En halv time efter genåbning af morgenværtshuset Diligencen blev der ringet med klokken
Gensynsglæden var stor, da bodegaen Diligencen for første gang siden december kunne slå dørene op for gæster.
Med en sort klapstol i den ene hånd slentrer en moden herre hen ad et fortov på Nørrebro.
Manden er iført sort kasket, forvaskede jeans, brune støvler og en grågrøn, patineret læderjakke. Lyseblå mundbind stikker op ad begge jakkens forlommer.
Klokken er 09.30 onsdag morgen.
Manden ved navn Bo Jedig har kurs mod den westerninspirerede bodega "Diligencen" for enden af Korsgade på Nørrebro i København.
Et sted han normalt besøger jævnligt, men hvor han ikke været i over fire måneder.
Bo Jedig tager tålmodigt plads på sin medbragte stol ved bodegaens facade.
- Nu er det bare med at vente på svar fra den åndssvage prøve, siger han.
I anledningen af den store genåbningsdag er facaden pyntet med flag, og en rød løber markerer indgangen til Diligencen.
Inde på bodegaen står ejeren, Tony Jensen, og er ved at gøre de sidste detaljer klar, inden han kan slå dørene op for sine gæster.
- Det har fandme været nogle hektiske døgn, men det gør ikke noget. Det bliver fantastisk at se liv herinde igen, siger den 76-årige bodegaejer og smiler med hele ansigtet.
Han kigger på sit ur og griber en øl i barskabet.
- Jeg skal lige ud og servere en øl for Bo. Han har fundet en klapstol et eller andet sted, han har taget med herned. Så han kan sidde og vente på svar på sin test. Det er sgu da herligt, siger Tony Jensen og forsvinder ud via den røde løber.
Det er fire måneder siden, bodegaen har haft betalende gæster, men nu er næste fase af genåbningsplanen sat i værk.
Det viser sig hurtigt, at Bo Jedig er ikke den eneste, der har savnet sin lokale beværtning.
Gensynsglæde og skarpe fra morgenstunden
Klokken har knap passeret 10.00, som er den officielle åbningstid, da en række gæster uafhængigt af hinanden træder ind ad døren til den mørke bodega.
I løbet af ganske få minutter emmer bodegaen af gensynsglæde, smil og grin kombineret med en lettere forvirring over reglerne for mundbind og coronapas.
Blandt de nytilkomne gæster er Leif Schüsler. Ved synet af servitricen Helle slår han armene ud og omfavner hende i et langt kram, som hun gengælder.
- Det er altså en stor dag. Man kan komme ud og møder mennesker, man ikke har set flere måneder, siger Leif Schüsler, mens han skodder sin cigaret i det sorte askebægre, der står på alle bordene.
Der går ikke mere end et kvarters tid, før duften af rengøringsmidler og håndsprit har forvandlet sig til den velkendte, tunge bodegalugt af nikotin og fadøl.
På de to borde tættest på baren sidder nu i alt 10 personer og snakker og drikker, som om de aldrig havde været det foruden.
Det er helt tydeligt, at der er tale om en gruppe mennesker, der har savnet hinandens selskab. Fælles for dem alle er, at de bor i området.
Midt mellem de to borde sidder Bo Jedig på sin stol og taler om sin oplevelse med at blive testet for corona.
Det havde været strabadserende for den gangbesværede bodegagæst, for folk havde sprunget ham over i køen.
- Pyt med det. Så længe den test var negativ. Det er i øvrigt det eneste positive, man kan sige om mig, siger han med en hæs stemme og griner.
Efterfølgende rejser han sig og slentrer op til baren, hvor han griber fat om et flettet tov, der hænger ned fra en gylden klokke.
Han rykker tovet hårdt til den ene side, og ’gong-lyden’ resulterer i et jubelbrøl fra de resterende bargæster.
På mange værtshuse hænger der en klokke tilgængelig for både bartendere og gæster. Når der ringes på klokken, betyder det sædvanligvis, at alle på værtshuset får en omgang på "ringerens" regning.
- Det gælder ikke for journalister, råber Bo Jedig ud i lokalet med et stort smil.
Bartender i 28 år: - Diligencen er et helt særligt sted
Mens Tony Jensen træder ind og ud af samtalerne med sine gæster, står en 51-årig kvinde i baren og smiler ned mod bodegaens gæster.
Helle Tim Nielsen har et stort plastikvisir fæstnet om panden. Hun har arbejdet på Diligencen i 28 år, hvor hun har arbejdet med ”lidt af hvert”.
I begyndelsen var det mest morgenrengøring og dagvagter som bartender, men det ændrede sig hurtigt.
- I starten ville Tony ikke have nogen "pikløse" servitricer i baren om aftenen og om natten. Nu vil han ikke have andet. Det viser sig, at vi er langt bedre til at nedskalere skænderier end vores mandlige kollegaer, siger hun og griner højlydt.
Helle Tim Nielsen elsker sit arbejde og "har været på mange værtshuse" gennem sit liv, men ingen af dem er som Diligencen, mener hun.
- Her er bare en helt særlig stemning. Tony er fantastisk. Både som chef og ejer. Og så de mennesker, der kommer her. De er svære ikke at holde af, siger hun.
Bartenderen er ikke i tvivl om, at det bliver både nogle underholdende og ikke mindst hårde og travle måneder, hvis genåbningen får lov til at bestå.
- Sidste gang stod folk jo i kø langt ned ad vejen for at komme ind. Det var helt vanvittigt.
Allerede senere på dagen forventer Helle Tim Nielsen, at der skal løbes rigtig stærkt og "skænkes rigtig mange øl".
- Lige nu handler det om at nyde godt af formiddagsholdets dejlige selskab, siger hun og går ned til stambordene med en håndfuld Underberg.
- Stopper først, når jeg ikke kan gå
Tony Jensen går op til baren og bladrer lidt i sin reservationsbog.
Han begynder så småt at forberede sig på det eftermiddags- og aften-ryk, der kommer.
- Det er hårdt pludseligt at være på arbejde igen. Jeg har sgu nærmest glemt alle de rutiner, vi ellers bare kører på rutinen, siger han.
Coronakrisen har ramt bodegaejeren hårdt, og han anslår, at han har mistet i omegnen af 1,5 millioner kroner i omsætning under nedlukningerne.
Selvom Tony Jensen har haft stedet i 40 år, indrømmer han, at der har været perioder under coronakrisen, hvor han har overvejet at sælge.
I de tilfælde har han dog hurtigt fortrudt igen, selvom hans hustru presser på for det at se mere til sin 76-årige mand, der bruger en stor del af sin fritid på at lystfiske.
- Det korte svar er jo nok, at jeg ikke kan undvære det. Jeg bliver her sgu nok, til jeg en dag ikke kan gå længere, siger han med et slet skjult smil på læben.
Leif Schülser kommer op til baren og gestikulerer med hænderne uden at sige noget.
Kort efter rækkes raflebærgere, måtter og terninger over til ham, og det fanger Tony Jensens blik.
- Helle, du kan godt lige dække af her lidt, ikke? Så kan jeg lige nå et hurtigt spil. Jeg elsker snyd, siger han.
Helle giver et nik og med julelys i øjnene springer bodegaejeren hen til sine stamgæster, tager plads og griber et raflebæger.
Det resulterer i endnu et jubeludbrud og en fællesskål.