Nu indfører Disney også vaccinekrav for de ansatte

Techgiganterne Google og Facebook og streamingtjenesten Netflix kræver også, at medarbejderne lader sig vaccinere.

The Walt Disney Company skriver sig ind nu i rækken af arbejdsgivere, som vil kræve, at deres medarbejdere lægger arm til en coronavaccine.

Det skriver The Guardian.

- Vi kræver af alle fastansatte og timelønnede ansatte uden for fagforening på alle vores lokaliteter i USA, at de er fuldt vaccinerede, lyder det fra firmaet i en pressemeddelelse.

Medarbejdere, der ikke allerede er vaccineret og arbejder på nogle af firmaets områder, har 60 dage til at fuldføre deres vacciner.

Tidligere på ugen meddelte techgiganterne Google og Facebook, at de ligeledes indfører vaccinekrav for deres ansatte i USA, hvis de skal møde op på arbejde.

Streamingtjenesten Netflix er fulgt i samme fodspor og vil pålægge ansatte på en række filmhold at blive vaccineret mod covid-19. Det skriver mediet The Verge.

Det samme kan dog ikke ske i Danmark. Danske arbejdsgivere kan nemlig ikke kræve, at ansatte har fået en coronavaccine.

Biden strammer grebet

Tiltagene i USA kommer, efter at USA's to største byer, New York og Los Angeles, har indført krav om vaccination eller ugentlige tests for offentligt ansatte.

Og torsdag fremlagde USA's præsident, Joe Biden, en række krav til ikkevaccinerede statsansatte.

Statsansatte på nationalt niveau i USA skal nu oplyse deres vaccinationsstatus. Og de ansatte, der ikke er vaccineret, skal bære mundbind, holde fysisk afstand og lade sig teste regelmæssigt.

Samtidig har præsidenten opfordret delstaterne til at betale ny-vaccinerede 100 dollars. Det skal få flere amerikanere til at lade sig vaccinere.

Et andet tiltag handler om vaccination af de ansatte i militæret. Her har præsident Biden bedt Forsvarsministeriet undersøge, hvordan og hvornår vaccination mod covid-19 kan tilføjes listen over påkrævede vaccinationer for personer i militæret.

Fauci advarer mod Delta-varianten

Sundhedsmyndighederne i USA har tidligere på ugen ændret anbefalingerne, så færdigvaccinerede nu også rådes til at bære mundbind for at beskytte sig selv mod Delta-varianten.

Godt 163 millioner færdigvaccinerede amerikanere opfordres dermed til at bære mundbind indendørs, hvis de opholder sig i områder med "høj eller betydelig smittespredning".

Derudover skal elever, ansatte og besøgende på skoler bære mundbind, når eleverne til efteråret efter planen vender tilbage til normal klasseundervisning.

USA's ledende statsepidemiolog, Anthony Fauci, advarer om, at pandemien igen er ved at stramme sit greb om landet.

Også han peger på stigende smitte med Delta-varianten som den altoverskyggende trussel.

Godt 49 procent af befolkningen er færdigvaccineret mod covid-19 ifølge Our World in Data.