Over 11.000 afviste studieansøgere får tilbud om hjælp

Mange tusinde ansøgere er kvalificeret til den søgte uddannelse, men får ikke en plads. De kan få vejledning.

11.188 kvalificerede ansøgere til landets videregående uddannelser vil natten til onsdag kunne sande, at de ikke er kommet ind på den uddannelse, de ønskede.

Det viser tallene for årets optag fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.

De afviste kvalificerede ansøgere er personer, som hverken har kunnet få en plads i kvote 1 eller 2, fordi der var flere kvalificerede ansøgere, end der var studiepladser.

I stedet kan de mange tusinde ansøgere se frem til en hjælpende hånd fra Studievalg Danmark.

Flere afvist i år

Ansøgerne vil nemlig blive kontaktet direkte og tilbudt vejledning om deres muligheder.

Der er eksempelvis mere end 14.000 ledige pladser på videregående uddannelser, som de kan blive ledt henimod.

Onsdag holder Studievalg Danmark ekstra åbent for telefonerne klokken 17-19.

Antallet af de afviste ansøgere, som ellers er kvalificerede, er steget fem procentpoint siden sidste år. Det svarer til 502 flere ansøgere, der er blevet afvist i år.

Flere søgte mod engelsksprogede uddannelser

De 11.188 er enten blevet afvist på samtlige uddannelser, de har søgt, er blevet afvist på mindst én og har ikke været kvalificeret til de resterende, eller som er blevet afvist på mindst én uddannelse og selv har annulleret sin ansøgning til de resterende uddannelser.

Næsten halvdelen af ansøgerne har kun søgt én uddannelse.

Ifølge Uddannelses- og Forskningsstyrelsen kan det øgede antal af afviste ansøgere blandt andet forklares med, at der har været en stigning på 24 procent i antallet af ansøgere til engelsksprogede uddannelser fra andre europæiske lande.

Det betyder, at flere kvalificerede ansøgere er blevet afvist på en engelsksproget uddannelse.