I dag er første åbningsdag for Magasin i 2021 - kunderne var klar til at bytte julegaver

- Folk har siddet hjemme i deres joggingtøj i månedsvis, men det er slut nu. De vil have pænt tøj til alle de ting, de skal, siger Magasin-direktør.

Der er gang i gaderne onsdag, hvor store dele af Danmark er åbnet efter flere måneders nedlukning.

Et af de steder, hvor man mærker travlheden, er i storcenteret Magasin Du Nord på Kongens Nytorv i København.

Her er stemningen god, men også lidt speciel. Fordi selvom solen skinner, og foråret viser sig fra sin milde side, er en stor del af kunderne mødt op for at bytte julegaver.

Det fortæller Frederik Nielsen, som er retail direktør i Magasin Du Nord. Han sammenligner dagen i dag med 27. december, som traditionelt er en af Magasins største handelsdage.

- Der er julegavebytning i luften, og det er klart, fordi vi har ikke haft åbent siden før jul. Jeg håber bare, at kunderne bytter til andre varer, siger direktøren til TV 2.

Julegaver kan byttes frem til 21. maj, så der god tid, men kunderne er mere end velkomne nu, fortæller Frederik Nielsen.

- Godt at komme i gang igen

Genåbningen vækker ikke kun glæde hos kunderne, der igen kan friske gaderoben op med sæsonens hotteste trends. Også medarbejdere i Magasin Du Nord jubler.

En af dem er Anna Moestrup, som er salgsassistent. Hun har første arbejdsdag i fire måneder.

- Stemningen er god, og folk er glade. Det er så dejligt at komme i gang med hverdagen igen, siger Anna Moestrup til TV 2.

Det er hendes opfattelse, at mange kommer for at bytte julegaver og ting, de har købt online under nedlukningen, men der er også mange, som køber nyt.

Det bekræfter Frederik Nielsen.

Han fortæller blandt andet, at der de seneste dage har været over 80 bookninger hos Magasins personligere shoppere, og det er over vanligt niveau.

- Folk har siddet hjemme i deres joggingtøj i flere måneder, men det er slut nu. Nu vil folk have pænt tøj til alle de ting, de skal opleve den kommende tid, siger han.

Det har været hårdt

Frederik Nielsen regner med, at de første 14 dage bliver særligt travle. Derefter vil genåbningsfeberen formentlig lægge sig, og antallet af kunder vil ramme et mere normalt niveau.

Traditionelt er foråret forholdsvis stille måneder, og selvom direktøren håber på øget aktivitet, ved han, at det bliver svært at indhente det tabte.

- Det har være utrolig hårdt at være nedlukket så længe, og der er ingen tvivl om, at vi er ramt på økonomien, siger han.

Magasin præsenterede i år et blodrødt rengskab for 2020. Faktisk var regnskabet det dårligste i ti år, hvor kun et stigende onlinesalg trak lidt i den anden retning.