Seneste nyt om coronavirus 29. juli

Livebloggen opdateres ikke længere.

Her får du seneste nyt om coronavirus i Danmark og verden.

Du kan se de seneste coronatal her.

Biden indfører krav om mundbind og kontant belønning for vaccination

Alle føderalt ansatte i USA, som ikke er blevet vaccineret mod covid-19, skal bære mundbind, når de møder fysisk arbejde. Derudover skal de holde fysisk afstand og testes ugentligt.

Tiltaget vil bliver præsenteret af USA's præsident, Joe Biden, i en tale torsdag, skriver skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

Derudover vil han belønne amerikanere, der lader sig vaccinere, med en betaling på 100 dollar - svarende til cirka 625 kroner. 

Samtidig ønsker Biden, at skoledistrikter skal sørge for, at der over de kommende uger mindst en gang om ugen bliver opstillet vaccineklinikker. Det skal gøre, at flere børn fra 12 år og opefter får vaccinestik.

Israel vil tilbyde tredje vaccinationsstik for at bekæmpe delta-variant

Israel vil tilbyde det tredje vaccinationsstik med Pfizer/BioNtech for folk over 60 år, oplyser premierminister Naftali Bennett.

Det bliver det første sted i verden, hvor der gives et tredje stik for at dæmme op for den smitsomme deltavariant af covid-19, skriver avisen Haaretz.

Antallet af drab på albinoer er steget under coronakrisen

Antallet af drab på albinoer er steget betydeligt under coronapandemien, oplyser FN's ekspert i albinoers rettigheder Ikponwosa Ero i en pressemeddelelse torsdag. 

Det skyldes, at folk, der pludseligt er blevet kastet ud i fattigdom, i stigende grad sætter deres lid til traditionel heksekunst i håbet om hurtigt at at opnå rigdom.

Albinoer er født med intet eller meget lidt pigment i huden, håret og i øjnene. Og blandt andet i flere afrikanske lande syd for Sahara tror nogle nemlig på, at albinoers kropsdele kan bruges i ritualer, som bringer held eller velstand. 

- Endnu mere tragisk er det, at majoriteten af ofrene har været børn, siger Ikponwosa Ero. 

Portugal ophæver udgangsforbud og lader restauranter holde længere åbent

Fra søndag ophæver Portugal sit natlige udgangsforbud og løfter samtidig en række restriktioner for restauranters åbningstider.

Det oplyser landets premierminister Antonio Costa på et pressemøde torsdag ifølge Reuters. Her fortalte han samtidig, at cirka halvdelen af landets befolkning nu er fuldt vaccinerede.

Derudover planlægger Portugal at fjerne kravet om mundbind på udendørs områder med mange mennesker fra starten af september. 

Natklubber og barer, som har været nedlukket siden marts sidste år, kan efter planen få lov til at genåbne i oktober. 

Smitten stiger igen i Storbritannien

Efter at have registreret et fald i smittetallet hver dag i sidste uge, er antallet af smittede begyndt at stige igen i Storbritannien. Det skriver Reuters. 

Torsdag har landet nemlig registretet 31.117 smittetilfælde, hvilket er 3000 flere end i onsdagens tal.

Derudover har Storbritannien registreret 85 nye dødsfald.

Region sætter ind mod stigende smitte i Skagen

I køvnadet på "Hellerup-ugen" i Skagen har der gennem de seneste par dage været stigende smittetal i Danmarks nordligste by, skriver TV 2 NORD

Torsdag havde Skagen Sogn 30 nye smittede den seneste uge, samt en positivprocent på næsten 5 procent.

For at få brudt smittekæderne hurtigst muligt, sætter Region Nordjylland ekstra ind med PCR-tests på Skagen Rådhus, lyder det i en pressemeddelelse.

- Det har vist sig, at smitten har skabt rigtig mange nære kontakter, som nu har behov for en PCR-test. Derfor åbner regionen for flere muligheder for at blive testet lokalt, siger fungerende formand for Region Nordjylland, Lone Sondrup (V).

Netflix forlanger vaccination før optagelser i USA

Den amerikanske film- og tv-gigant Netflix vil forlange, at medvirkende på selskabets produktioner i USA er blevet vaccineret mod coronavirus. Det skriver The Hollywood Reporter.

Netflix vil i så fald blive det første store produktionsselskab, der stiller krav om, at blandt andre skuespillere er blevet vaccineret.

Også Facebook og Google kræver, at alle medarbejdere, der vender tilbage til kontoret efter at have arbejdet hjemme under pandemien, skal vaccineres.

SSI vil granske omfanget af senfølger i Danmark

Statens Serum Institut (SSI) sætter nu gang i en undersøgelse, der skal granske og skabe overblik over de fysiske og psykiske senfølger efter covid-19. Det skriver SSI i en pressemeddelelse.

Planen er at invitere cirka 600.000 borgere, der er blevet testet for covid-19, og de første invitationer sendes via e-boks søndag 1. august. 

- Værdien af vores undersøgelse afhænger i høj grad af, at mange besvarer spørgeskemaerne. Uanset om folk har været smittet eller ej, er deres deltagelse helt afgørende for undersøgelsens succes, siger professor Anders Hviid.

SSI's undersøgelse skal afdække, hvilke senfølger der optræder efter covid-19, hvor hyppige senfølgerne er, og hvor lang tid de varer. 

To mænd sigtet for svindel med covid-19 lønkompensation

Københavns Politi har sigtet to mænd på 25 og 48 år for svindel med covid-19 lønkompensation og dokumentfalsk for over 337.000 kr.

Det er sket ved ansøgning om kompensation for tre personer, som ikke arbejdede i virksomheden længere. 

Danskere tager coronavirus med hjem i bagagen

De seneste dage er antallet af tilfælde med coronasmitte steget i Danmark, og det skyldes blandt andet, at flere hiver smitte med hjem fra ferie i udlandet. 

I hvert fald formoder hver fjerde, der er registreret smittet, at være blevet smittet i udlandet. Det viser tal fra Styrelsen for Patientsikkerhed, oplyser Statens Serum Institut torsdag.

De typiske smittelande er Spanien, Bulgarien, Tyrkiet, Grækenland og Cypern.

Endnu et barn død med coronavirus i Danmark

Endnu et dansk barn mellem 0 og 9 år er død med coronavirus i løbet af de seneste dage. Det bekræfter Statens Serum Insitutut over for TV 2.

Dødsfaldet blev en del af seruminstituttets coronadashboard onsdag, da det blev opdateret klokken 14.

I februar døde det første barn med coronavirus i Danmark. Der var tale om et barn, der i forvejen havde alvorlige problemer med helbredet.

Beijing registrerer første smittetilfælde i et halvt år

Beijing registrerede onsdag sit første tilfælde med coronavirus i seks måneder, skriver CNN.

Det sker samtidig med, at Kina forsøger at forhindre spredning med Delta-varianten, efter et udbrud i landet er blevet sporet tilbage til en lufthavn i Nanjing, som har over ni millioner indbyggere.

Mindst 175 smittetilfælde menes indtil videre at stamme fra udbruddet.

I alt registrerede Kina 49 nye tilfælde onsdag, ifølge landet sundhedsmyndigheder.

Nye smitterekorder i Japan og hovedstaden Tokyo

Dagens coronatal har sat nye rekorder i Japan, hvor der netop nu afholdes OL.

Alene i hovestaden Tokyo er der registreret 3865 nye smittede med coronavirus, mens der i hele landet er registreret over 10.000 nye smittede. Det skriver The Guardian.

Begge tal er nye rekorder og kommer kun dagen efter de senste rekorder.

Flere som for eksempel Japans svar på Søren Brostrøm er bekymrede. Tokyo og Okinawa er allerede i covid-19 undtagelsestilstand, og nu overvejer regeringen det samme for Osaka. Det skriver Reuters.

Frankrig rasende over rejseregler: - Det er overdrevent

Frankrig ryster på hovedet over de nye engelske rejseregler i en coronatid.

For i England kan alle fuldt vaccinerede rejsende fra USA og EU snart besøge landet uden at gå i karantæne efter ankomsten - alle undtagen dem fra Frankrig.

England begrunder det med, at Frankrig er ramt af et udbrud af Beta-varianten. Men Beta-smitten sker mest på øen Reunion, der ligger ud for Madagascar, og ikke på det franske fastland.

- Det er overdrevent og rent ud sagt uforståeligt ud fra et sundhedsfagligt synspunkt, siger Europaminister Clement Beaune ifølge Reuters.

AstraZeneca tredobler sine indtægter fra salg af coronavaccine

AstraZeneca har de seneste måneder mere en tredoblet sine indtægter fra salget af selskabets coronavaccine. Det fremgår af halvårsregnskabet fra det svensk-britiske medicinalselskab.

Sundhedsstyrelsen ekstra tryg ved vacciner til børn

Sundhedsstyrelsen er blevet ekstra trygge ved at bruge de såkaldte mRNA-vacciner til børn. Årsagen er udenlandske erfaringer og overvågningen af knap seks millioner vaccinerede børn i USA. Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Også børnelægernes formand, Klaus Birkelund Johansen, er blevet overbevist om, at der ikke er noget til hinder for, at forældre vaccinerer deres børn.

- Alvorlige bivirkninger har vist sig at være sjældne og ikke specielt alvorlige. Derfor er jeg mindre bekymret, end jeg har været. Vi fraråder ikke, at man skal tage imod vaccinen, sagde han tirsdag til B.T.

Bekymringen vokser i Japan efter ny smitterekord

Den olympiske værtsby, Tokyo, registrerede onsdag 3177 nye smittede med coronavirus.

Dermed satte den japanske hovedstad smitterekord for anden dag i træk, mens Japan noterede over 9500 nye smittede på en dag, hvilket også er rekord. Det skriver The Guardian.

De nyeste tal har torsdag fået Japans øverste sundhedsansvarlige til at opfordre regeringen til at sende en "klarere, stærkere" besked, om at der er en voksende risiko for at blive smittet.

Stigningen i antallet af smittede skaber bekymring om de olympiske lege, der i forvejen afvikles under usædvanlige forhold, hvor for eksempel tilskuere er forment adgang til de fleste konkurrencer.

EL kalder ministre i samråd om fyret frontpersonale

Enhedslisten har kaldt sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i samråd.

Det sker, efter at B.T. har beskrevet, at frontpersonale er blevet fyret, som følge af at de har været langtidssygemeldt med coronasenfølger.

- Vi skal passe på vores dygtige frontpersonale. Igennem hele pandemien har de stået forrest og sikret den tryghed, der var helt afgørende på landets hospitaler og plejehjem, siger partiets coronaordfører, Peder Hvelplund, i en pressemeddelelse.

Australsk smitterekord i Sydney og omegn

I Australien har delstaten New South Wales registreret 239 nye smittede det seneste døgn, og det er rekord for delstaten, hvor Australiens største by, Sydney, har hjemme.

Kun 81 af de smittede selvisolerede sig og i halvdelen af sagerne kender man ikke kilden til smitte. Det skriver Sydney Morning Herald.

- Baseret på de tal, kan vi kun antage, at det bliver værre, før det bliver bedre, siger delstatens premierminister, Gladys Berejiklian.

Borgerne i Sydney og resten af New South Wales har levet med restriktioner, siden slutningen af juni. Onsdag blev nedlukningen forlænget til 28. august.

Google og Facebook indfører vaccinekrav for ansatte på kontorer

Facebook og Google kræver nu, at alle medarbejdere, der vender tilbage til kontoret efter at have arbejdet hjemme under pandemien, skal vaccineres. Det rapporterer Reuters og NBC News.

Vaccinekravet fra de store techgiganter kommer, efter at den særligt smitsomme Delta-variant af coronavirussen har fået smittetallene til at stige i stort set alle stater i USA.