Danskerne vader i vacciner, men undlader at booke: Særligt mange tider til første stik

Regionerne opfordrer alle indkaldte borgere til at få bestilt tid eller rykke deres eksisterende frem.

Rekordmange vacciner fra Rumænien betyder, at mange flere nu kan få tid til vaccine, og at alle over 16 år nu er blevet inviteret. Nu skal de bare huske at bestille en tid, lyder opfordringen fra regionerne, der står med ledige doser. (Foto: © Philip Davali, Ritzau Scanpix)

Meldingen er klar fra flere regioner, efter 1.4 millioner nye vacciner er dumpet ind over Danmarks grænser den seneste uge:

'Se at få booket en tid eller ryk din eksisterende frem'.

Det rekordstore antal har nemlig fået regionerne til at ansætte flere hundrede nye vaccinatører og lægge utallige nye vaccinationstider på vacciner.dk, så vaccinerne kan finde vej til de danske overarme hurtigst muligt.

Men flere steder oplever de nu, at alt for få borgere i disse dage får bestilt tid til vaccine.

Det betyder, at mange vaccinationsbåse over hele landet står tomme hen, selvom alle borgere over 16 år nu er blevet inviteret til vaccination.

- Der er lige nu ikke nok af de nye inviterede, der bestiller tid, lyder det fra driftschefen for vaccinationscentrene i Horsens, Odder og Hedensted, Marianne Christensen.

Hun fortæller, at der de første par dage i næste uge er over 200 ledige tider i Horsens. Senere på ugen er der 500 ledige tider, og i ugerne efter endnu flere.

Målet er ellers med de nye vacciner at give 100.000 stik om dagen hen over sommeren, men det kan blive svært at nå, hvis flere ikke snupper de ledige tider, lyder det fra flere regioner.

Regionerne: Du kan få tid i morgen

Det er alle fem regioner, der står får vaccineudrulningen, som oplever, at mange af deres vaccinationscentre har flere hundrede ledige tider de næste par dage.

Region Syddanmark oplyser i en mail til DR, at de fredag morgen havde i alt 13.000 ledige tider til første stik i denne og næste uge.

I Region Sjælland har de over 25.000 ledige tider fordelt over de næste fem dage. Søndag har regionen eksempelvis 5.497 åbne pladser, hvilket betyder, at du inden klokken 20 i aften kan gå ind og bestille en tid til i morgen.

I Nordjylland går det dog noget bedre med at få afsat de ledige tider. Her melder regionen om 2.074 ledige tider til første stik fra lørdag til onsdag.

Risikerer at forsinke vaccineudrulningen

På vaccinationcentret i Holbæk i Region Sjælland har personalet også ledige hænder.

Efter de fik en stor sending i denne uge, har de fra i torsdags kunnet vaccinere 2.100 borgere om dagen. I sidste uge var tallet kun 1.200.

Men 1.400 ud af de 2.100 tider stadig er ledige i morgen. Og sådan ser det nogenlunde ud de næste fem dage.

Det vil daglig leder af vaccinationscenter Holbæk Anita Jensen meget gerne ændre.

- Vores største udfordring lige nu er, om folk booker de tider, vi har lagt ud. Vi har tiderne, og personalet er fuldstændig klar, men vi skal have borgerne til at booke tiderne, siger hun.

Det nyansatte personale risikerer at blive sendt hjem for så at skulle arbejde over på et senere tidspunkt, vurderer både Anita Jensen fra Sjælland og Marianne Christensen fra Midtjylland.

Og i sidste ende kan de mange ledige tider betyde, at regionerne ikke når deres mål for antallet af stik, og at slutdatoen for vaccination rykker sig.

- Jeg er rigtig spændt på, om borgerne booker tiderne, så vi kan få løst opgaven indenfor den tidsramme, der er sat. Hvis vi ikke når det, så tror jeg, at vi får skubbet en pukkel foran os, og så må vi jo have lidt ekstra bookninger i september måned, forklarer Anita Jensen.

Sommerferie og uvidenhed som årsag

Ifølge vaccinelederne i både Holbæk og Horsens kan grundene til de manglende bookninger være mange. Men én af de mest iøjenfaldene er sommerferien, lyder det.

- Der er sikkert mange, der ikke er interesseret i en tid i morgen eller i overmorgen, fordi de lige er taget på ferie. Men de kan altså sagtens tage en tid i en anden kommune, hvis man for eksempel er på ferie på Bornholm, siger Marianne Christensen fra Midtjylland.

Hun vurderer også, at mange borgere ikke ved, at en million vacciner er kommet til landet, og at der er langt flere tider, end hvad vi har været vant til.

Og så er hun bekymret for, at den yngre befolkningsgruppe mellem 25 og 34 år, der lige har fået invitation til vaccination, ikke får booket tid.

- Det er jo den gruppe, der lige er blevet inviteret, og vi ser jo, at tiderne ikke bliver booket. Så de har nok meget at se til med deres ferie og børn og booker ikke i samme grad, som de ældre borgere har gjort, siger hun.

Opfordring: Book tid eller ryk din frem

Både i Holbæk og Horsens har centerlederne altså en bøn til alle dem, der lige er blevet inviteret til vaccine: Book en tid til de næste par uger - og meget gerne i dag!

De mange nye doser åbner også op for, at mange tidligere inviterede, der først kunne få fat i en tid senere på sommeren, nu kan rykke deres tider frem.

- Lige nu har vi rigtig mange ledige tider til førstegangsvacciner, så se nu at få booket eller rykket din tid frem til i morgen eller næste uge, så vi kan blive hurtigt færdigvaccineret, siger Marianne Christensen.

Det kræver, at man aflyser sin nuværende tid og ser, om der er nye tidligere tider. Og på mange centre er der lige nu så mange frie tider, at man ikke skal være nervøs for helt at stå uden én. Du kan dog altid ringe til din region, hvis du bliver i tvivl, lyder det.

Hvis du allerede har rullet ærmet op én gang, og bare venter på, at du kan få det sidste stik, skal du passe mere på med at rykke tiden frem, siger Marianne Christensen.

- Hvis du har tid til anden vaccine, så er det ikke hensigtsmæssigt at slette tiden. Der er nemlig ikke ret mange tider til den anden vaccine, som der er til den første, da de kører i to forskellige spor, men ellers så ring til booking og hør, om der er en tidligere tid, lyder rådet fra hende.