Kampene fortsætter i Gaza: Flere Hamas-ledere meldes dræbt, mens de civile tab stiger

Israel er ikke klar til at indgå en våbenhvile. De har ikke opnået, hvad de vil endnu, vurderer korrespondent.

Israel har i dag bombet flere mål i Gaza. Herunder et højhus i det centrale Gaza By. (Foto: © Ibraheem Abu Mustafa, Scanpix)

Frygten for en regulær krig mellem Israel og den militante Hamas-bevægelse fortsætter.

I løbet af i dag har Hamas endnu engang sendt utallige raketter afsted mod Israel, som omvendt har bombet adskillige områder i Gaza.

Flere ledere fra Hamas-bevægelsen, som står på EU's terrorliste, er blevet dræbt i forbindelse med dagens israelske luftangreb mod Gazastriben.

Herunder Hamas' militære chef i Gaza By, Bassem Issa, bekræfter Hamas i en meddelelse.

- Tusindvis af ledere og soldater vil følge i deres fodspor, lyder det i meddelelsen, skriver Ritzau.

Og Israel er ikke færdige med at bombe Gaza, lyder meldingen fra den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu.

- Dette er kun begyndelsen. Vi vil ramme dem, som de aldrig havde troet muligt, sagde han tidligere i dag. Kort tid efter blev flere raketter affyret mod det sydlige Israel.

I skrivende stund meldes mindst 53 palæstinensere og seks israelere dræbt. Herunder mindst 14 palæstinensiske og to israelske børn, beretter The Guardian.

Tidligere i dag led israel sit første militære tab, da en israelsk soldat blev ramt af en panserværnsraket affyret fra Gaza.

Israel er ikke klar til våbenhvile

Der er tale om krigslignende tilstande i området i øjeblikket, fortæller Allan Sørensen, Kristeligt Dagblads mellemøstkorrespondent, som befinder sig i Jerusalem.

Han fortæller, at Hamas for få timer siden igen sendte raketter ind over det centrale Israel mod storbyen Tel Aviv. Samtidig jævnede den israelske hær en 15-etager høj bygning med jorden på hovedgaden i Gaza By.

- Så det er meget voldsomme handlinger, vi ser. Det der egentlig mangler for, at de når til en reel krig, er, at Israel igangsætter en landoffensiv i Gaza, siger korrespondenten.

Bomber fra israelske kampfly jævner et højhus med jorden ved Gazas travleste handelsgade. Bygningen husede blandt andet Hamas' tv-kanal:

Han peger på, at Hamas her til aften har meldt sig klar til at indgå en form for våbenhvile.

- Men det har Israel på nuværende tidspunkt sagt nej til. Israel føler ikke, at de har opnået, hvad de vil i denne omgang, siger Allan Sørensen.

USA har i dag besluttet at sende den højtstående diplomat Hady Amr til Jerusalem for at få stoppet volden, og det er en interessant udvikling, siger korrespondenten.

- USA har den tunge vægt her. Og hvis deres repræsentant kommer her i morgen, så har det helt klart en vigtig betydning, siger han.

FN advarer om voldsspiral

Kamphandlingerne mellem Israel og Hamas kan få alvorlige konsekvenser, advarer FN's udsending, Tor Wennesland.

- Der er risiko for en voldsspiral, siger Wennesland, der også advarer om "en regulær krig", beretter Ritzau.

FN's Sikkerhedsråd var tidligere i dag samlet til et nyt hastemøde om konflikten mellem Israel og palæstinenserne, men det lykkedes endnu engang ikke parterne at nå til enighed om en fælles udtalelse. I mandags nægtede USA ifølge nyhedsbureauet at slutte sig til en udtalelse, som opfordrede parterne til at afstå fra nye provokationer.

Den amerikanske udenrigsminister, Anthony Blinken, opfordrer til en de-eskalering:

Den amerikanske udenrigsminister beskriver her til aften billederne af dræbte børn i Gazastriben som "skrækkelige", men han forsvarer i samme ombæring de israelske luftangreb.

- Israel har en ekstra byrde i at forsøge at gøre alt, hvad de overhovedet kan, for at undgå civile tab, også når det retmæssigt reagerer for at forsvare sit eget folk, siger Blinken ifølge Ritzau.