Midt i fodboldfesten 'snylter' flere på DBU og landsholdet end nogensinde før

DBU har 15-20 'relativt alvorlige' sager om brud på deres rettigheder op til EM.

DBU har op til EM-slutrunden haft travlt med at kontakte adskillige erhvervsdrivende, som de vurderer lukrerer på deres brand uden tilladelse. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

Mens de danske drenge i de kommende uger skal kæmpe for de røde og hvide farver til EM i fodbold, så er deres arbejdsgiver, Dansk Boldspil Union (DBU), også i gang med en hård kamp uden for kridtstregerne.

Op til EM-slutrunden har DBU nemlig set flere erhvervsdrivende end nogensinde før, som ifølge unionen selv krænker landsholdets brand.

Det gør de ved, at virksomhederne - både små som store - for eksempel bruger billeder af landsholdsspillere, viser DBU's logo eller bruger landsholdstrøjer i reklamer for deres egen virksomhed.

- Der er flere sager denne her gang, end der har været ved tidligere slutrunder. Vi har mellem 100 og 150 sager af forskellig karakter, og 15-20 stykker af dem er relativt alvorlige, siger kommerciel direktør i DBU Ronnie Hansen.

- Det hele er blevet mere digitalt, og det er meget nemt at stjæle et billede af nogle landsholdsspillere og lægge det ind i en reklame, udybber han.

Den kommercielle direktør fortæller videre, at det i langt de fleste sager omhandler mindre virksomheder, som frivilligt retter deres markedsføring til, når de bliver kontaktet. Derfor er det kun i de færreste tilfælde, hvor det potenielt kan ende med en erstatningssag.

Hvis man ser på en mindre virksomhed - for eksempel et værtshus, som viser kampen. Hvad forskel gør det så i virkeligheden, at man lige kan se et DBU-logo på deres Facebook-side?

- Der er en grund til, at vi også er nødt til at bede de mindre om at gøre noget ved det. Denne type jura siger, at hvis du ikke sikrer, at alle skal overholder reglerne, så kan det blive sværere at håndhæve næste gang, siger Ronnie Hansen fra DBU.

Baren Kargo i København kan have forbrudt sig mod DBU's kommercielle rettigheder, når de reklamerer for, at man komme og se kampene hos dem. Foto: Kargocph.

Bar bruger billede af Schmeichel som blikfang

En af de mindre virksomheder, der risikerer at få ørerne i DBU-maskinen, er baren og natklubben Kargo i København.

I forbindelse med slutrunden har de lavet flere opslag på deres sociale medier.

For eksempel bruger de et billede af Kasper Schmeichel i et Facebook-event uden tilladelse fra DBU.

Generelt føler ejer Oscar Trap Elers, at det er rigtig svært at gennemskue, hvad de må, og hvad de ikke må op til EM-slutrunden.

- Du har så mange forskellige elementer af ophavsrettigheder. Du har fotografen selv, så har du dem, der udbyder billeder, og så har du måske DBU i det her tilfælde eller andre store organisationer, som også har en holdning til, hvordan du må bruge det i markedsøjemed, siger han.

Herunder fortæller barejeren om Facebook-eventet, hvor de har brugt et billede af den danske landsholdmålmand.

Hvad gør I, hvis DBU kontakter jer og siger, at I krænker deres rettigheder, når I for eksempel bruger et billede af Kasper Schmeichel?

- Så må vi tage billedet ned og så finde en ny måde at angribe det på. Men det er selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke må bruge den del, som folk er interesserede i, fordi blikfang er en stor del af sociale medier, siger barejeren.

Sociale medier svømmer over med potentielle krænkelser

Hvis man ser lidt nærmere på de sociale medier, så går der ikke længe, før man er helt klar over, hvorfor DBU lige nu kan have rigtig travlt med at se på sager om potenielt misbrug af deres rettigheder.

DR Nyheder har de seneste dage overvåget udviklingen, og lige nu er der stadig adskillige konkurrencer, reklamer for arrangementer og lignende, som ikke overholder de kommercielle retningslinjer, DBU selv har skitseret.

Vi har også talt med adskillige erhvervsdrivende, som samstemmende fortæller, at de ikke er klar over, at de potentielt krænker DBU's rettigheder. De vil dog alle rette ind, hvis DBU retter henvendelser til dem, siger de.

Ifølge Jan Trzaskowski, der er professor i markedsføringsret på CBS, så er det ikke uden grund, at DBU vælger at tage kampen op mod mulige rettighedsbrud.

DBU har nemlig store indtægter på alt, hvad der hedder landsholdet og har de fulde kommercielle rettigheder til brandet.

Der er dog adskillige gråzoner for, hvad man må og ikke må, hvilket gør det svært for blandt andet mindre virksomheder, fortæller professoren.

- Hvis vi ser isoleret på DBU’s logo, så er det et varemærke, der er registreret, så der er ikke noget at diskutere. Der, hvor tingene bliver mere diffuse, er, når man taler om landsholdet som fænomen.

- Når man hører ordet ’landsholdet’, så tænker man på det landshold, der er knyttet til DBU. Derfor ligger der en værdi i landsholdet som brand, som DBU har rettighederne til, siger professor Jan Trzaskowski.

Elektronikgiganten Power til modangreb

Ud over en hel række små sager om muligt brud på DBU's rettigheder, så er der også, hvad DBU betegner som de mere alvorlige.

En af disse sager er mod elektronikgiganten Power, der har lavet en konkurrence, hvor de udlover billetter til Danmarks første EM-kamp. Det har fået DBU til at rasle med sablen.

I sidste uge sagde Ronnie Hansen fra DBU følgende til Radio4 om sagen:

- Vi er sikre på, at Power er ude og bruge nogle rettigheder, der ikke tilhører Power. De nasser på det brand, DBU og landsholdet har opbygget over mange år.

Power er dog stærkt uenig og nægter at have gjort noget galt.

- Jeg synes helt ærligt, at DBU skyder med spredehagl og bruger bøllemetoder, og det mener jeg ikke er DBU værdigt som organisation, lød det fra Powers direktør, Jesper Boysen, i en pressemeddelelse fra sidste uge.

DR Nyheder har været i kontakt med Power, der ikke har yderligere at tilføje til striden med DBU.

Denne reklame er et af stridspunkterne mellem DBU og elektronikgiganten Power.

DBU ønsker over for DR Nyheder ikke at forholde sig til, hvad man vil gøre i den konkrete sag mod Power, men bekræfter, at de er klar til at gå til domstolene, hvis enkelte sager vurderes til at være grove nok.

- Når først vi har sendt en skrivelse, og sagen er så alvorlig, at vi har tænkt os at reagere, så går vi jo hele vejen. Vi sender ikke sådan noget her ud for sjov, siger kommerciel direktør Ronnie Hansen og fortsætter:

- Sagerne kan handle om, at man har brugt vores landsholdstrøje, man har brugt DBU’s logo, eller at man på anden måde sådan har snyltet på landsholdets brand eller landsholdets symboler.

Fodboldunionen har da også tidligere gjort alvor af truslerne og har endda haft held med at tage en sag i retten.

I januar sidste år blev onlinecasinoet LeoVegas dømt til at betale 500.000 kroner i erstatning til DBU for en reklamekampagne, hvor ekslandsholdspilleren Thomas Gravesen og landsholdsstjernen Nadia Nadim var iklædt de rød-hvide-farver.

Og selv om de senere gjorde trøjerne orange, så faldt hammeren alligevel over LeoVegas.

- Den efterfølgende ændring af farven på trøjerne til LeoVegas’ orange farve i kombination med hvid, distancerer ikke reklamekampagnen tilstrækkeligt fra den oprindelige kampagne, lød det i dommen fra Sø- og Handelsretten.

Så hvis man i den kommende tid skal reklamere og bruge EM og landsholdet, så er det gode råd fra ekspert i markedsføringsret Jan Trzaskowski, at man skal forsøge at holde det helt nøgternt.

- Man kan for eksempel nævne hvilken kamp, og hvor man kan se den henne. Og så skal man lade være med at give indtryk af, at landsholdet eller DBU er involveret, siger han.

Barejer: Det er en jungle at navigere i

Tilbage på baren Kargo i København glæder de sig til, at EM bliver skudt i gang og håber på godt med gæster. Og derfor har det været nødvendigt med reklamer på Facebook, som de indtil nu har vurderet til at være inden for skiven.

Er det ikke jeres eget ansvar at have styr på, hvad I må og ikke må?

- Selvfølgelig er det vores ansvar at holde styr på, at vi ikke bryder nogle rettigheder. Men i forvejen er det en jungle at navigere i også i andre øjemed – så når det kommer til DBU og UEFA's måde at gøre det på, så er det endnu sværere for os at finde ud af, hvad der er hoved og hale i de her ting, siger ejer Oscar Trap Elers.

Danmark spiller sin første kamp i EM mod Finland i dag klokken 18. Den kan du se på DR1.