En seksårig dreng forsvandt i et hul - da tv-kameraerne blev slukket, var Italien i chok
For 40 år siden fulgte 21 millioner italienere en redningsaktion på tv. Den efterlod et nationalt traume. Nu er historien blevet til underholdning.
Råbene gjaldede ud over vinmarkerne i den varme italienske sommeraften.
- Alfredo, Alfredo, lød de.
Men der kom ikke noget svar.
Klokken havde passeret 20.30, og den seksårige Alfredo Rampi var ikke kommet hjem til aftensmaden i sine bedsteforældres feriehus i den lille by Vermicino lidt uden for Rom.
Tidligere på aftenen havde han været med sin far i marken for at reparere et hegn, men da faderen holdt pause, var drengen på egen hånd gået på opdagelse i landskabet.
Hvad nu, hvis han er faldet i den der brønd?
Veja, bedstemor
Alfredo kendte området med de små vinmarker, tørre buske og gamle oliventræer, og derfor begyndte forældrene at blive bekymrede, da drengen ikke kom hjem.
Et fælles minde
Det var 10. juni 1981, og hverken mor eller far kunne vide, at deres søn netop havde sat gang i en kæde af begivenheder, der skulle forandre Italien for altid.
Ligesom mange danskere husker præcis, hvor de var, da vi vandt EM i fodbold i 1992, eller da flyene ramte tvillingetårnene i New York i 2001, husker mange italienere, hvor de var, da Alfredo Rampi forsvandt.
Og de italienere, der er for unge til at kunne huske de tre dage med højspændt drama i sommeren 1981, får nu muligheden for at genopleve det hele på godt og ondt.
Den italienske tv-station Sky Cinema sender nemlig senere på måneden en dyr dramaserie om Alfredo Rampi.
Oplysningerne om, hvad der præcis skete de junidage i 1981, der ligger til grund for denne artikel, stammer fra det italienske medie Panorama, avisen Corriere Della Sera, Franca Rampis vidneudsagn og magasinet The American.
Drengens far Ferdinando søgte efter sin søn, mens dagslyset svandt, og da natten faldt på, var der stadig ingen spor af ham.
Mistanken
Bekymringerne tog til, da Ferdinando vendte hjem til familiens hus for at tjekke, om drengen var vendt hjem i hans fravær.
- Hvad nu, hvis han er faldet i den der brønd? spurgte barnets mormor Veja.
Den idé afslog såvel Ferdinando som Alfredos mor, Franca.
Brønden var egentlig ikke ret meget andet end et hul, som en nabo netop havde boret i jagt på vand i undergrunden.
Den lå lige ved siden af den grusvej, som Alfredo muligvis ville benytte for at komme hjem.
Hullet var kun 40 centimeter i diameter, men det fortsatte til gengæld over 80 meter ned i den vulkanske klippe, som Vermicino var bygget på.
Ferdinando og Franca var sikre på, at brønden var dækket af et stykke blik, der blev holdt på plads af nogle store sten, og de kunne ikke forestille sig, at deres søn ville kravle ned i hullet uden at have fået lov.
Da klokken blev 21.30 og Alfredo stadig ikke var kommet hjem, blev der ringet efter politiet.
Første patruljevogn kom efter bare 10 minutter, og eftersøgningen gik i gang med politiets kraftige lommelygter.
Lygterne lokkede beboerne i flere af nabohusene til, men efter to timer var der stadig ingen spor af Alfredo.
Mor!
Alfredo Rampi, seks år
Da det nærmede sig midnat, blev politiets hunde sat ind, og det lokale brand- og redningsberedskab ankom for at hjælpe med eftersøgningen.
En stemme i mørket
Nu bad en af de ledende brandfolk, Giorgio Serranti, om at blive vist vej ud til brønden, så muligheden, for at drengen var faldet i hullet, kunne udelukkes fuldstændig.
Han fandt brønden ved siden af en grusvej og lagde mærke til, at metalstykket var blevet flyttet.
Giorgio Serranti råbte ned i hullet.
Først var der intet svar.
Så lød der en svag stemme langt nede fra dybet.
- Mor!
Drengen var fundet, men redningsmandskabet stod nu med et nyt og større problem: Hvordan skulle de få drengen op af det snævre hul?
Først måtte de finde ud af, hvor langt han var nede.
- Kan du se os? råbte de ned i hullet
Efter noget tid kom der svar.
- Nej, det kan jeg ikke.
Så blev en lommelygte bundet til et reb og sænket ned i mørket.
To meter, fem meter, ni meter...
Efter at 35 meter reb var sænket ned i hullet, kunne drengen se lygten.
Den gode historie
Mens redningsmandskabet overvejede, hvad de skulle gøre, ankom de første pressefolk.
Dengang havde Italien kun én stor national tv-aktør, nemlig det statslige mediehus RAI, der netop i disse år var begyndt at få skarp konkurrence fra en række lokale private tv-stationer.
Og det var netop pressefolk fra en af disse private stationer, der fik nys om ulykken.
Allerede inden daggry ankom det første kamerahold.
I første omgang var nyhederne ikke specielt opmuntrende.
Hvis jeg havde fortsat med at tale med ham, ville jeg være blevet vanvittig
Franca Rampi, mor
Redningsmandskabet havde besluttet at sænke et bræt på et reb ned til drengen i håb om, at han kunne holde fast om det længe nok til, at han kunne trækkes op.
Men brættet nåede kun 24 meter ned før det satte sig fast i den smalle skakt.
Da der blev trukket i rebet for at få brættet fri, gik det løs, og nu sad der så et bræt fast i hullet 12 meter over Alfredo.
Nu kunne det godt se ud som om, at aktionen ville komme til at tage noget tid.
En mors mareridt
Mængden af mennesker omkring brønden begyndte også langsomt at vokse.
En 23-årig lokal amatørhuleforsker ankom til stedet for at hjælpe.
Han hed Tullio Bernabei, var ret spinkel og led ikke af klaustrofobi.
Tullio Bernabei tilbød at kravle ned i hullet for i det mindste at få brættet op, men han kom ikke ret langt ned, før det stod klart, at der var for smalt. Så han måtte give op.
Mor, få mig ud herfra. Min arm gør ondt
Alfredo Rampi, seks år
Brættet spærrede ikke fuldstændig for hullet, og det lykkedes at sænke en mikrofon ned til drengen.
- Mor, få mig ud herfra. Min arm gør ondt, og jeg er træt, sagde han.
Men mor Franca var for påvirket af det hele til at tale ret meget med sin søn.
- Jeg kunne ikke gøre det. Jeg havde hele tiden hans skrig i mit hoved. Hvis jeg havde fortsat med at tale med ham, ville jeg være blevet vanvittig, fortalte Franca Rampi mange år senere.
Hun skulle samtidig forsøge at tage sig af Alfredos lillebror.
Dermed var det op til redningsmandskabet at berolige drengen i hullet
Manden med megafonen
Tiden gik, solen stod op, og Roms brandchef Elvino Pastorelli kom til stedet for at overtage kommandoen.
Jeg har 100 mand, og jeg lover at få dig ud derfra
Elvino Pastorelli, chef for brandvæsenet i Rom
Til glæde for det voksende antal pressefolk på stedet gav han drengen et løfte gennem en megafon, som han rettede ned i hullet.
- Jeg har 100 mand, og jeg lover at få dig ud derfra, råbte brandchefen.
Planen var at bore en parallel skakt og så grave sig på tværs ind til Alfredo.
Det lød ikke så svært.
Amatørhuleforskeren Tullio Bernabei var dog betænkelig ved planen, da der var risiko for sammenstyrtninger.
I stedet foreslog han at få fat i nogle ekstremt slanke og smidige huleforskere, som kunne sænkes ned i hullet med hovedet først.
Men brandchefen var en handlingens mand. Tiden var ved at løbe ud, og det kunne ikke tage ret lang tid at bore sådan et hul.
Desuden fulgte det meste af Italien nu med i dramaet.
En journalist på den nationale tv-station RAI2 havde i løbet af natten set billeder fra redningsaktionen på Roms lokal-tv og derefter forelagt ideen om en reportage til sine chefer.
Ville det ikke være en fantastisk og livsbekræftende historie, når drengen blev reddet op?
Cheferne på RAI var enige.
Robotten Mazinger Z
Den første boremaskine på stedet var to timer om at bore de første to meter ned i den hårde undergrund.
Jorden rystede og skælvede.
Nede i hullet klagede Alfredo over larm, tørst og rystelser.
Han havde tisset i bukserne og ville virkelig gerne sove.
Den brandmand, som fik opgaven med at holde modet oppe hos seksårige Alfredo, hed Nando Brogli.
Nando Brogli var selv far til fire, og han vidste præcis, hvad seksårige drenge gik op i.
- Mazinger Z og robotten Jeg er på vej, fortalte Nando Brogli.
Drengen kendte de to tegneseriefigurer, og han blev opmuntret af, at en japansk tegneserierobot med næver af stål var på vej ned til ham.
Den ny og hurtigere boremaskine, der netop var ankommet til stedet, skulle dog vise sig ikke at være helt så imponerende som Mazinger Z.
De lyse udsigter
Kamerahold fra RAI's to nyhedsudsendelser TG1 og TG2 fulgte sagen tæt, og ifølge journalist Piero Badaloni havde brandchefen fortalt pressen, at borearbejdet ville tage nogle timer, hvorefter drengen ville være i sikkerhed.
I 1981 havde italiensk tv først lige fået udstyr, der gjorde det muligt at sende direkte fra stedet, og dette var en oplagt mulighed for dem at prøve det af på en nyhedshistorie.
Derfor blev det besluttet, at alle RAI's tre kanaler kunne klippe til det direkte tv-signal fra Vermicino.
Det gjorde de.
Og seerne kvitterede ved at holde deres apparater tændt.
Omkring 12 millioner mennesker så med først på eftermiddagen fredag 11. juni, og derfra gjorde seertallene ikke andet end at stige.
Det samme gjorde antallet af tilskuere i Vermicino, der kun ligger ganske få minutters kørsel fra Rom.
Op mod 10.000 mennesker dukkede op - der var så mange, at flere handlende slog boder op, så der var mulighed for at købe forplejning.
Mazinger og hans metalklør er på vej for at befri dig. Er du ikke glad?
Nando Brogli, brandmand
Alfredo nede i hullet fik nu pumpet ilt ned til sig, og man forsøgte at give ham sukkervand.
Han fortalte, at han frøs og var tørstig.
Da klokken nærmede sig 19, kunne boremaskinen ikke komme længere ned.
Edderkoppen fra Sicilien
I en dybde på 21,4 meter havde maskinen nået et lag af vulkansk klippe, der var for hårdt til boret.
Tredje boremaskine ankom 20.15.
Nede i hullet græd Alfredo, og brandmanden Nando Brogli måtte forsøge at trøste ham.
- Græd ikke. Det hele skal nok gå. Mazinger og hans metalklør er på vej for at befri dig. Er du ikke glad? Du skal ikke være bekymret. Vi har nogle problemer, men vi får dig ud, sagde han.
Det tredje bor gnavede sig ned i jorden i sneglefart, og under en pause klokken 22.30 tilbød en 52-årig sicilianer, Isidoro Mirabelli, at hjælpe.
Han led ikke af dværgvækst, men kunne godt gå for at være en dværg.
Kan du ikke bare lade mig sove og lade være med at drille
Alfredo Rampi, seks år
Medierne døbte ham "edderkoppemanden", og han var villig til at lade sig sænke ned i brønden med hovedet først.
Isidoro Mirabelli nåede 20 meter ned.
Her råbte han drengens navn.
Svaret fra dybet var gnavent.
- Kan du ikke bare lade mig sove og lade være med at drille, lød det fra Alfredo.
Kort efter måtte Isidoro Mirabelli give op, fordi hullet var for smalt.
Det blev nat, og næste morgen havde boremaskinen arbejdet sig ned i en dybde på 30 meter.
Fint besøg
Redningsfolkene vurderede, at de var langt nok nede til at grave sig ind mod brønden, hvor Alfredo sad fast.
I mellemtiden var Italiens præsident ankommet for at overvære den spektakulære redningsaktion.
Den 85-årige Sandro Pertini var iført et mørkt jakkesæt trods sommervarmen og lovede, han ikke ville forlade stedet, før drengen var reddet.
- Dette får mit hjerte til at briste, sagde han og lyttede selv til Alfredo, mens pressefotograferne knipsede løs.
Gangen mellem de to skakter var færdig sidst på eftermiddagen fredag, og klokken præcis 17.48 blev brandvæsenets redder Beppe De Santis sendt ned for at hente drengen op.
Han søgte efter drengen med sin lommelygte.
- Han er her ikke. Jeg kan ikke se ham, sagde Beppe De Santis nede fra hullet.
Jagten på små mænd
Rystelserne fra Mazinger Z's redningsaktion havde sendt Alfredo endnu længere ned i jorden.
Han lå nu mellem 61 meter nede i dybet og risikerede at dø af kulde.
Mikrofonen blev sænket ned til ham.
- Jeg er søvnig, lød det fra drengen.
Solen gik ned igen, og nu var gode råd dyre.
Roms brandchef Elvino Pastorelli besluttede at finde en endnu mindre person end edderkoppemanden fra Sicilien og sænke vedkommende ned i hullet.
Huleforskeren Tullio Bernabei var stadig på stedet og tilbød at gøre endnu et forsøg med hovedet nedad.
Denne gang nåede han 40 meter ned og kunne høre Alfredo græde, inden han måtte give op.
55 meter nede i dybet
Klokken 22.20 lykkedes det at finde endnu en lille mand.
Han nåede så langt ned, at han kunne tale med Alfredo.
- Du får noget mælk ned. Vær sød og træk vejret med åben mund, vær nu sød, sagde han.
- Hold din mund, lød svaret nede fra dybet.
50 meter nede måtte han opgive.
Næste forsøg blev gjort klokken 23.20.
Jeg har ham!
Angelo Licheri, typograf
En 23-årig typograf, der havde bildt politiet ved afspærringen ind, at han var huleforsker og ekspert i at dykke i brønde, fik lov til at prøve.
Han hed Angelo Licheri og var fuld af løgn.
Alligevel endte han med at overraske alle.
Efter mere end end halv time med hovedet nedad, nåede han ned på 50 meters dybde.
Så nåede han 55.
Pludselig kunne Angelo Licheri se lille Alfredo.
Nærkontakt
Drengen var smurt ind i mudder, der løb ud fra hullets sider.
Langsomt blev Angelo Licheri sænket tættere og tættere på.
- Jeg har ham, råbte han, da han fik fat i drengen.
Men han fik ikke godt nok fat.
- Stop, stop, stop, for pokker, jeg taber ham, lød det fra Angelo Licheri
Han bandede, fik mudder i øjnene, skreg, sprællede og sad fast.
Redningsmandskabet på overfladen måtte trække så hårdt i ham, at han brækkede håndledet, inden han efter 45 minutter igen havde hovedet opad.
Forsøgene fortsatte, og klokken lidt over 03 lørdag morgen lykkedes det en ny frivillig, Donato Caruso, at nå dybt ned i hullet.
En seksårig i håndjern
Donato Caruso havde håndjern med, så han umuligt kunne miste drengen.
- Jeg ser ham, råbte han pludselig.
- Jeg har ham, lød det.
- Jeg har givet ham håndjern på, fortsatte Donato Caruso.
Men så:
- Han glider.
- Hans håndled gled ud.
Donato Caruso fortsatte ned til 63 meters dybde, hvor han igen kunne røre ved drengen.
- Han trækker ikke vejret. Han sidder fast med sit hoved presset bagover. Han trækker ikke vejret, lød det fra Donato Caruso.
Han kunne ikke trække kroppen fri.
Et land i chok
Forsøgene på at få Alfredo op skulle komme til at vare yderligere 28 dage.
Men den direkte tv-transmission stoppede, da Donato Caruso kom op.
Voksne mænd græd.
Franca Rampi forsøgte forgæves at råbe sin søn op, men der kom intet svar.
Italien var i chok.
Præsident Sandro Pertini forlod øjeblikkelig stedet - efterfølgende sagde rygterne, at han var brudt grædende sammen i sin bil.
Italiensk tv havde for alvor mistet sin uskyld - der var intet feel good over denne sag.
Men seertallene havde nået svimlende 21 millioner i et land med 56 millioner indbyggere.
- Hvis der var sket et militærkup i de dage, havde folk svaret: "Ok, men lad mig lige se, hvad der sker i Vermicino", sagde en af RAI's redaktører en del år senere til avisen Repubblica.
- Det hele endte som et forfærdeligt reality-show, sagde journalisten Piero Badaloni, der dækkede tragedien.
Selvransagelse
Sagen medførte en stor debat i Italien.
Havde det været forsvarligt at sende direkte fra begivenheden, og var det rimeligt at udstille forældrene i den svære situation?
Nej, mente mange.
Det dybfrosne lig af Alfredo blev først hentet op fra brønden 28 dage efter hans død.
Da havde redningsmandskabet været nødt til at pumpe flydende kvælstof ned i hullet for at bremse ligets forfald.
Nu var medierne noget mere afdæmpede, men ikke mere end at begravelsen fik massiv bevågenhed.
Ifølge forfatter og journalist Antonio Pomella forsvandt det gamle Italien sammen med Alfredo, og en æra med endeløse realityshows, nærgående private tv-stationer og fokus på seertal blev indledt.
- Den første republik døde der i Vermicino, druknet som et barn i mudderet, skrev han i avisen Il Fatto Quotidiano i 2012 og tilføjede, at tragedien sidder uforglemmeligt brændt ind i hukommelsen på alle fra hans generation.
Lyn-analyse
Mindet, smerten og traumet efter Alfredino-tragedien er stadig lyslevende blandt alle italienere over 50.
Og resten har hørt om lille Alfredo, der kæmpede for sit liv på bunden af den forbandede brønd, mens en hel nation holdt vejret.
Mine venner i Rom husker alle, at de var vågne om natten for at følge redningsfolkenes forsøg på at på hevet ham op til moderen, der stod ved hullet og kaldte.
Den lykkelige slutning, som millioner af tv-seere sad og ventede på i flere dage, endte katastrofalt. Et land blev kastet ud i en dyb kollektiv sorg.
Men sagaen, som lille Alfredo satte i gang 10. juni 1981, er faktisk ikke slut endnu.
Arven efter Alfredo
Alfredos mor Franca besluttede nemlig, at hendes søns død ikke måtte være forgæves.
- Jeg kom med en bøn, der blev sendt på nationalt tv, hvor jeg bad folk om at gå sammen med mig, så den slags ting aldrig skulle ske igen. Ingen skulle føle den ufattelige smerte, som jeg følte, fortalte Franca Rampi 30 år senere.
Nogle måneder efter begravelsen blev hun ringet op af Italiens præsident Sandro Pertini, der kunne fortælle, at han havde oprettet et nyt ministerium på grund af sagen.
Ud fra en dramatisk begivenhed blev der skabt vigtige ting for borgerne
Rita Di Iorio, præsident for Alfredo Rampi Centeret
Ministeriet og den tilknyttede organisation Protezione Civile eksisterer stadig og hjælper den dag i dag ved ulykker og katastrofer i Italien.
Her hjælper de for eksempel et offer for et vulkanudbrud på Stromboli.
Franca Rampis tv-transmitterede bøn virkede også.
Med indsamlede penge og frivillige kræfter fik hun oprettet organisationen Alfredo Rampi Centeret, der den dag i dag hjælper italienske børn ved at forebygge og hjælpe efter ulykker.
Den tv-serie om tragedien, der udkommer på tv-kanalen Sky senere på måneden, er blevet til i samarbejde med Franca Rampi og Alfredo Rampi Centeret.
Centerets præsident Rita Di Iorio siger, at tv-seriens skabere i høj grad har lagt vægt på de positive ting, som tragedien medførte.
- Ud fra en dramatisk begivenhed blev der skabt vigtige ting for borgerne, lige fra Alfredo Rampi Centeret til Protezione Civile, der arbejder for et mere sikkert miljø og styring af redningsarbejde i Italien, siger Rita Di Iorio til Sky.
Selve 40-årsdagen for tragedien markeres i øvrigt med en stor ceremoni 12. juni på Alfredo Rampi Centeret i Rom.