Forskere finder 15.000 år gamle virusser i gletsjer fra Tibet

- Et nedfrosset arkiv, kalder professor Lonnie Thomson fra Ohio State University gletsjerstykkerne.

I 2015 tog forskere fra Ohio State University to isprøver med fra den tibetanske gletsjer Guliya.

Nu viser forskernes undersøgelser af de to prøver, at de indeholder 33 forskellige virusser, som er 15.000 år gamle, altså fra den seneste istid. Det skriver CNN og Videnskab.dk.

- Der er tale om virusser, der kunne trives i ekstreme miljøer, siger medforfatter og mikrobiolog Matthew Sullivan ifølge en pressemeddelelse om forskernes resultater, der også er offentliggjort i en videnskabelig artikel i Microbiome.com.

Det er også de ekstremt lave temperaturer, der har gjort det muligt for videnskabsfolkene at gøre de opsigtsvækkende fund.

- Is udgør et nedfrosset arkiv, siger Lonnie Thompson, professor i geovidenskab på Ohio State University. Han er også en af medforfatterne.

Ikke farlige for forskerne

Ifølge forskerne er de virusser, de har fundet, ikke farlige for mennesker, når de undersøger dem.

- Når vi arbejder med iskerneboringerne, bliver virusser med det samme 'dræbt' af den kemiske nukleinsyre-udtrækning (der bruges som led i forskningen, red.), så virusser er ikke aktive, siger Matthew Sullivan ifølge mediet Gizmodo.

Ifølge CNN ved man relativt lidt om virusser i gletsjere, men området er i stigende grad vigtigt for forskerne, fordi is over hele verden smelter som en del af klimaforandringerne. Det menes dog, at de fundne virusser oprindeligt er udviklet i planter og jord og ikke i mennesker.

- Det har virkelig fået offentlighedens bevågenhed, siger Lonnie Thompson til CNN. Han tilføjer, at pandemien med coronavirus har øget bevidstheden hos folk om, hvor vigtigt det er at forske i mikrobiologiske samfund.

Ifølge forskerne er det vigtigt at få undersøgt så meget af isen som muligt, inden isen smelter – blandt andet for at undgå at ukendte virusser slipper ud i atmosfæren.

- Sådan en nedsmeltning vil ikke bare føre til tabet af disse ældgamle, arkiverede mikrober og virusser, men også frigøre nogle af dem ud i miljøerne i fremtiden, skriver forskerne i den videnskabelige artikel om fundet.