To unge kvinder vil bryde tabu om stomi: - Du kan varme dine fingre på den om vinteren

Mathilde Lund Petersen og Lecia Larsen åbner op om sex og dating med stomipose på sociale medier.

Mathilde Lund Petersen var bare 26 år, da hun fik fjernet sin blære, og dermed fik urinvejsstomi.

Men selvom det var en befrielse at blive fri fra smerter og frygten for, at hun kom til at tisse i bukserne i supermarkedet, var den en stor omvæltning.

- Du går fra at have en flad mave, til du 24/7 har den her pose siddende på maven, fortæller hun i 'Go' aften LIVE'.

I starten syntes Mathilde Lund Petersen, at det var grænseoverskridende, hvor meget folk kiggede, når hun var i svømmehallen eller på stranden, men i dag har hun ikke noget problem med at vise sin stomipose frem.

På Facebook holder hun livesendinger, hvor alle interesserede kan spørge ind til, hvad det vil sige at have stomi.

Det er faktisk altid noget af det første, jeg siger eller skriver

Lecia Larsen, faglært landmand

- Det er alt fra: "Kan du mærke, når du rører ved stomitutten?", til "Hvad gør du, når du er sammen med din kæreste?" og sådan nogle ting, som man måske ikke tør spørge om face to face, lyder det.

Mathilde Lund Petersen håber, at andre unge mennesker med stomi vil kunne spejle sig i hende, hvis de får stomi.

Dater med stomi

Mathilde Lund Petersen har en kæreste, men for Lecia Larsen, der har haft urinvejsstomi siden hun var 29 år, har åbenhed været afgørende, når hun har datet.

Hvad er stomi?

En stomi er en kunstigt skabt åbning på kroppen. Stomi er ikke en sygdom, men resultatet af en kirurgisk behandling. En af årsagerne til at anlægge en stomi er cancer i tyktarmen eller endetarmen.

Der findes tre typer stomi. Tyndtarmsstomi, tyktarmsstomi og urinvejsstomi.

I Danmark har cirka 10.000 mennesker stomi. 

Kilde: Stomiforeningen COPA

- Det er faktisk altid noget af det første, jeg siger eller skriver. Man kan lige så godt få sagt det, fordi så spilder jeg ikke deres tid, og jeg spilder heller ikke min egen, lyder det.

Lecia Larsen har endnu ikke prøvet at blive afvist, fordi hun har stomi.

I datingtekster laver hun sjov med sin stomipose, hvor hun blandt andet skriver: "Du kan varme dig på den om vinteren, når vi er ude i frostvejr", og det er der en grund til:

- Nu om dage i datinglivet er det blevet sådan: "Store bryster, slank og tynd", men altså, man kan jo godt være en sød person, selvom man har briller, en pose på maven eller flyveører, fortæller hun.

Lecia Larsen har de seneste år fået mange beskeder fra unge, som skal have stomi, blandt andet Mathilde Lund Petersen, som skrev til hende før sin operation.

Skam dig ikke

Lecia Larsen og Mathilde Lund Petersen har begge fået meget positiv respons på deres åbenhed omkring deres stomiposer.

De håber, at de kan hjælpe andre unge mennesker ved at vise, at man både kan date og have sex, selvom man har stomi.

- Andre synes jo, at hele deres verden er gået i stå, efter de har fået den her, så jeg synes også, det er vigtigt at vise, at den er en del at mig, og jeg er ikke en del af den, forklarer Lecia Larsen.

Hun har kun en grænse for sin åbenhed omkring sin stomipose:

- Jeg har mødt nogle nye folk, som har spurgt, om de må se den røde tut, og der går min grænse, fordi det svarer jo lidt til, at I trækker bukserne ned, og viser jeres tissetøj, forklarer hun.

Mathilde Lund Petersen vil råde andre unge i samme situation til at være åbne og imødekommende omkring deres stomi, og så er en ting vigtig:

- Du skal ikke skamme dig over, at du har den, slutter hun.

Se interviewet med Lecia Larsen og Mathilde Lund Petersen i 'Go' aften LIVE' på TV 2 PLAY.