Organisationer vil have Folketinget til at anerkende ensomhed

Stigende ensomhed forsvinder ikke af sig selv, advarer organisationer, der kræver en national strategi.

Inden coronakrisen følte næsten 400.000 danskere sig ensomme, og siden er antallet kun vokset ifølge Dansk Røde Kors.

På den baggrund har 77 danske organisationer lørdag henvendt sig til Folketinget og social- og ældreminister Astrid Krag (S) med et krav om, at der laves en politisk strategi mod ensomhed, som organisationerne kalder "en af de alvorligste sociale udfordringer i det danske samfund".

En strategi for at bekæmpe ensomhed nationalt bør ligge klar i 2023, siger organisationerne bag. Ud over Røde Kors er blandt andet Ældre Sagen, Danske Patienter, Børns Vilkår og Danske Regioner medunderskrivere på det oplæg, som Folketingets politikere modtager mandag.

Først og fremmest vil organisationerne have Folketinget til at anerkende ensomhed som en udfordring for både samfund og folkesundhed.

- Alligevel er der ikke en sammenhængende indsats til bekæmpelse af ensomhed – kun spredte enkeltinitiativer, som ofte er baseret i civilsamfundet

- Det er på tide, at vi handler på ensomhed som den store samfunds- og folkesundhedsudfordring, den reelt er. Der er brug for et politisk gearskift i Danmark, lyder det fra organisationerne i en pressemeddelelse.

Fritidsaktiviteter og sociale fællesskaber skal tilrettelægges med mere brobygning og være mere inkluderende. Og der skal oprettes et nationalt videnscenter for ensomhed. Det er nogle af de tiltag, som foreslås.

Mødtes med ministeren

Generalsekretæren i Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl, mødtes lørdag med Astrid Krag.

- Tak til Astrid Krag for at tage godt imod 77 organisationers inspirationskatalog til en national ensomhedsstrategi. Glæder os til at præsentere den. Og til at komme i arbejdstøjet. Mere end 300.000 svært ensomme fortjener vores opmærksomhed, skriver han på sin Twitter-profil.

Ud over de menneskelige konsekvenser ved ensomhed, koster det også samfundet otte milliarder kroner om året i blandt andet sundhedsomkostninger og tabt arbejdsfortjeneste, vurderer Røde Kors.

Organisationerne har fundet inspiration hos en række andre lande.

Storbritannien, Norge og Japan har ifølge organisationerne større fokus på ensomhed som et samfundsproblem. Japan og England har eksempelvis en minister for ensomhed, og England har vedtaget en national strategi for at bekæmpe problemet.