Morten Østergaard har fået job som klimarådgiver og forlader Folketinget

Ny arbejdsgiver føler sig tryg ved at ansætte den tidligere radikale leder, der måtte trække sig efter krænkelsessager.

Morten Østergaard trak sig i efteråret som politisk leder i Det Radikale Venstre. Den radikale folketingsgruppe pegede ved samme lejlighed på Sofie Carsten Nielsen som hans efterfølger. (Foto: © Martin Sylvest, Ritzau Scanpix)

Den tidligere radikale leder Morten Østergaard har fået nyt job som klimarådgiver og har skrevet til Folketingets formand med ønske om at udtræde af Folketinget fra i dag.

Det skriver han på Facebook, hvor han fortæller, at han fra 1. august er ansat i firmaet cBrain A/S, hvor han skal hjælpe ledelsen med at udforme en strategi for klimaløsninger.

- Det er forretningsudvikling – ikke lobbyisme. Jeg lægger politik bag mig og glæder mig til at lære en masse af mine nye kolleger, skriver han blandt andet i sit opslag.

Adm. direktør i cBrain A/S Per Tejs Knudsen er tryg ved, at Morten Østergaard har lært af sine fejltrin. (Foto: © (C) DR Nyheder)

Ansættelsen af Morten Østergaard er resultatet af en dialog, der har pågået siden foråret.

Det fortæller direktør i cBrain A/S Per Tejs Knudsen til DR Nyheder.

Han havde den tidligere radikale leder højt på listen, da virksomheden ledte efter en person med gennemslagskraft, der kan være med til at sælge virksomhedens software.

- Der er to ting, der er spændende ved Morten. Den ene er, at han er klimaforkæmper og nærmest har været villig til at sætte en regering over styr for at få et klimaaftryk.

- Og så er der det specielle ved Morten, at han faktisk også ved noget om digitalisering. Så kombinationen af at vide noget om både klima og digitalisering, det er stærke kompetencer, siger Per Tejs Knudsen.

Morten Østergaards krænkelsessager er fortid nu, lyder det fra direktøren.

- Så vidt jeg kan se, så er Morten østergaard en af dem, der har taget konsekvensen. Og det har jeg respekt for. Og så skal man selvfølgelig videre.

Per Tejs Knudsen forventer, at hans nye medarbejder har lært af sine fejltrin.

- Vi har jo en personalepolitik. Og jeg er overbevist om, at Morten nok skal følge den.

På sygeorlov efter krænkelsessager

Morten Østergaard afslutter med sin udtræden af Folketinget sin otte måneder lange orlov.

Han har været sygemeldt siden oktober sidste år, da han måtte trække sig som De Radikales politiske leder.

Det skete i forbindelse med et gruppemøde i Den Sorte Diamant i København, hvor han krøb til korset og erkendte, at det var ham, der havde taget partifællen Lotte Rod på låret.

- Jeg har svigtet i sagen om Lotte Rod. Jeg har sådan set ikke svigtet Lotte. Fordi det var mig, hvis hånd hun fjernede for næsten et årti siden fra sit lår. Det, jeg har svigtet, er min gruppes tillid, det er mit parti. Derfor kan jeg heller ikke med troværdighed fortsætte som politisk leder for Radikale Venstre, var hans ordvalg dengang.

Efterfølgende kom det så frem, at han havde fået tre reprimander på baggrund af sager om seksuel chikane.

I sit opslag på Facebook giver Morten Østergaard endnu engang udtryk for, at han fortryder sin opførsel.

- Jeg er selvsagt ked af den måde, mit politiske virke sluttede på, og de fejl, jeg begik undervejs – det kan jeg ikke gøre om, men jeg håber, at I tror mig, når jeg siger, at jeg har lært af det hele, skriver han.

Varslede exit i februar

Det kommer ikke som nogen overraskelse, at Morten Østergaard nu forlader politik endegyldigt.

Det varslede han tilbage i februar på Facebook efter at have skrevet et brev til Aarhus Radikale Vælgerforening, hvor han har været folketingskandidat i mere end to årtier.

Her oplyste han, at han ikke ønskede at genopstille til Folketinget.

I stedet luftede han tanken om at genoptage den erhvervskarriere, han var i gang med, da han blev valgt til Folketinget i 2005.

Dengang var han markedschef i Dafolo A/S i Aarhus, der leverer trykt og digital faglitteratur til skoler og dagtilbud.

Karrieren fortsætter nu i cBrain A/S, der hjælper en lang række offentlige myndigheder med at digitalisere deres beslutningsprocesser både herhjemme og i udlandet.

- Jeg er glad for, at mit nye job også bliver med forandring som omdrejningspunkt og blik for verden. Med afsæt i verdensmål 13 om klimaindsats, skal jeg hjælpe ledelsen i cBrain med at udvikle en strategi for at understøtte regeringer og myndigheders arbejde med klima, skriver Morten Østergaard.

Han giver samtidig udtryk for, at han ikke ønsker at stille op til interview:

- Jeg ser forhåbningsfuldt frem til mit nye virke efter sommerferien, og har ikke flere ord at sætte på det (ja, det gælder også pressen;-).