Dagens overblik: Ny rapport afslører store problemer i Enhedslisten

Et gymnasium i Holbæk har indført alkoholtest. Taliban vil have kropslig afstraffelse tilbage, og problemer med arbejdsmiljøet i Enhedslisten.

Gårsdagens vilde vejr har lagt sig, og vi er nu kommet på den anden side af det kraftigste blæsevejr i Danmark i halvandet år.

I dag er en helt anden slags uvejr fundet vej ind på Christiansborg, hvor en rapport har afsløret store problemer med arbejdsmiljøet i Enhedslisten.

Vi starter dog et andet sted. Nemlig på en folkeskole i Østjylland, hvor nysgerrighed og forståelse skal bane vejen for bedre trivsel. Velkommen til dagens overblik.

Østjysk skole dropper skældud

En folkeskole i byen Herskind i Østjylland går helt nye veje i forsøget på at skabe mere harmoni og bedre trivsel for både lærer og elever.

Således vil elever, der overtræder skolens regler, ikke længere blive mødt af skældud fra frustrerede lærere. De skal i stedet mødes med nysgerrighed og forståelse. Det er der ifølge skoleleder Kasper Jensen en helt særlig grund til:

- Der er lavet rigtig mange interviews med børn, og børnene bliver kede af det, når de får skældud. Det går ud over deres selvværd, og det gør ikke noget godt for dem, siger han.

Det nye tiltag bliver allerede nu taget rigtig godt imod af både lærer og elever, der oplever mere ro og bedre generelt bedre stemning på skolen.

Taliban-leder lover, at håndsafhugningerne vender tilbage

Da Taliban havde magten i Afghanistan, før USA invaderede landet i 2001, var offentlig afstraffelse og henrettelser hverdagskost for landets borgere, og det bliver måske hverdag igen.

AP har lavet et interview med Talibans chef for fængselsvæsenet, Mullah Nooruddin Turabi, der i sin tid var Talibans justitsminister og chef for det berygtede Ministerium til Fremme af Dyd og Bekæmpelse af Synd.

I interviewet fortæller han, at Taliban vil genindføre henrettelser og amputationer af hænder.

Ifølge Mullah Nooruddin Turabi, der mistede et øje og et ben i kampen mod Sovjetunionen i 1980'erne, er landet nye regering stadig i færd med at undersøge, om afstraffelser skal ske i fuld offentlighed.

Rapport afslører store problemer hos Enhedslisten

Arbejdstilsynet lagde i april måned vejen forbi Enhedslisten, og her blev kontrollørerne mødt af et usundt arbejdsmiljø.

Problemerne var så grelle, at Arbejdstilsynet påbød Enhedslisten at få en ekstern rådgivningsvirksomhed til at lave en undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø. Det fremgår af en aktindsigt, som TV 2 har fået i Arbejdstilsynets rapport om besøget 22. april.

Arbejdstilsynets rapport afslørede blandt andet, at cirka 25 procent af medarbejderne har været udsat for mobning det seneste år, mens 40 procent oplever, at arbejdsrelaterede konflikter udvikler sig til personlige konflikter.

Undersøgelsen fra den eksterne rådgivningsvirksomhed skal være færdig senest 8. oktober og afdække, om arbejdsmiljøforholdene på landskontoret var ”sundhedsmæssigt forsvarlige”.

Tricktyverier fører til udvisning af Levakovic-brødre

Efter at have begået en række tricktyverier mod ældre under corornakrisen er Jimmi og Dollar Levakovic blevet udvist af Danmark til Kroatien, hvor de er statsborgere.

I alt fire tiltalte fra Levakovic-familien har fredag ved Retten i Glostrup fået i alt 16 år og 9 måneders fængsel.

Tricktyverierne i den aktuelle sag blev lavet ved, at Levakovic-brødrene udgav sig for at være fra kommunen. De påstod, at de kom for at hjælpe med at spritte af, og på den måde fik de adgang til de ældres boliger.

Udover Jimmi og Dollar, er også deres tante Silvia Winther og Santino Levakovic dømt i sagen. De tiltalte har udbedt sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke.

Gymnasium alkoholtester elever inden fest: - Det er utrolig urimeligt

Eleverne på Stenhus Gymnasium i Holbæk kan fredag aften se frem til for første gang i, hvad der må føles som en evighed, at feste med hinanden til gymnasiefest. Der er dog én ting, der slår skår i glæden for nogle af eleverne.

Skolen har nemlig valgt at implementere en test, der skal afgøre, om eleverne får adgang til festen eller ej. En test, der ikke har noget med coronavirus at gøre.

Vicerektor Peter Fink har på elevernes intranet Lectio meddelt, at for at sikre en god fest, vil skolen alkohol- og narkoteste elever, der virker synligt påvirkede. Hvis den testede elev har en promille på over 1,0, vil vedkommende ikke være velkommen til festen.

Promilletesten har fået blandede reaktioner fra elevener. Nogle mener, at det er dybt urimeligt, mens andre mener, at testen udskammer alle for et problem, der gør sig gældende for et fåtal af elever.

***

Med det ønsker jeg dig en rigtig god weekend!