Skraldemænd bukker under for varmen – må hente affald før fanden får sko på

Kommune fremrykker tidspunkt for skraldetømning på grund af sommervarmen. Skraldemændene risikerer i værste fald at få solstik.

Danmark er i øjeblikket ramt en regulær hedebølge, og det er ikke alle, der kan tåle sommermosten.

I Gladsaxe Kommune har skraldemændene fået lov til at tømme borgernes affald tidligere, end de plejer, på grund af de høje temperaturer.

Blandt andet har renovationsfirmaet Urbaser, der henter mad- og restaffald, fået dispensation til at starte affaldstømning allerede klokken 5.30.

- For at skraldemændene ikke skal gå ude i den værste hede, får de lov at starte op lidt før, end hvad der er kontrakteligt gældende, Jens Buch Stæhr, der er driftchef i Urbaser, til TV 2 Lorry.

Normalt må renovationsfirmaet først gå i gang med at tømme affald i Gladsaxe fra klokken seks om morgen. Men så længe varmen står på, må borgerne affinde sig med at blive vækket af skraldemændenes rumsteren endnu tidligere, da hensynet til skraldemændenes arbejdsmiljø vejer tungere.  

- Det er blandt andet for at undgå, at de får solstik. Når man går ude i den værste middagshede, skal der jo også en del vand indenbords, siger Jens Buch Stæhr.

Også renovationsfirmaet Remondis, der indsamler Gladsaxeborgernes genbrugsfraktioner samt storskrald og haveaffald, må starte tidligere.

Deres indsamling er nu fremrykket fra klokken 07 til klokken 06 - dog med undtagelse af glas, som først må indsamles fra klokken 07, skriver Gladsaxe Kommune på sin hjemmeside.

Afhentningstider varierer i kommunerne

Ifølge Urbasers driftchef Jens Buch Stæhr er aftalen for, hvornår renovationsfirmaet må tømme affald, forskellig fra kommune til kommune.  

- Nogle steder må man samle ind fra klokken fem, andre steder klokken seks og nogle steder klokken syv og så videre. Det kan variere fra kommune til kommune. Men hovedformålet er, at skraldemanden ikke skal være ude, når det er allervarmest, siger han. 

Som en ekstra hjælp til skraldemændene opfordrer Gladsaxe Kommune borgerne til at stille deres beholdere frem før de nævnte tidspunkter – eller alternativt aftenen før.

Tilbage i sommeren 2018, da der også var ekstraordinært varmt, oplevede mange borgere problemer med bananfluer og maddiker i deres affald.

I tv-klippet nedenfor kan du se, hvor galt det kan gå, hvis man ikke får tømt sin skraldespand i tide. Indslaget er fra Hvalsø i Lejre Kommune og blev bragt i sommeren 2018.

Her kan du se, hvor galt det kan gå, hvis man ikke får tømt sin skraldespand i tide.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik