Israel vil fortsætte angreb til der er "fuldstændig ro"

Kampene er de mest alvorlige mellem Israel og Hamas siden 2014. En seksårig dreng var blandt de dræbte i onsdagens angreb.

Onsdag aften oplyser raketter igen nattehimlen over Israel og Gazastriben.

De markerer afslutningen på den tredje dag i træk, hvor konflikten mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre eskalerede med nye dødelige angreb.

Efter et møde sent onsdag fastslår Israel, at man ikke på nuværende tidspunkt vil acceptere en våbenhvile.

Ifølge den israelske forsvarsminister, Benny Gantz, har israelske styrker angrebet hundredvis af mål, og angrebene vil fortsætte, indtil der er "fuldstændig og langvarig ro".

- Først når vi opnår dette mål, kan vi tale om at køle tingene ned. I øjeblikket er der ikke nogen slutdato, siger han.

Siden offensiven begyndte mandag, er syv israelere blevet dræbt, heriblandt en israelsk soldat. De øvrige omkomne har været civile og tæller to børn.

Den ene, en seksårig dreng, blev dræbt, da en raket onsdag eftermiddag slap igennem det israelske missilforsvar og ramte en lejlighedsbygning i Sderot.

På palæstinensisk side har 56 mistet livet, herunder 14 børn, ifølge de seneste tal fra Gazas sundhedsministerium. Flere end 300 andre er blevet såret.

Hamas-ledere dræbt

Blandt de dræbte onsdag var også fire ledere i den militante Hamas-bevægelse.

- Dette er kun begyndelsen. Vi vil ramme dem, som de aldrig havde troet muligt, siger Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.

Kort efter meddelelsen om de dræbte Hamas-medlemmer blev flere raketter affyret mod byen Ashdod i Israel.

Onsdag aften er meldingen fra Hamas, at de har fyret i alt 130 raketter mod det centrale Israel som hævn for drabene tidligere på dagen.

Militæret i Israel forbereder sig også på, at der kan komme nye angreb mod Tel Aviv-området.

I alt er omkring 1500 raketter siden mandag blevet affyret fra Gaza mod Israel, oplyser det israelske militær.

Nye sammenstød

Kampene er de mest alvorlige mellem Israel og Hamas siden 2014, og fra flere sider er der bekymring for, at situationen kan komme ud af kontrol.

I Gaza kollapsede en etagebygning, kort efter at Israel havde advaret beboerne om at skynde sig ud derfra. Flere andre bygninger er også ødelagt af de israelske luftangreb.

Flere steder i Israel meldes der onsdag aften også om voldelige sammenstød mellem jødiske og arabiske israelere. I en forstad til Tel Aviv har konservative jøder angrebet arabiske butikker, og en arabisk beboer blev angrebet med køller. Det meddeler israelske medier.

FN's Sikkerhedsråd var onsdag samlet til endnu et hastemøde om konflikten, men det lykkedes ikke at nå til enighed om en fælles udtalelse, ligesom det også var tilfældet ved et møde mandag.

Optrapningen af konflikten kommer efter flere uger med spændinger og sammenstød, efter at otte palæstinensiske familier stod til at blive smidt ud af deres hjem i det østlige Jerusalem.