- Han træder hele tiden i spinaten. Jo længere valgkampen varer, jo mere træder han i spinaten.
Sådan lyder den hårde dom over Armin Laschet fra Delia Meier, en kunstner, som DR's udsendte reporter møder på gaden i Erfstadt i delstaten Nordrhein-Westphalen.
Og hun er ikke den eneste af de lokale, som DR møder, der er utilfreds med spidskandidaten fra den tyske kristenkonservative alliance, CSU/CDU.
Også den 20-årige studerende Meret Kochbeck er kritisk overfor Laschet:
Armin Laschet er ministerpræsident i det folkerige Nordrhein-Westphalen, og i foråret var han favoritten til at overtage den tunge rolle som tysk kansler efter Angela Merkel.
Men siden er det gået voldsomt ned ad bakke for Laschet, der i meningsmålinger er blevet overhalet indenom af socialdemokraten Olaf Scholz forud for det vigtige valg i Tyskland i morgen.
I dag holder han sit sidste vælgermøde i hjembyen Aachen, hvor han skal forsøge at kapre de sidste stemmer efter en katastrofal valgkamp.
Kanslerkandidat i krise
Gennem 16 år har det kristenkonservative CDU været Tysklands største parti, men ved morgendagens valg ser det meget mere usikkert ud for partiet.
Faktisk er situationen for Armin Laschet og de kristenkonservative "katastrofal" her dagen før valget, lyder vurderingen fra Michael Reiter, DR's Tyskland-korrespondent.
- CDU/CSU har været Tysklands altdominerende parti i generationer. For bare et år siden lå de på næsten 40 procent i målingerne. Men i mellemtiden er de raslet ned på lidt over 20 procent, siger Michael Reiter.
- Det tegner til det værste resultat nogensinde, siger korrespondenten, der kalder det et chok for partiets selvforståelse.
Filmen knækkede for alvor i sommer, hvor Armin Laschet besøgte det katastroferamte Erftstadt-område, der var ramt af historiske oversvømmelser, som kostede knap 200 tyskere livet.
Her blev kanslerkandidaten fanget på kamera midt i et grineflip, mens Tysklands forbundspræsident, Frank-Walter Steinmeier, holdt en sober tale til de katastroferamte i området.
En af dem, der er vred over Armin Laschets opførsel, er Thomas Schlick. Han er postbud og fra netop Erftstadt.
- Laschet er ikke min type. Jeg kan simpelthen ikke lide hans politik, siger Thomas Schlick til DR.
Heller ikke kunstneren Delia Meier har meget tilovers for kanslerkandidatens opførsel:
Flere dårlige sager
Herefter tog kurven et alvorligt knæk, men nedturen for Laschet og CDU startede faktisk før det nu verdensberømte grineflip, fortæller Michael Reiter.
- Nedturen startede i virkeligheden under coronakrisen, da Laschet stadig kun var ministerpræsident i Nordrhein-Westphalen. Han virkede ikke til at tage krisen alvorligt og tog meget let på smitten, siger Michael Reiter.
- Han var ikke meget for at lukke ned og blev kritiseret for det. Det fik hans popularitet til at dale, siger korrespondenten.
Jürgen Krey har ikke specielt meget tilovers for Armin Laschet eller CDU:
I starten af i år blev Armin Laschet valgt som formand for regeringspartiet CDU. Her blev han ramt af flere dårlige sager.
- Da de konservative partier blev ramt af en stor korruptionsskandale, var den nye formand længe tavs og greb kun halvhjertet ind mod de skyldige. Og i dønningerne efter skandalen lykkedes det ham ikke at forhindre to katastrofalt dårlige delstatsvalg for CDU. Han fremstod som en svag leder, og kort efter tog partiets nedtur fart, forklarer Michael Reiter.
- Da han så blev kanslerkandidat i stedet for den populære modkandidat, Markus Söder fra CSU, fik han også partiets græsrødder mod sig. Og så kom grineflippet og den dårlige håndtering af oversvømmelser, og så styrtdykkede han og partiet i meningsmålingerne.
Slutspurten kan blive afgørende
Armin Laschets og CDU's katastrofale valgkamp har ført til, at der nu er tæt løb mellem de kristenkonservative og socialdemokraterne fra SPD.
Derfor tager man nu et ekstra våben i brug i håb om at vinde valget på de sidste meter, fortæller Michael Reiter.
- De bringer Merkel ind i valgkampen, selv om hun egentlig ikke ville være en del af den, siger korrespondenten.
Den seneste uge har kansleren optrådt med Laschet i både sin gamle valgkreds i det nordøstlige Tyskland såvel som i den anden ende af landet i den bayerske hovedstad, München.
Og i dag går turen altså til Laschets hjemby: Aachen.
- Måske kan hendes støtte give CDU/CSU de procentpoint, der skal til. Det er vigtigt for Merkel, for det er hendes arv og hendes eftermæle, der er truet, siger Michael Reiter, der peger på, at mange job i partiet er på spil ved valget.
Og selv om Armin Laschet er upopulær, så kan støtten fra Merkel blive afgørende ved valget, hvor intet er afgjort endnu, vurderer Michael Reiter.
- CDU/CSU ligger mulehår bag SPD. Men tyskerne er et konservativt folkefærd. Når de står i stemmeboksen, kan det sagtens være, at de skæver til andre partier, der lover opbrud. Men så vælger de alligevel mere af det samme, fordi de kender det. Og fordi de orienterer sig mere efter partier end efter kandidater.
Du kan komme tæt på Angela Merkel, når Stéphanie Surrugue sammen med en række tidligere stats- og regeringscheferundersøger, hvordan Merkel er bag de lukkede døre i dokumentaren "Merkel, Mutti, Magten & Mændene" på DRTV.