To kilder i Udlændingestyrelsens Syrien-rapport tager afstand fra konklusion

505 syriske flygtninge står til at blive udvist og sendt tilbage til hovedstaden Damaskus, fordi det vurderes, at der er sikkert.

At rejse tilbage til Syrien for flygtninge med ophold i Danmark, er ikke forbundet med nogen sikkerhedsrisiko.

Sådan lyder vurderingen fra Udlændingestyrelsen i en rapport. Og det er baggrunden for, at 505 syriske flygtninge nu bliver udvist og sendt tilbage til hovedstaden Damaskus.

Nu står to af rapportens kilder, som har bidraget med informationer til den, frem og kritiserer den.

Taget ud af en sammenhæng

De mener begge, at deres udtalelser er taget ud af en sammenhæng, viser research fra Lighthouse Reports og Mediabridge.

Den ene kilde er Sara Kayyali, som er Syrien-researcher i menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch.

- Jeg gjorde det klart, at Syrien ikke er sikkert at vende tilbage til, siger hun.

- Der er en alvorlig risiko for forfølgelse, for at de kan forsvinde, blive tilbageholdt eller tortureret.

Danmarks vurdering af den syriske sikkerhedssituation, som man står alene med i Europa, har fået international kritik af både menneskerettighedsorganisationer og FN’s flygtningeorganisation.

Også Bente Scheller, der leder Heinrich Böll Foundation i Mellemøsten, har medvirket i Udlændingestyrelsens rapport.

Da hun læste den, kunne hun se, at hendes pointe om, at det begyndte at blive bedre i Syrien stod at læse på de første sider.

- Men mine ord mod at vende hjem var skubbet til rapportens sidste sider, siger hun.

Halvdelen af familien blev likvideret

En af de mange hundrede flygtninge, der risikerer at blive sendt tilbage til Syrien, er gartnerimedarbejderen Manal Matar. Hun kom til Danmark i 2015, og nu venter hun på, at hendes sag bliver afgjort på fredag.

- Hvis jeg skal tilbage nu, vil jeg blive anholdt af regimet dernede. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg vil blive slået ihjel. Halvdelen af min familie er blevet likvideret af regimet, fortæller hun.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) vil ikke forholde sig til kritikken af rapporten, men han skriver i en mail, at han har tillid til myndighedernes vurdering af sikkerhedssituationen.