USA: Kinas udmelding om kul lover godt for klimatopmøde

Præsident Xi kom ikke med uddybende oplysninger om at standse pengestrømmen til nye kulkraftprojekter.

Kinas løfte om ikke at opføre nye kulkraftværker i udlandet lover godt med hensyn til at opnå succes på FN's klimatopmøde - COP 26 - i Glasgow senere i år.

Det siger USA's særlige klimaudsending, John Kerry, efter at Kinas præsident, Xi Jinping, i en tale til FN's Generalforsamling tirsdag sagde, at Kina vil ophøre med at finansiere "kulkraftprojekter" i udviklingslande.

- Vi har talt med Kina om dette i nogen tid. Og jeg er glad for at høre, at præsident Xi har truffet denne vigtige beslutning, siger Kerry i en meddelelse.

Alok Sharma, der skal lede COP26, hylder også meddelelsen.

- Det er klart, at skriften er på væggen for kulkraft. Jeg glæder mig over præsident Xis engagement i at stoppe med at bygge nye kulprojekter i udlandet - et centralt emne for mine drøftelser under mit besøg i Kina, skriver han i et tweet.

Investeret mange milliarder

Danmarks klimaminister, Dan Jørgensen (S), skriver ligeledes på Twitter, at det er en "fantastisk nyhed fra Kina".

COP26, der varer fra 31. oktober til 12. november, har ifølge FN det eksplicitte formål at accelerere den politiske handling, der skal sikre, at Parisaftalens målsætninger om at mindske temperaturstigninger realiseres.

Kina har i flere år investeret milliarder i et kæmpe infrastrukturprojekt, der skal forbedre landets handelsforbindelser til det øvrige Asien samt Europa og Afrika.

Det sker ved at finansiere nye veje, broer, havne, jernbanestrækninger og energianlæg i udviklingslande.

Ros fra aktivistgruppe

Præsident Xi kom ikke med uddybende oplysninger om at standse pengestrømmen til nye kulkraftprojekter.

Men beslutningen kan i betydelig grad begrænse mulighederne for at skaffe penge til at bygge nye kulkraftværker i udviklingslande, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Der er også ros til Kina fra aktivistgruppen 350.org, der ser udmeldingen som et muligt vendepunkt i bestræbelserne på at mindske afhængighed af fossile brændstoffer.

Organisationen World Resources Institute er enig, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Det er et historisk vendepunkt væk fra verdens mest beskidte fossile brændstof, siger Helen Mountford, der er vicepræsident i organisationen.