'Dolket i ryggen': Frankrig er stiktosset over ubådsaftale mellem USA og Australien

De franske ambassadører i de to lande er blevet kaldt hjem i protest.

USA's præsident, Joe Biden, taler med Frankrigs Emmanuel Macron under et G7-topmøde i juni. (Foto: © pool, Ritzau Scanpix)

- Frankrig er så stiktosset, at jeg ikke kan huske at have oplevet noget lignende.

Sådan lyder vurderingen fra international korrespondent i DR Nyheder Stéphanie Surrugue, efter Frankrig fredag besluttede at trække landets ambassadører i USA og Australien hjem.

Det dramatiske skridt kommer, efter USA, Storbritannien og Australien har afsløret en ny forsvarsalliance.

Aftalen betyder, at USA skal levere teknologi til atomubåde til Australien. Samtidig mister Frankrig en kontrakt om at levere konventionelle ubåde til Australien. Kontrakten har en værdi over 400 milliarder kroner, skriver den franske avis Le Monde.

- Det er som at blive dolket i ryggen, siger Frankrigs udenrigsminister, Jean-Yves Le Drian

- Vi havde etableret et tillidsforhold med Australien. Den tillid er blevet forrådt.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, og den daværende premierminister i Australien, Malcolm Turnbull, på dækket af en ubåd i Sydney i 2018. (Foto: © BRENDAN ESPOSITO, Ritzau Scanpix)

Holdt udenfor

Frankrig føler sig snigløbet af forsvarsalliancen på flere planer.

For det første gør det meget ondt at miste en kæmpe kontrakt, der var lig med masser af franske arbejdspladser. Men smerten bliver forstærket af, at Frankrig kun fik få timers varsel, før alliancen blev præsenteret.

- Frankrig føler, at de er blevet taget på sengen i forhold til den her forsvarsalliance mellem tre allierede lande. De føler, at EU og i særdeleshed Frankrig er blevet holdt udenfor, siger Stéphanie Surrugue.

- USA er en gammel allieret af Frankrig, og man oplever, at de har spillet med ekstremt, lukkede kort. Den ukoordinerede Afghanistan-tilbagetrækning har i forvejen slidt på USA's image i Frankrig.

Joe Biden, Scott Morrison og Boris Johnson præsenterede forsvarsalliancen, der har fået navnet Aukus, onsdag. (Foto: © WIN MCNAMEE, Ritzau Scanpix)

Helt uhørt

Det sker jævnligt, at ambassadører bliver trukket hjem til "konsultationer", når der opstår en diplomatisk krise mellem to lande. Men i næsten alle tilfælde vil der være tale om lande, der havde et anstrengt forhold til hinanden i forvejen.

Det er noget helt andet, vi ser her, siger Stéphanie Surrugue.

- Det er noget nær uhørt. Jeg kan ikke huske, at det her er sket i nyere tid mellem allierede lande.

- Vi kan godt sige, at det her er en diplomatisk krise, hvor vi skal helt tilbage til Irak-krigen i 00'erne for finde et tidspunkt, hvor de diplomatiske forbindelser mellem Frankrig og USA har været så pressede.

Vil stække Kina

Forsvarsalliancen mellem USA, Storbritannien og Australien ligger i forlængelse af Joe Bidens udenrigspolitiske strategi, der har modstandsforholdet til Kina som det store fokus.

Derfor giver det mening at udstyre Australien med avanceret udstyr, der kan danne modvægt til Kinas indflydelse i Stillehavsområdet. Men prisen kan blive dyr.

- Når Biden forsøger at gøre noget ved Kina med en forsvarsalliance på den her måde, så risikerer han at tabe sine allierede, siger Lars Bangert Struwe, generalsekretær i den sikkerhedspolitiske tænketank Atlantsammenslutningen, i Deadline på DR2.

Han hæfter sig også ved, at forsvarsalliancen blev præsenteret samme dag, som EU lancerede en strategi for det geografiske område, der kaldes Indo-Pacific. Det dækker over Det Indiske Ocean til den vestlige og centrale del af Stillehavet.

- Der er simpelthen bare noget timing her, som er helt ad helvede til, undskyld udtrykket, siger Lars Bangert Struwe.

Og den analyse kan den franske præsident, Emmanuel Macron, med garanti skrive under på.

- Den nye engelsksprogede forsvarsalliance danner front mod Kina i Indo-Pacific-området, og det er netop noget, som Frankrig i årevis har udarbejdet en strategi for, så Macron ser i den grad sine storpolitiske ambitioner blive fejet af, siger Stéphanie Surrugue.