Sundhedsstyrelsen vil undgå hårdt efterår - hold dine syge børn hjemme

En ny kampagne skal få os til at holde fast i de hygiejnevaner, vi har fået under coronapandemien. Vi skal blandt andet huske at blive hjemme ved sygdomstegn.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mange børn bliver lige nu smittet med RS Virus. Den smitsomme forkølelsesvirus har blandt andet vist sig i den private vuggestue, Solstrålen, i Stege på Møn.

- Vi blev rigtig overraskede over, at det allerede er nu, den sygdom er her, siger Ida Danica Nielsen, som er pædagogisk leder i Solstrålen.

- Da jeg blev ringet op om morgenen af en mor, der sagde: min datter har fået RS Virus, så tænkte jeg: hold da op, det er jo ikke endnu. Det hører slet ikke årstiden til. Det plejer først at være i de kolde vintermåneder, vi ser den.

En søskende til et andet barn i vuggestuen fik også konstateret RS Virus, og flere andre børn måtte blive hjemme på skift med feber og forkølelse.

RS Virus i Region Sjælland

  • I Region Sjælland har der fra 1. september til og med 13. september været 404, der er blevet testet positive med RS Virus. Sidste år i samme måned var der nul.

  • Prøverne bliver primært taget i sygehusvæsnet, så antallet af personer med RS Virus i samfundet er langt højere.

  • For de fleste vil RS Virus vise sig som en forkølelse, men især for børn under et halvt år kan den give vejrtrækningsproblemer, som kan føre til indlæggelse på sygehuset.


Kilder: Region Sjælland og Statens Serum Institut

Sundhedsstyrelsen mener, vi bør tage smitten alvorligt.

- Vi bliver simpelthen nødt til at få lagt en dæmper på de smitsomme sygdomme i den her sæson. Vi har fået et forvarsel med RS Virus, som er en stor belastning på vores børneafdelinger. Når vi kommer længere hen er vi bekymrede for, at vi kan få både influenza, corona og andre smitsomme sygdomme, siger Helene Bilsted Probst, vicedirektør i Sundhedsstyrelsen.

Styrelse: Hold børnene hjemme ved sygdomstegn

De mange hjemsendelser og restriktioner under coronapandemien har gjort, at meget færre mennesker fik RS Virus, influenza og andre forkølelsesvira sidste vinter. Derfor er vores immunforsvar ikke så stærkt som normalt.

Sundhedsstyrelsens nye kampagne, Ren Rutine skal derfor minde os om at holde fast i de hygiejnevaner, vi har fået det sidste halvandet års tid. Et af rådene er, at vi skal blive hjemme ved sygdom og sygdomstegn - og det gælder også børnene.

- Nogle af de her sygdomme kan udvikle sig alvorligt for nogen, og derfor gælder det om at få færrest mulige syge. Vi er også bekymrede for den belastning, der kan opstå på vores sygehusvæsen, siger Helene Bilsted Probst.

Forældre: Vi skal jo passe vores arbejde

Flere forældre med børn i Solstrålen kan dog godt se nogle udfordringer ved Sundhedsstyrelsens budskab om at holde børnene hjemme ved sygdom og sygdomstegn.

- Det bliver jo svært, men vi må jo prøve at gøre det, men vi har jo stadig et arbejde, vi skal passe, siger Sandie Jensen fra Stege.

- Jeg synes, det er et godt råd, så det ikke spreder sig så hurtigt, men det kræver jo nogle ressourcer, for hvis man selv skal blive hjemme fra arbejdspladsen, så får man hurtigt brugt sine feriedage, siger Stine Astrup Jørgensen fra Lendemarke på Møn.

Helene Bilsted Probst fra Sundhedsstyrelsen mener dog heller ikke, at opgaven udelukkende hviler på forældrene.

- Det er klart, der ligger også et ansvar hos arbejdsgivere og hos andre myndigheder om at sikre, at der bliver skabt rammer, sådan så vi kan overholde de her gode vaner ind i efteråret.

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har dog ikke tænkt sig at begynde at arbejde for, at antallet af barnets sygedage sættes op i de forskellige overenskomster.

- Vores oplevelse er, at man faktisk får fundet nogle gode løsninger på den enkelte arbejdsplads og får talt sig til rette derude. Jeg tror, det er det, som bliver helt afgørende frem for at stå i medierne og diskutere, hvor mange børns sygedage, man skal have, siger Christina Sode Haslund, arbejdsmiljøchef i DA.

Svært at se, hvad der er sygdom

Opfordringen om at holde børn hjemme kan ifølge lederen af Solstrålen være en svær opgave for forældrene.

- Det kan være svært for forældrene fra morgenstunden at se, om deres barn bare er morgensur eller morgentræt, eller om der er sygdom på vej, siger Lene Staun Frimann, som er administrativ leder af den private vuggestue i Stege.

Mange af coronarestriktionerne er væk i Solstrålen nu, men vuggestuen holder stadig fast i noget af den øgede hygiejne. For eksempel vaskes legetøjet hos de mindste en gang om dagen, alle vasker hænder, inden de kommer ind på stuen, og børnene er ofte udenfor at lege, hvor smitte ikke spreder sig lige så nemt.

Det kan ind imellem være svært for forældre allerede om morgenstunden at konstatere, om barnet fejler noget, mener Lene Staun Frimann, som er administrativ leder af vuggestuen Solstrålen på Møn.
Det kan ind imellem være svært for forældre allerede om morgenstunden at konstatere, om barnet fejler noget, mener Lene Staun Frimann, som er administrativ leder af vuggestuen Solstrålen på Møn. Foto: Dorthe Olsgaard - TV2 ØST








Nyhedsoverblik