Robotkameraer følger med, når du går ind og ud af genåbnede storcentre: 'Det handler om tryghed'

I Esbjerg Storcenter stod kunderne i kø allerede fra klokken 6.45.

En lang række shoppingcentre kan løbende følge med i, hvor mange kunder der er inde i centret her og nu. På den måde kan de reagere, hvis tallet nærmer sig det maksimalt tilladte.

Vagter ved indgangen. Coronaguides. Forbud mod ophold. Lukkede legelande. Spritdispensere. Klistermærker på gulvet, der viser, hvor du skal gå. Og - robotkameraer, som holder øje med din færden ind og ud ad shoppingcentret.

Dagens genåbning af de store centre rundt i landet er endnu et skridt på vejen mod en normalisering.

For at øge trygheden og minimere risikoen for at bryde reglerne har en lang række centre landet over installeret teknologi, der kan overvåge kundestrømmene ved ind- og udgangen.

På den måde kan man i realtid følge med i, om centret er ved at nå op på det maksimalt tilladte antal besøgende.

- Det er egentlig en teknologi, vi har anvendt i mange år, ligesom lufthavne også overvåger antallet af mennesker. Det nye - som skyldes corona - er, at vi nu kan følge med hele tiden og se antallet med det samme, hvor vi før skulle vente et døgn. Det betyder, at vi kan reagere på det og dokumentere det, hvis myndighederne dukker op og kræver det, siger Claus Brændgaard, der er centermanager i Bruuns Galleri i Aarhus.

Hvis taller viser, at nu er man ved at nå grænsen på 3.200 kunder i Bruuns Galleri, kan man fra centralt hold sætte et beredskab i gang og dirigere vagter hen til én af de seks indgange og lukke dørene. Alternativt lukke flere indgange.

- Teknologien fungerer ved, at et kamera filmer alle dem, der går ind og ud. Ikke på den måde, at man kan se ansigtet, men kameraet registrerer og tæller alle personer. Det handler om sikkerhed, siger Claus Brændgaard.

Bruuns Galleri har knap 100 butikker og ligger i forbindelse med hovedbanegården og en parkeringskælder, hvorfor der hele tiden under de seneste fire måneders nedlukning har været en vis gennemstrømning af mennesker.

Ligesom mange andre centre er der også både en Matas, en Normal og nogle optikere samt en dagligvarebutik, der ikke har holdt lukket.

'Det er noget, vi selv har iværksat'

Jesper Faurholdt er administrerende direktør for selskabet Danske Shoppingcentre, der har 18 centre som medlemmer. Blandt dem Glostrup Shoppingcenter, City2 i Taastrup og Randers Storcenter.

Alle centrene har installeret kundetællere, som arbejder sammen med en række infoskærme, der er placeret rundt i centrene. Såkaldte 'wayfinders', hvor man kan blive ledt hen til en bestemt butik.

Som noget nyt under corona kan man også løbende følge med i, hvor mange kunder der samlet befinder sig indendøre.

På skærmen er der en indikator, der går fra grøn over gul og orange til rød, og en pil viser så, hvor niveauet ligger i øjeblikket. På den måde kan man vende om, hvis man føler, der er for mange andre.

- Kunders og ansattes sikkerhed og tryghed har hele tiden været i fokus, og derfor bruger vi det her system med digitale tællere. Det er ikke et krav fra myndighedernes side - det er noget, vi selv har iværksat, siger Jesper Faurholdt.

Ligesom i Bruuns Galleri løber der en besked rundt til vagterne, hvis det skulle ske, at der er for mange mennesker i et område, hvorefter man kan lukke ned for en indgang.

- Jeg tror dog umiddelbart, det er en teoretisk ting. Vi har så meget plads, at arealkravet helt sikkert ikke vil blive brudt. Vi vil kunne håndtere en Black Friday lige nu, siger Jesper Faurholdt.

Dog er der lukket for eksempelvis legelande og andre steder, man kunne fristes til at slå sig ned for en stund.

- Det er stadig ikke meningen, at man skal tage ophold under et besøg i et shoppingcenter. Dog har vi besluttet, at man i begrænset omfang godt kan sætte sig på en bænk og hvile benene, for det er noget, særligt ældre besøgende har efterspurgt.

Tomme rulletrapper er et syn, der har mødt folk i de store shoppingcentre siden midten af december. Fra i dag er der igen liv i butikkerne, og kundernes færden bliver registreret elektronisk for en sikkerheds skyld. (Foto: © Palle Herløv, Palle Herløv)

Måtte åbne to timer tidligere end planlagt

I Aalborg Storcenter ligger grænsen lige nu på 4.000 kunder, oplyser centerchef Preben Bjerregaard til DR Nyheder.

- Hvis vi skulle komme helt derop, kan vi gå over til at lukke folk ind i mindre hold. Det vil i mine øjne være et positivt problem, for vi glæder os bare til at komme i gang igen, siger Preben Bjerregaard.

Hos Kolding Storcenter må der være 5.500, og her kan man såmænd tage en kviktest, før man går ind.

Det er Kolding Kommune, der har placeret et testcenter i et hjørne af parkeringspladsen.

- Det er med til at øge trygheden, selv om det er frivilligt. Vores center skal være et sikkert sted at handle, og jeg fornemmer, at mange kunder har set frem til den her dag, siger centerchef Gitte Lindbo.

I det noget mindre Esbjerg Storcenter går loftet ved 1.875 kunder ad gangen, og man har vagter, der ronderer og scanner må stregkoder i de butikker, de har været rundt og kontrollere.

De første kunder var tidligt oppe onsdag morgen, fortæller centerchef Verner Thomsen.

- Vi havde fortalt via Facebook, at børnetøjskæden Name It ville slå dørene op til en ny butik i dag, og interessen virkede på forhånd til at være så stor, at jeg i aftes bad min driftschef om at åbne to timer før planlagt, siger Verner Thomsen.

Det viste sig, at han fik ret.

Allerede klokken 6.45 var der kø til butikken, der slog dørene op klokken otte. Klokken 9.45 var der stadig 25 meters kø.

Kø i nyåbnet Name It-butik i Esbjerg Storcenter den 21. april 2021. (Foto: © Kira Christensen, Esbjerg Storcenter)

- Det er selvfølgelig en særlig situation med en ny butik, der kører med åbningstilbud, men ellers forventer jeg ikke, at vi bliver rendt over ende af kunderne. De har jo i lang tid kunnet handle i butikkerne ude på gaden, og det har taget en del af trykket, siger Verner Thomsen.

Storcentrene er på den måde 'med det sidste tog', som han udtrykker det.

- Jeg kan derimod mærke på de ansatte, der har været hjemsendt, at det er lidt som at lukke køer ud på græs efter en lang vinter. De er virkelig tændte. Så er der nogle lidt molboagtige regler i forhold til bordbestilling på cafeer og restauranter, der er svære at arbejde med, men vi har valgt at se lyst på det. Uanset hvad er det en stor dag og en befrielse for os, at vi nu er det skridt videre i genåbningen.

Til DR Nyheder fortæller flere politikredse, at de vil have fokus på at lægge vejen forbi shoppingcentrene i dag, men det sker som en del af det eksisterende covid-19-beredskab og helt naturligt, fordi det er nye steder at samles.

Det er ikke fordi, noget tyder på, at reglerne ikke bliver overholdt i shoppingcentre.

Det koster i øvrigt mellem 3.000 og 12.000 kroner i bøde, hvis politiet kommer ud og vurderer, at en erhvervsdrivende ikke overholder reglerne. Bødestraffen stiger ved gentagne overtrædelser, så den kan nå op på mere end 45.000 kroner for virksomheder med mere end 50 ansatte.

På coronasmitte.dk kan du se alle bødetaksterne, som de ser ud lige nu.