Dagens overblik: Sådan genåbner Danmark i morgen

Kontakttal stiger, fængselsdømte får nej til dansk statsborgerskab og Nicklas Bendtners Porsche i fare.

Danmark står over for endnu et kapitel i genåbningen, og det præger naturligt nok nyhedsfladen i dagen op til.

Her kan du blive klædt på til den næste fase. Og lad os håbe, at vejrguderne forkæler os med mere sol og lunere vinde til det frie(re) udendørsliv.

Velkommen til dagens overblik.

Sådan genåbner Danmark i morgen

Foråret er kommet. Og det lysner i mere end en forstand på bagkant af måneder med restriktioner og nedlukning.

Det betyder groft sagt mere fadøl, fodbold og fornøjelser ad libitum. Og der bliver mulighed for mere idræt, kulturliv og skolegang, ikke mindst.

Men hvordan forholder du dig til et Danmark, der står i genåbningens tegn, og som alligevel ikke er helt tilbage ved normalen?

Det kan du læse meget mere om i detaljer her.

Vigtigt er det, at du har coronapasset i baghovedet, for det vil være et centralt adgangstegn til meget af det, der genåbner.

Fra onsdag lempes forsamlingsforbuddet. Det betyder, at man må forsamles 50 personer udendørs, hvor man før måtte være 10.

Indendørs hedder forsamlingsloftet fra onsdag ti personer i stedet for fem.

Der gælder specifikke forsamlingslofter for specifikke områder som for eksempel idræt.

Restauranter, caféer, barer og værtshuse må igen åbne for servering både inde og ude. Indendørs servering kræver dog en række forudsætninger. Og det er stadig til politisk forhandling, om det nu også er nødvendigt at bestille bord for at få sig en burger og en cola.

Det vender vil tilbage til.

Vacciner med udfordringer

Det har ikke været en vej helt uden små bump at få udrullet vacciner. For i øjeblikket har Danmark som ganske vist det eneste land i verden valgt AstraZeneca fra, men også Johnson & Johnson er nu kommet på observation af det europæiske lægemiddelagentur EMA på grund af tilfælde af blodpropper.

Agenturet har undersøgt otte tilfælde af blodpropperne, der alle er opstået i USA, hvor flere end syv millioner mennesker har fået Johnson & Johnson-vaccinen.

Men hvordan er det nu lige med de forskellige vacciner? Hvilke er det, der bliver undersøgt efter sjældne tilfælde af blodpropper. Og hvilken vaccine er det, der har kæmpet med leveringsproblemer?

Det kan du få et gyldent overblik over her.

Politisk flertal vil afskaffe omstridt krav om booking

Et politisk flertal vil afskaffe kravet om, at man skal booke et bord på restauranter og værtshuse minimum 30 minutter før, man ønsker at slå sig ned.

Kravet betyder, at blandt andre fastfoodrestauranter som McDonald's, Burger King og Sunset Boulevard ikke har i sinde at åbne for indendørs servering, selvom de ellers lovligt kan gøre det fra onsdag 21. april. Det er simpelthen for besværligt, lyder argumentet.

Det er især den omstridte 30 minutters regel, som gør det besværligt for steder, der er vant til at lange mad og drikke over disken i en fart.

Den konkrete grænse på de 30 minutter er fastsat af Erhvervsministeriet og ikke de politiske partier. Men selvom der var stort flertal for at indgå aftalen forud for genåbningen, ønsker de fleste af Folketingets partier altså nu at fire på reglerne og finde nogle smartere eller mere praktisk anvendelige løsninger.

Fængselsdømte kan ikke længere få dansk statsborgerskab

Har du været i fængsel eller fået en betinget dom, vil det ikke længere være muligt efterfølgende at få tildelt dansk statsborgerskab.

Det har et politisk flertal besluttet, og dermed er betingelserne blevet skærpet. Den seneste stramning af kravene for dansk statsborgerskab blev vedtaget af den tidligere VLAK-regering, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti i sommeren 2018.

Ud over delen om fængselsdomme indeholder den nye aftale også krav om blandt andet beskæftigelse i de seneste 3,5 ud af 4 år, og at man ikke er i gæld til det offentlige.

I 2020 fik cirka 40 til 50 personer med betingede eller ubetingede fængselsstraffe tildelt dansk statsborgerskab. Det samlede antal statsborgerskaber for sidste år lå ifølge udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) på mellem 4-5000.

Bendtner risikerer konfiskation af sin Porsche - se anklageskriftet mod ham her

Den tidligere landsholdsspiller Nicklas Bendtner skal igen møde for en dommer i Københavns Byret.

Bendtner risikerer konfiskation af en Porsche Taycan Turbo S samt en bødestraf for at have overtrådt syv forhold af færdselsloven over en periode fra juni 2020 til februar 2021.

Det er på grund af et manglende kørekort og et par hastighedsovertrædelser, 33-årige Nicklas Bendtner nu skal for retten.

Det er langt fra første gang, Nicklas Bendtner har været genstand for anklagemyndighedens interesse efter trafikforseelser, og han fik i 2013 frakendt kørekortet i tre år samt en bøde på 842.000 kroner for at have kørt med en promille på 1,75 mod ensretning ved Gammel Strand i Københavns indre by.

Bendtners nyeste sag afvikles 27. april i Københavns Byret, og der forventes at falde dom samme dag.

***