Mand mister livet efter knivstik under nabostrid

En kontrovers mellem en underbo og overbo udviklede sig onsdag aften voldsomt med knivstik på åben gade.

En mand er afgået ved døden, efter at han onsdag aften blev alvorligt såret af knivstik i forbindelse med et slagsmål i Albertslund.

Det oplyser vagtchef Torben Wittendorff ved Københavns Vestegns Politi torsdag morgen.

Tilsyneladende var det en uoverensstemmelse mellem to mænd i en opgang, der endte i slagsmål og knivstikkeri på gaden i Vognporten.

- Det er en overbo, der kommer op at skændes med underboen, og det ender så ude på gaden, hvor den ene bliver stukket, formentlig med en kniv, fortalte politiets vagtchef Brian Holm onsdag aften.

Bliver fremstillet i grundlovsforhør

Underboen, der blev stukket, blev bragt til Rigshospitalets traumecenter og døde natten til torsdag af sine kvæstelser. Overboen, der er midt i 20'erne, er anholdt.

Han vil senere torsdag blive fremstillet i grundlovsforhør, oplyser vagtchefen.

Han fortalte efter midnat natten til torsdag, at politiet efter kontroversen havde dykkere i kanalen i Albertslund for at lede efter gerningsvåbnet, men uden held.

- Dykkerne er stoppet for i dag, men de kommer igen i morgen tidlig. Vi skal have fundet det, vi leder efter, sagde vagtchefen og tilføjede.

Politiet kan endnu ikke sige noget om, hvad de to mænd kom op at skændes om.

Vagtchefen ønsker desuden ikke at oplyse den afdøde mands alder, da de pårørende ikke er underrettet.