Dagens overblik: Rejsevejledninger lempet – se, hvor du kan komme hen på ferie

Israel intensiverer angreb i Gaza. 18 døde elefanter. Blinken kommer til Danmark, og et beskidt dusin spreder løgne på nettet.

Torsdag blev der skrevet intet mindre end vejrhistorie i Finland, efter flere vejrstationer målte over 25 graders varme, mens der stadig lå sne på jorden.

I Danmark regnes det som en meteorologisk sommerdag, når der bare ét sted i landet måles over 25 grader – og i Finland blev der målt op til 28,7. Vi skal helt til Spanien for at finde lignende temperaturer.

Og det er lige præcis, hvor vi starter. Velkommen til dagens overblik.

Rejsevejledninger lempes

Med sommerferien lige rundt om hjørnet efter et års tid, hvor vi nærmest ikke har været uden for matriklen, så er der nok mange danskere, der drømmer om at komme ud at rejse. Og nu blev det lidt nemmere.

Udenrigsministeriet har nemlig opdateret sit verdenskort med rejsevejledninger, og der er godt nyt til de rejselystne, for myndighederne fraråder ikke længere alle ikke-nødvendige rejser til hele verden.

Men kan du så komme til Mallorca eller Tenerife, tænker du måske? Det kan du se lige her, hvor TV 2 har undersøgt reglerne for nogle af danskernes mest populære feriedestinationer.

Missilregn

Natten til fredag blev der affyret 450 missiler fra israelske fly mod mål i Gaza, der kontrolleres af den militante palæstinensiske gruppe Hamas, der er på EU's terrorliste. Samtidigt er israelerne også begyndt at affyre artilleri.

På den anden side har Hamas siden mandag affyret omkring 2000 raketter. Israelske myndigheder vurderer dog, at deres missilskjold, Jernkuplen, forhindrer op mod 90 procent af alle angreb.

De igangværende kampe er de værste i området i syv år.

Denne gang startede det på grund af en sag i den israelske højesteret, der kan resultere i, at palæstinensere i Østjerusalem må gå fra hus og hjem. Indtil videre har mindst 122 palæstinensere mistet livet. Blandt dem er 31 børn. Derudover er også otte israelere omkommet i konflikten.

Desinformations-dusinet

En gruppe bestående af kun 12 personer står bag 65 procent af al desinformation om covid-19-vacciner, der florerer på sociale medier i USA. Det fastslår et nyt studie.

Desinformation er falske oplysninger, der bevidst er opdigtet med det formål at forvolde skade. Det adskiller sig fra misinformation, hvor de falske oplysninger er frembragt og spredt utilsigtet.

Bekymringen er, at desinformationen kan være med til at afskrække borgere fra at blive vaccineret, og flere kongresmedlemmer opfordrer nu Facebook, Twitter og Instagram til at bandlyse de 12 navngivne personer.

18 døde elefanter

I Indien undersøger myndighederne, om lynnedslag er skyld i, at 18 vilde elefanter er døde i den nordøstlige delstat Assam.

Selvom en foreløbig rapport indikerer, at det er lyn, der er dødsårsagen, så er det ikke alle, der køber den forklaring, og miljøaktivister mistænker noget mere alvorligt. Forgiftning.

I takt med at mennesker trænger længere og længere ind i skovområderne, har der nemlig været flere hændelser, hvor lokale har dræbt elefanterne – eller omvendt.

USA's udenrigsminister på besøg

I forbindelse med, at den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, skal deltage i et Arktisk Råd-møde i Island, kommer han også forbi Danmark og Grønland.

Det sker mellem 16. maj og 20. maj. Mødet på Island er 19. og 20. maj.

Arktis har fået stigende interesse fra amerikanerne de seneste år. Det udmøntede sig blandt andet i et besøg fra den tidligere udenrigsminister Mike Pompeo i København sidste år og et købstilbud på Grønland fra Donald Trump i 2019.

***

Det var dagens overblik på en dag, hvor muldvarpeskindet for alvor kom frem på en auktion i New York. Her var Pablo Picasso maleriet ”Kvinde siddende nær et vindue" til salg, og da hammer ramte for tredje gang, lød prisen på 554 millioner kroner. Maleriet forestiller for øvrigt Marie-Thérèse, der var Picassos ungdomskæreste.

Vi læses først ved på mandag. Rigtig god weekend.