68-årig kol-patient blev fejlvaccineret - fik besked på telefonsvarer

200 fejl i én region. Det må aldrig ske igen, siger region.

Opdateret 13.5.2021: Allan Randrups citater i denne artikel er opdateret, da et stykke redaktionel tekst ved en fejl fremgik som et direkte citat.

1150 danskere har oplevet, at deres corona-vaccine ikke er registreret korrekt. Det viser en aktindsigt, TV 2 har fået fra Statens Serum Institut.

Det betyder, at mange af de berørte kan have fået at vide, at de er beskyttede, men går rundt og stadig er i smittefare.

En af de borgere er 68-årige Jonna Nordbæk. Hun har både kol og nedsat lungefunktion og er dermed i risiko for et alvorligt forløb, hvis hun bliver smittet med covid-19. Derfor var hun en af de første til at blive vaccineret.

Hun fik første stik med Moderna-vaccinen 18. januar og det næste 11. februar - 24 dage senere. Hvad Jonna Norbeck ikke vidste, var, at der faktisk skal gå 28 dage mellem de to stik ifølge myndighedernes retningslinjer. Hun blev mistænksom, da hun aldrig modtog sit coronapas.

- Hvis de siger, at der skal gå 28 dage, så er jeg jo ikke sikker på, at jeg er færdigvaccineret, siger hun til TV 2.

Region gav besked på telefonsvarer

Da Jonna Nordbeck ikke modtog sit coronapas efter knap tre måneder, ringede hun til Region Syd. Samme dag kan hun se, at en af regionens medarbejdere har ændret datoen for hendes to stik – så det nu ser ud som om der er gået de korrekte 28 dage mellem vaccinerne.

I coronapasset fremgår det, at andet stik er givet den 16. februar og ikke den 11.

En medarbejder i regionens vaccinecenter ringer kort derefter for at forsikre Jonna Nordbeck om, at rettelserne betyder, at hun nu uden problemer vil få et coronapas.

- Der er blevet lavet nogle rettelser i forhold til registrering af vacciner – så du burde kunne trække dine vaccinationsdata, siger en medarbejder i en telefonsvarerbesked til Jonna Nordbeck.

Og forløbet påvirker Jonna Nordbecks tillid til systemet.

- Jeg har ikke tiltro til, at regionen har styr på det ovenpå det her forløb. Jeg vil bare gerne have forklaring. Efter jeg har opdaget det her, er jeg jo tilbage ved start, siger Jonna Nordbeck, der nu venter på indkaldelse til et tredje stik.

Region vil undersøge forløbet

Onsdag kunne TV 2 fortælle om den 82-årige kræftpatient Hans Dalgaard, der fik en ugyldig Moderna-vaccine fordi tidsintervallet også her var for kort. Her var den ansvarlige region også Syd, her bor 200 af de knap 1200 fejlregistrerede vaccinerede.

- Det er ikke godt nok, og vi beklager dybt, at det her kunne ske. Vi må bare sige, at det er et meget beskedent antal borgere, der har været udsat for det her på tværs af landet, siger Kurt Espersen, der er koncerndirektør i Region Syddanmark til TV 2.

I Regionen vil de nu prøve at komme til bunds i, hvordan fejlene kunne ske.

- Jeg kan ikke svare på, hvad der lige præcis er sket forud for det her. Men det er noget, vi vil undersøge nærmere, hvordan det her kunne lade sig gøre og sørge for, at det aldrig på ske igen, siger Kurt Espersen.

Ikke umiddelbart farligt

Selvom, det for Jonna Nordbeck er et spørgsmål om dage, der gør hendes vaccination ugyldig, så er det en fejl der ikke bør ske, vurderer professor i eksperimentel virologi Allan Randrup Thomsen.

- I udgangspunktet er det ikke særlig betryggende. Vi kan ikke være sikre på at de personer har fået den fulde effekt af begge stik.

Men det er vigtigt at huske, at borgere, der har oplevet denne fejl ikke behøver frygte en manglende immunitet lige her og nu, siger Allan Randrup Thomsen.

- De er ikke i fare for at blive syge her og nu. Men jeg kunne godt være usikker på om de på lang sigt vil være lige så effektivt beskyttet som hvis de havde fået det på normal vis.