hashbekæmpelsen, men uden at få noget håndgribeligt svar.

Det tætteste kom, da daværende folketingsmedlem Joachim B. Olsen i 2014 fik svaret, at Københavns Politis årlige udgifter blev anslået til "ikke under 40 millioner kroner".

20. august i år forsøgte Enhedslistens Rosa Lund så igen at få besvaret spørgsmålet gennem Folketingets Retsudvalg. Denne gang ligeledes uden held.

Perspektiv

Hashhandlen popper op igen og igen

En betjent slæber en ødelagt hashbod væk på Pusherstreet

Selvom politiet dagligt patruljerer i området omkring Pusherstreet på Christiania og anholder mere end 500 personer hvert år, popper den ulovlige hashhandel op gang på gang, lige så snart ordensmagten forlader fristaden.

TV 2 besøgte hashgaden på en tilfældig tirsdag i september. Her talte stationens udsendte i alt 24 salgsboder, hvorfra der blev lavet opsøgende salg fra unge mænd med de åbenlyse hashklumper på diskene. 

TV 2 blev blandt andet tilbudt 3 gram hash for 100 kroner.

Alt dette skete fem dage efter, at politiet havde ryddet Pusherstreet og ødelagt sælgernes hashboder.

Rosa Lund finder det problematisk, at man ikke kender til politiets forbrug på hashbekæmpelsen på Christiania. Det danner nemlig grundlag for de valg, politikerne skal træffe, lyder det.

- Det er en relevant politisk oplysning. Det handler om at vide, hvad det koster os, at cannabis er ulovligt i Danmark, siger hun til TV 2.

Selvom Rosa Lund anerkender, at Enhedslisten ikke ønsker yderligere administrative byrder på politiets skuldre, vil hun fortsat arbejde på at finde ud af, hvordan man kan sandsynliggøre forbruget på bekæmpelsen af Christianias hashmarked.

Ordfører finder ikke oplysningen nødvendig

I regeringspartiet, Socialdemokratiet, tager man lettere på det manglende tal end hos Enhedslisten.

Justitsminister Nick Hækkerup har ikke ønsket at deltage i et interview om sagen med TV 2, men henviser i stedet til fungerende retsordfører Kasper Sand Kjær.

Han siger til TV 2, at han finder det meget naturligt, at tallet ikke kan gøres op, da Københavns Politi løser mange opgaver forskellige steder både i byen og på Christiania.

- Det er altid godt at have data og evidens, men jeg kommer ikke til at bede Københavns Politi om at lave om på den måde, de organiserer deres arbejde på for at kunne opgøre tal til politikerne, siger han.

Flertal af danskerne ønsker legalisering

I maj 2019 svarede 65 procent af danskerne, at de ønsker en legalisering af cannabis, mens 25 procent svarede "nej" til en legalisering.

Kilde: Norstat-måling gennemført for Altinget og Jyllands-Posten.

Kasper Sand Kjær ser det ikke som en hindring for at danne sin holdning til, om hash skal være lovligt.

- Det er heller ikke, fordi Socialdemokratiet er på vej til at skifte holdning. Vores udgangspunkt er det samme, som det har været igennem mange år: Vi synes ikke, at man skal legalisere noget, der helt åbenlyst er farligt og skadeligt. Særligt for unge mennesker.

Den socialdemokratiske retsordfører siger samtidig, at Socialdemokratiet ikke kommer til at bakke deres overborgmesterkandidat i København op i hendes forsøg på at legalisere cannabis i en forsøgsordning.

Politiet ønsker ikke at stille op til interview

Københavns Politi har ikke ønsket at stille op til interview med TV 2 om sagen, men skriver i et mailsvar, at den organiserede hashhandel på Christiania i mange år har været et prioriteret område.

Hvordan bekæmper politiet hashhandlen på Christiania?

Indsatsen på Christiania blev i september 2012 forankret i den såkaldte Task Force Pusherstreet. Efter 4,5 års indsats blev specialenheden dog nedlagt i februar 2017.

I stedet samlede Københavns Politi kræfterne i en ny enhed, Operativ Special Afdeling, der mere bredt skulle bekæmpe organiseret kriminalitet, herunder hashhandel.

Operativ Special Afdeling blev oprettet som en sammenlægning af Task Force Pusherstreet (TFP), den operative bandeenhed, specialsektionen, som efterforsker narkohandel, bevillingspolitiet og udlændingekontrolfunktionen.

Da mange forskellige enheder i varierende grad har deltaget i indsatsen, har politiet ikke mulighed for at give et retvisende billede af indsatsens pris, lyder forklaringen i mailsvaret.

- Samtidig er der operationelle og efterforskningsmæssige hensyn, der gør, at vi ikke oplyser, hvilke ressourcer der anvendes i forbindelse med konkrete politiindsatser, lyder det videre fra politiet.