Dagens overblik: OL-guld til den fynske fjer-ekvilibrist

Det danske banelandshold viser lovende takter ved OL. Retssagen mod Morten Messerschmidt er indledt, og sygeplejerskerne har optrappet konflikten.

Søndag vandt sejleren Anne-Marie Rindom det første OL-guld til Danmark ved legene i Japan, og mandag fortsatte guldfesten i den olympiske badmintonhal.

Med disse opmuntrende ord: Velkommen til dagens overblik med fokus på flere sublime sportspræstationer fra de danske OL-atleter.

Viktor Axelsen vinder OL-guld

Verdens bedste Viktor gjorde det - vandt OL-guldet i herresingle i Tokyo.

Den 27-årige fynbo fik sin største badmintondrøm til at gå i opfyldelse ved at slå kinesiske Chen Long i OL-finalen i to sikre sæt. Dermed skifter Viktor Axelsen OL-bronzen fra Rio for fem år siden ud med det ypperste metal.

Viktor Axelsen har været fuldstændig suveræn igennem hele OL-turneringen i herresingle og endte med ikke at afgive et eneste sæt i løbet af sine seks kampe.

Dermed bliver Viktor Axelsen en del af en eksklusiv klub på bare tre badmintonspillere, der både har vundet guld til OL, VM og All England i herresingle.

De to andre spillere er netop dagens modstander Chen Long og den kinesiske legende Lin Dan.

Det danske landshold brænder cykelbanen af

Vi fortsætter med mere dansk succes i Tokyo, men denne gang på den olympiske cykelbane.

Her smadrede det danske landshold i 4000 meter holdforfølgelsesløb den olympiske rekord og kørte sig i suveræn stil i OL-semifinalen.

Lasse Norman Hansen, Niklas Larsen, Frederik Rodenberg Madsen og Rasmus Lund Pedersen kørte i den imponerende tid 3.45,014 minut, hvilket bare er 0,3 sekunder langsommere end danskernes egen verdensrekord.

Tirsdag formiddag møder danskerne Storbritannien i semifinalen.

Med dagens olympiske rekord sætter Danmark en tyk streg under den favoritværdighed, som klæber sig til banelandsholdets rød-hvide trikot. Vinder Danmark sin semifinale, venter der en OL-finale onsdag formiddag dansk tid.

Retssagen mod Messerschmidt begyndt

Sport fylder af gode grunde meget disse OL-dage, men der er også nyheder fra de hjemlige breddegrader.

Mandag morgen begyndte retssagen nemlig mod Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt, ved retten i Lyngby, hvor han blev afhørt for første gang.

Morten Messerschmidt er tiltalt for uberettiget at have brugt knap 100.000 EU-kroner til Dansk Folkepartis sommergruppemøde i Skagen i 2015. Derudover er politikeren tiltalt for dokumentfalsk i forbindelse med samme sommergruppemøde.

Der er i alt afsat syv retsdage til sagen, der efter planen skal afsluttes 13. august.

Morten Messerschmidt nægter sig skyldig og kræver frifindelse. Anklagemyndigheden kræver derimod fængselsstraf for EU-svig og dokumentfalsk.

Sygeplejerskekonflikt optrappes

Mandag blev også dagen, hvor landets sygeplejersker optrappede den igangværende konflikt.

For fjerde gang på fire uger bliver sygeplejerskernes strejke udvidet. Rent praktisk vil yderligere 315 sygeplejerske fra tirsdag 31. august strejke, hvilket primært vil berøre borgere i overgangen fra sygehus til kommune.

Ifølge formanden for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, ønsker man med de udtagne sygeplejersker at ramme bredest muligt.

Hun udlægger situationen således over for TV 2:

- Med dem, der visiterer patienterne, der udskrives fra hospitalerne, kan vi med ganske få medlemmer ramme utroligt hårdt. Det betyder meget for både de borgere, der ikke kan komme hjem fra hospitalet, men også for, at overbelægningen stiger på hospitalerne.

Skovbrande hærger Rhodos

Vi rykker igen uden for landets grænser og afslutter dagens overblik med en foruroligende udvikling i Grækenland.

Det populære ferieland er i øjeblikket hærget af omfattende skovbrande som følge af en hedebølge, hvor temperaturer har sneget sig på imod 44 grader.

På Rhodos er en skovbrand kommet ud af kontrol, men der er heldigvis ikke meldinger om nogen dødsfald på den populære ferieø som følge af flammerne.

Indbyggerne i tre landsbyer på den vestlige del af Rhodos har dog fået ordre til at lade sig evakuere, mens myndighederne blandt andet forsøger at bekæmpe skovbrandene fra luften med fly bevæbnet med vandtanke.