Dagens overblik: Vandet væltede ned i vilde mængder

Forskere foreslår ændring i coronapasset. Sygeplejersker udvider strejke. Danske OL-deltagere tabte overraskende.

Alle rytterne ville dele, men schweizerne tog det hele.

Læs om den historiske OL-bedrift her i overblikket.

Vi begynder dog herhjemme, før turen går videre til Tokyo.

Vilde vandmængder i sommerland

Igen i dag er Danmark blevet ramt af dobbelt skybrud. Det er tredje dag i træk, at der bliver målt over 30 millimeter regn på en halv time (du kan læse mere i TV 2 VEJRETs livedækning).

I går ramte de store vandmængder blandt andet Thy og Mors og i Kalundborg. Et af de tydeligste eksempler på, hvor meget vand der kan falde, når himlen for alvor åbner sig, viste sig i Djurs Sommerland.

Se bare videoerne i artiklen her, hvor en sti nærmest blev omdannet til en flod.

- "Hvad hvis vi drukner?", spurgte min yngste datter, men vi pjattede, og så begyndte hun også at synes, det var sjovt, fortæller Maria Bøgh Hjort, der i går besøgte Djurs Sommerland.

Forskere vil ændre coronapas

Du har fået dit første stik, der er gået 14 dage, og nu har du et gyldigt coronapas, uden at du skal testes hele tiden.

Men det vil flere forskere nu have ændret, så dit coronapas først er gyldigt, når du er færdigvaccineret og dermed meget bedre beskyttet.

Det skyldes den mere smitsomme Delta-variant. Et nyt studie fra Statens Serum Institut (SSI) har vist, at flere end hver femte smittede med Delta-varianten er blevet smittet efter at have fået første vaccinationsstik.

SSI er dog uenig i, at studiet skal føre til ændring af coronapasset. Passet er blot ét af mange tiltag for at mindske smittespredningen, og desuden vil en stor del af befolkningen få andet stik inden for den næste måned, lyder begrundelsen.

Kæmpe dansk OL-skuffelse

OL-dagen begyndte med en kæmpe dansk skuffelse. Tidligt i morges tabte badmintondoublen med Maiken Fruergaard og Sara Thygesen overraskende til australierne Setyana Mapasa og Gronya Somerville.

Dermed er det danske par færdig ved OL efter to nederlag i tre kampe.

En anden danske OL-drøm blev også knust i morges, da bordtennisspilleren Jonathan Groth tabte til franske Simon Gauzy og måtte forlade OL i tårer.

Den amerikanske superstjerne Simone Biles er muligvis også skuffet, efter at hun måtte trække sig fra holdfinalen i idrætsgymnastik.

Sultne schweizere åd det hele

Der var til gengæld ingen skuffelse at spore i den schweiziske lejr efter kvindernes mountainbikeløb.

Schweizeren Jolanda Neff kom nemlig først i mål som guldmedaljevinder. Godt og vel et minut senere trillede hendes landskvinde Sina Frei i mål og tog sølvmedaljen. Og sørme om ikke hun blev efterfulgt af Linda Indergrand – og så var der guld, sølv og bronze til Schweiz. En bedrift, som ingen anden nation tidligere har præsteret i den disciplin ved OL.

Efter at de grådige schweizere havde fortæret både forretten, hovedretten og desserten, måtte de danske deltagere kæmpe om resterne med de øvrige ryttere. Her blev det til en 12.-plads for Malene Degn og en 13.-plads til Caroline Bohé.

Sygeplejersker udvider strejke

Tilbage i Danmark udvider sygeplejerskerne endnu engang deres strejke, meddelte Dansk Sygeplejeråd i dag.

Det betyder, at yderligere 215 sygeplejersker skal strejke fra 25. august. Det vil særligt ramme fertilitetsbehandling og planlagte operationer.

I forvejen har cirka 5000 sygeplejersker strejket siden 19. juni. Dertil vil yderligere knap 1000 sygeplejersker tilslutte sig strejken fra midten af august som følge af en tidligere varslet udvidelse.

- Vi bliver ved med at lægge et større og større pres på arbejdsgiverne og politikerne, siger formanden for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, i en pressemeddelelse.

***

Det var dagens udvalgte historier. Desværre uden nogen danske OL-medaljer. Håbet var der ellers for det danske dressurhold, men de danske ryttere endte på fjerdepladsen.