Manglende tredje stik til krydsvaccinerede har betydning for 150.000

TV 2 har tidligere fortalt historien om en thailandsk kvinde bosat i Danmark, som løb ind i problemer, fordi hun er krydsvaccineret.

OPDATERET 26. JULI: Selv om det søndag forlød fra i et svar fra Sundhedsministeriet, at et tredje stik ville blive tilbudt til krydsvaccinerede, forlyder det mandag i et nyt svar fra Sundhedsministeriet, at det alligevel endnu ikke er endeligt aftalt. Det kan du læse mere om i denne artikel. Overskriften på denne artikel er ændret efter den nye melding fra Sundhedsministeriet.

Krydsvaccinerede danskere får nu tilbudt et tredje stik med en coronavaccine. Det oplyser Sundhedsministeriet til DR Nyheder.

De krydsvaccinerede danskere bliver tilbudt et tredje vaccinestik, så snart vaccineudrulningen er gennemført.

- Sundhedsstyrelsen har vurderet, at det er sundhedsfagligt bedst at tilbyde endnu en dosis mRNA-vaccine til personer, der har fået første stik med AstraZeneca vaccinen og andet stik med en mRNA-vaccine. Den praktiske tilrettelæggelse og implementering af det tredje stik til krydsvaccinerede skal nu aftales nærmere mellem Sundhedsstyrelsen og regionerne, står der i ministeriets svar til DR.

Thailandsk kvinde kunne ikke besøge familie

TV 2 har tidligere fortalt historien om thailandske Maneewann Choksawas, som bor i Danmark og har fået et stik med AstraZeneca samt et stik med Pfizer/BioNTech.

Men krydsvaccinen skaber problemer for hende, når hun vil besøge sin familie i Thailand, fordi Thailand ikke anerkender to forskellige vacciner som gyldige.

Efterfølgende stillede blandt andre de konservatives sundhedsordfører Per Larsen samt SF's Karina Lorentzen et spørgsmål til sundhedsministeren om, hvordan han vil løse problemet med krydsvaccinerede danskere, der rejser ud.

Kan være flere lande, der ikke godtager krydsvaccination

Udenrigsministeriet oplyste 7. juli til TV 2, at de ikke har et samlet overblik over, hvilke lande udenfor Europa der accepterer eller afviser krydsvaccination.

Men inden for EU og Schengenområdet gælder det som udgangspunkt, at krydsvaccinerede anses som færdigvaccinerede.

- Der kan dog være enkelte lande, som ikke anerkender krydsvaccination. Rejsende skal derfor læse reglerne for det land, som skal besøges på den danske ambassades hjemmeside. Inden for EU- og Schengenområdet vil man typisk kunne tage en test i stedet, hvis et givent land ikke anerkender krydsvaccination, lød det i et svar fra ministeriet til TV 2.

Har betydning for 150.000 danskere

Maneewann Choksawas og hendes danske kæreste Holger Wentzel Olsen skulle have besøgt hendes forældre i Thailand i august, men idet hun er krydsvaccineret, krævede det, at hun gik i 14 dages karantæne.

Derfor tog Holger Wentzel Olsen kontakt til de danske sundhedsmyndigheder for at høre, om hans kæreste kunne få et tredje stik med en Pfizer-vaccine. Han kontaktede desuden Practio, der står for at vaccinere danskere, som ønsker at få et stik med AstraZeneca og Johnson & Johnson for at spørge dem, om hans kone kunne få endnu et stik med AstraZeneca.

Men svaret var, at ingen af delene kunne lade sig gøre.

Der er samlet tale om 150.000 krydsvaccinerede danskere, som nåede at få et enkelt stik med AstraZeneca-vaccinen, inden den blev taget ud af det danske vaccinationsprogram. De blev alle tilbudt at få andet stik med Pfizer eller Moderna.

Det er hovedsageligt danskere i sundheds-, ældre- og socialsektoren, som har fået første stik med AstraZeneca-vaccinen.