Kommunens kreditkort brugt til privat MobilePay-brug, ishockey-billetter og dagligvareindkøb: Nu er kommunaldirektøren hjemsendt

Kommunaldirektøren i Greve Kommune har erkendt og tilbagebetalt det private forbrug, som blandt andet skyldes en forglemmelse, og at han forvekslede sit eget og kommunens kreditkort.

Som en konsekvens af private indkøb foretaget på Greve Kommunes kreditkort er kommunens øverste embedsmand, kommunaldirektør Claus Thykjær, blevet fritaget for tjeneste med øjeblikkelig virkning. Det er udfaldet efter et ekstraordinært byrådsmøde mandag aften.

- Begrundelsen er, at byrådet ikke længere har den fornødne tillid til kommunaldirektøren som overordnet ansvarlig for Greve Kommune, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Det sker, blot få dage efter at DR har stillet kommunen spørgsmål til en række privatindkøb, som Claus Thykjær har erkendt at have foretaget på sit kommunale kreditkort.

Hverken borgmester Pernille Beckmann (V) eller den hjemsendte kommunaldirektør ønsker at svare på, om privatindkøbene er den direkte årsag til hjemsendelsen, men ifølge DR’s oplysninger er de private køb på kommunens regning årsag til beslutningen.

Overfor DR har Claus Thykjær tidligere erkendt, at han har brugt Greve Kommunes kreditkort privat til blandt andet ishockey-billetter, MobilePay-indbetaling, indkøb i Rema1000 samt Irma og Cirkle K. Det drejer sig om cirka 2.300 kroner.

Direktøren har også erkendt at have brugt kommunens kreditkort privat i forbindelse med en konference, der blev afholdt i Nashville, USA. Her betalte kommunen 1.385 kroner for konferencebilletter til kommunaldirektørens hustru.

Ifølge kommunaldirektørens forklaring til DR er der i alle tilfælde tale om fejl, da han har forvekslet kommunens kreditkort med sit eget, private kort. Banken, der har udstedt kreditkortene, er den samme, har han forklaret.

Alle de private udgifter er efter DR’s henvendelser blevet tilbagebetalt af kommunaldirektøren, men sagen er alvorlig, vurderer Jakob Dedenroth Bernhoft, der er jurist og partner i firmaet Fraud React, der arbejder med økonomisk kriminalitet.

- Hvis det forhold bliver anmeldt til politiet, så læner han sig op af en eller anden form for straf efter straffeloven, om det så er en bøde eller noget mere, det må så vise sig, vurderer Jakob Dedenroth Bernhoft.

Hver fjerde bilag mangler

DR har gennemgået 87 af de transaktioner, som Claus Thykjær har foretaget på sit kommunale kort i 2019.

Gennemgangen viste blandt andet, at kommunaldirektøren aldrig afleverede bilag for 21 af indkøbene – bilag, der skal bruges til at dokumentere, hvad kommunens penge er blevet brugt på. I alt drejer det sig om manglende bilag for 10.390 kroner.

- Bare det, at der mangler ét bilag, så er det jo en overtrædelse af lovgivningen, vurderer Jakob Dedenroth Bernhoft.

Det bakkes op af professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh.

- Det er ikke acceptabelt, at der er nogen som helst slinger i valsen, og når vi snakker om topledere, så er det jo særligt bekymrende, fordi de er nødt til at sikre sig, at de kan følge de kommunale regler, siger professoren.

I forbindelse med DR’s gennemgang af kommunaldirektørens bilag blev Greve Kommune opmærksom på, at en række af indkøbene er gået til private formål.

- Det skal vedrørende kommunaldirektør Claus Thykjærs posteringer bemærkes, at der i april 2019 er en række posteringer, der har privat karakter som eksempelvis billetter til ishockey, mobile pay indbetaling, og indkøb i Rema 1000, Irma og Cirkle K. Dette er på alle måder yderst beklageligt, forklarede kommunens jurist, Trine Lund Hansen, i et skriftligt svar til DR.

Ifølge kommunaldirektøren havde han brugt kommunens kort til privatindkøb, fordi han ikke kunne kende forskel på sit private kreditkort og kortet, der var koblet til kommunekassen.

- Fejlene opstod, fordi kommunaldirektør Claus Thykjær privat havde fået et kreditkort med samme farve og fra samme bank som kommunen, forklarede kommunaldirektøren via chefjurist, Trine Lund Hansen, i et skriftligt svar til DR i efteråret 2020.

Konference-billetter til hustruen

Efterfølgende har DR også spurgt ind til en række kreditkort-transaktioner, som kommunaldirektøren har foretaget i forbindelse med deltagelsen i en konference afholdt i USA.

Her viser bilag blandt andet, at kommunaldirektøren har fået kommunen til at afholde udgifter for sin hustru, der var med på turen til USA.

- Jeg beklager, at jeg selv, vores bogføring eller kommunens revision ikke har opdaget fejlen, og jeg har orienteret borgmesteren og viceborgmesteren herom, forklarede kommunaldirektøren via chefjurist Trine Lund Hansen i et skriftligt svar til DR.

Denne gang orienterede kommunaldirektøren også efterfølgende medlemmerne af Greve Kommunes økonomiudvalg, fremgår det af en mail afsendt d. 7. maj, som DR har fået kendskab til.

- Efter at have fået mine bilag, er DR vendt til tilbage med uddybende spørgsmål til et bestemt bilag, som de ikke mener er korrekt. Og det har de ret i, det viser sig nemlig, at jeg uretmæssigt har fået Greve Kommune til at betale 1.385 kroner til eget forbrug, skrev Claus Thykjær til medlemmerne af økonomiudvalget.

Eksperter: Man må ikke bruge kommunens penge privat

Ifølge eksperter er det meget alvorligt, hvis kommunaldirektøren bevidst har brugt kommunens penge til private formål.

- Det er helt klart en skærpende omstændighed, at det er sket gang på gang på gang, altså det ser ud som om, at der et eller andet system i det, vurderer Jakob Dedenroth Bernhoft.

- Det er ikke acceptabelt, at der er nogen som helst svinger i valsen, og når vi snakker om topledere, så er det jo særligt bekymrende, fordi de er nødt til at sikre sig, at de kan følge de kommunale regler, siger professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh (Foto: © Linda Kastrup, Scanpix Danmark)

DR har forgæves forsøgt at få et interview med den nu hjemsendte kommunaldirektør, Claus Thykjær, og borgmester Pernille Beckmann (V).

- Claus Thykjær ønsker ikke at udtale sig. Borgmester Pernille Beckmann har ikke yderligere at tilføje, da det er en personalesag, skriver kommunikationschef i Greve Kommune, Anne Pihl Rasmussen, til DR.

Den nu fritagede kommunaldirektør har i en SMS bedt DR om, at alle henvendelser til sagen skal ske via hans fagforening, Djøf.

- Det er en sag, som Djøf er inde i, og vi bistår ham selvfølgelig i det videre forløb, bekræfter pressechef Torben Gross fra Djøf, der dog ikke vil kommentere sagen yderligere.

Byrådet har i anledning af fritagelsen af Claus Thykjær indsat direktør Anne-Sofie Degn på posten som fungerende kommunaldirektør. Hun har indtil nu varetaget ansvaret for børneområdet samt teknik og miljø.