Hedebølge sætter fut under skovbrande i Californien

Flere steder i Californien kæmper brandvæsnet mod brande efter usædvanlig varme denne weekend.

Brandfolk kæmper mod en voldsom skovbrand i Sierra Nevada, der raser i det nordlige Californien under en ny hedebølge på USA's vestkyst.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

I Californiens ørkenområder har temperaturerne i weekenden været usædvanligt høje, og i Death Valley er der lørdag morgen lokal tid blevet målt 54,7 grader i Furnace Creek.

Hvis målingen bekræftes, vil der ifølge AP være tale om den næstvarmeste temperatur, der nogensinde er blevet målt på jorden på en pålidelig måde.

Der vil dog stadig være et par grader op til den officielle varmerekord sat i 1913, hvor der blev målt 57 grader i Furnace Creek i Death Valley.

Flere brande udløst af lyn

Den store skovbrand i Sierra Nevada, som brandvæsenet denne weekend kæmper mod, er resultatet er to brande, der har nået hinanden. Begge brande blev udløst af lyn.

Branden viser ingen tegn på at stoppe, mens den har retning mod nordøst. Fra fredag til lørdag er branden fordoblet i størrelse.

- Så længe det er så varmt og tørt, er det svært at sige, hvornår og hvordan vi skal standse flammerne, siger Lisa Cox, der står for kommunikationen for brandvæsnet omkring branden i Sierra Nevada, til nyhedsbureauet dpa.

Californiens nordlige bjergområder har også haft flere store brande, der har ødelagt adskillige hjem.

Selv om der endnu ikke er nogen officielle tal for bygningsskader, har flammerne ført til flere evakueringsordrer for omkring 2800 mennesker i området.

De farligt varme forhold ventes at vare ved i løbet af weekenden, hvor USA's nationale vejrtjeneste (NWS) har advarsler ude om varmen, der gælder til og med mandag.