To kirker brændt ned - kan have forbindelse til fund af massegrav

Det er få uger siden, at resterne af 215 indfødtes børnelig blev fundet ved katolske skoler i samme region.

Canadisk politi er i gang med en efterforskning, efter to katolske skoler er brændt ned natten til tirsdag med kun to timers mellemrum.

Det skriver BBC.

Kirkerne er mere end 100 år gamle og lå i reservater i den vestlige region Britisk Columbia. Reservaterne tilhører de indfødte folk i Canada, og de to brande er ifølge myndighederne at betegne som mistænkelige.

- Vi arbejder ud fra, at der er en forbindelse mellem de to brande, og vi finder timingen meget mistænkelig, siger Bob Graham, der er brandchef, ifølge BBC.

Samtidig siger han, at de indledende undersøgelser tyder på, at der blev brugt brandbar væske, og at brandene var påsat.

215 døde børn i en massegrav

I slutningen af maj fandt man i samme region ligene af 215 indfødte børn i en massegrav ved en katolsk kostskole.

Og selvom det canadiske politi ikke vil drage nogle konklusioner på forhånd, så arbejder efterforskerne ifølge New York Times blandt andet ud fra et motiv om, at de to kirker blev brændt ned til grunden som hævn for kirkens behandling af de indfødte.

- Vi er opmærksomme på de nylige hændelser, men vi vil ikke drage nogle forhastede konklusioner, siger Jason Bayda, der er talsperson for politiet, til New York Times.

Sammen med de canadiske myndighederne drev religiøse autoriteter fra 1863 til 1998 en række kostskoler, hvor indfødte canadiere blev indskrevet med det formål at afvende dem deres oprindelige kultur og tilegne dem den vestlige.

I perioden blev mere end 150.000 indfødte børn taget fra deres familier og placeret på skolerne, hvor børnene som regel ikke måtte tale deres modersmål, mens mange blev udsat for vanrøgt.

Blandede følelser blandt de indfødte

Nyheden om, at de to kirker var blevet brændt ned - ovenikøbet på den nationale dag for indfødte i Canada - har vakt ”blandede følelse” i det indfødte samfund. Ikke mindst på grund af den katolske kirkes behandling af dem og den uhyggelige opdagelse i maj.

- Der er meget vrede i vores samfund, både fra de, der overlevede kostskolerne, og de ældre, siger høvding Gabriel fra Penticton Indian Band til New York Times.

Ved samme lejlighed understreger han, at det til enhver tid er uacceptabelt at påsatte brande, men også at der blandt de indfødte var flere, som selv er kristne og kom i kirkerne.

- Der er en masse familier, inklusive min egen, der brugte kirken og har haft både begravelser, bryllupper og dåb i kirken, siger han.

Og høvding Clarence Louie fra Osoyoos Indian Band er enig. Også i hans samfund er der blandede følelser omkring kirken.

- Jeg tror ikke selv på kirken. Jeg tror ikke på deres symboler, men nogle fra vores folk gør. Der en håndfuld kirkegængere på vores land, siger han.

Perspektiv

En national skandale

Det var ved den tidligere Kamloops Indian Residential School i delstaten British Columbia, at fundet af massegraven blev gjort. De yngste børn var helt ned til tre år.

På den pågældende skole kunne der gå op mod 500 børn af gangen. De officielle opgørelser beretter kun om 50 dødsfald i alt.

Der fandtes mindst 130 af den slags skoler i Canada, og omkring 150.000 børn af oprindelige folk har været indskrevet på en af dem. Skolerne fandtes fra 1831 til 1996.

En undersøgelseskommission kaldte i 2015 systemet et "kulturelt folkemord".