Sangerinde anklaget for skatteunddragelse for 91 millioner kroner

En undersøgelsesdommer i Barcelona har vurderet, at der er beviser nok til at rejse en sag mod den colombianske sangerinde.

Den colombianske sangerinde Shakira risikerer nu en retssag for skatteunddragelse i Spanien for i alt 14,5 millioner euro, over 91 millioner danske kroner, skriver det spanske medie El Pais.

En undersøgelsesdommer i Barcelona har netop besluttet, at der er grundlag for at rejse en straffesag mod sangerinden med det borgerlige navn Isabel Mebarak Ripoll.

Shakira er gift med den spanske fodboldspiller Gerard Pique, der til daglig spiller for storklubben FC Barcelona.

For at være tæt på ham flyttede Shakira til Spanien, men sangerinden selv mener kun, at hun har boet i Spanien i korte perioder.

Undersøgelsesdommer: Bahamas er skattely

Men undersøgelsesdommeren mener, at sangerinden i 2012, 2013 og 2014 boede i Spanien i mere end de seks måneder og én dag om året, der kræves for anses som værende bosiddende i landet.

Undersøgelsesdommeren mener også, at den 44-årige sangerindes mange turneer over hele verden kun er sporadisk fravær fra bopælen i Spanien.

Shakira kan ifølge dommeren tiltales for i alt seks lovovertrædelser, og hun risikerer fængselsstraf, hvis hun bliver dømt i sagen.

Ifølge El Pais hævder Shakira selv, at hun boede på Bahamas i 2012, 2013 og 2014.

Men de spanske myndigheder mener, at adressen på Bahamas er oprettet som skattely, og at hun havde registreret sine virksomheder og sin bopæl i landet for at undgå at betale skat, viser de dokumenter fra dommerundersøgelsen, som El Pais har fået indblik i.