Københavnerbolig slår rekorden for dyreste lejlighedshandel

Den rekorddyre lejlighed til 30 millioner kroner blev solgt gennem et såkaldt skuffesalg, skriver Boliga.

Selv om boligpriserne i den seneste periode har set en opbremsning, så har boligmarkedet været særdeles varmt under coronapandemien.

Det viser sig nu igen, efter at en lejlighed nær Operahuset i København er blevet solgt for en rekordstor sum på 30 millioner kroner.

Salget har slået rekorden for den dyreste lejlighedshandel nogensinde i Danmark, skriver Boliga.dk tirsdag.

Ejendomsmæglerkæden Ivan Eltoft Nielsen, der har stået for salget, bekræfter da også handlen over for mediet.

- Den er solgt i et diskret skuffesalg til en kunde fra vores netværk, siger Joachim Kiilerich Selnæs, der er ejendomsmægler i selskabet til Boliga.

Kvadratmeterpris på 126.000 kroner

Lejligheden breder sig ud over 238 meget værdifulde kvadratmeter. Kvadratmeterprisen er på hele 126.000 kroner.

Til sammenligning kan man i øjeblikket erhverve sig en landlig villa på Lolland, der har en kvadratmeterpris på 3.097 kroner.

De 126.000 kroner er et pænt stykke over gennemsnittet i København K - eller indre København - hvor lejligheden befinder sig.

Her er ejerlejlighederne i første halvår af 2020 blevet solgt til priser, der giver en gennemsnitlig kvadratmeterpris på knap 62.000 kroner, viser Boligas tal.

En lejligheden i Hellerup har dog potentialet til at overtage titlen som Danmarks dyreste lejlighed snart.

Ifølge Boliga har lejligheden nemlig fået et prisskilt på 33 millioner kroner.

Rekordhandlen er faldet på plads, mens nye tal fra Boligsiden har vist, at der har været en opbremsning i boligpriserne i Danmark.

I sidste uge viste tallene blandt andet, at priserne på de danske sommerhuse i gennemsnit faldt med 0,3 procent fra juli til august.

Priserne på ejerlejligheder, rækkehuse og villaer i Danmark steg dog i samme periode, fremgik det af tallene.