Astmamedicin virker mod coronavirus, påpeger Oxford-studie

Det britiske sundhedsvæsen har meddelt, at astmamedicin, der indeholder stoffet budesonid, må ordineres til coronapatienter over 50 år.

Indholdsstoffet budesonid, der findes i astmamedicin, forkorter sygdomsforløbet med coronavirus og reducerer risikoen for indlæggelse.

Det viser en ny undersøgelse fra Oxford Universitet, som er offentliggjort i det anerkendte tidsskrift The Lancet.

Studiet har fulgt 146 patienter, hvor halvdelen af dem brugte astmamedicinen Pulmicort, som indeholder budesonid, og forskerne bemærkede en stor forskel.

De patienter, der inhalerede astmamedicinen, havde nemlig 90 procent lavere risiko for alvorlige symptomer. Det svenske medie Aftonbladet skriver desuden, at patienterne kom sig hurtigere over virussen og havde lavere risiko for permanent skade.

- Potentialet er stort

Charlotte Suppli Ulrik, der er professor ved Hvidovre Hospital og blandt andet forsker i astmabehandling, finder studiet meget interessant.

Potentialet er stort

Charlotte Suppli Ulrik, professor ved Hvidovre Hospital

- Det er medicin, som ikke er lige så dyrt som andet medicin, vi har set i forbindelse med covid-19, og derfor kan det gøres tilgængeligt i hele verden. Det ville jo være fantastisk, hvis det kunne have så stor en effekt, som undersøgelsen lover, siger hun til TV 2.

Hun fortæller yderligere, at der ikke er nogle væsentlige bivirkninger ved astmamedicinen, som man har kendt til og brugt siden 1970’erne.

I starten af pandemien troede man, at astmapatienter udgjorde en særlig risikogruppe, men ifølge Charlotte Suppli Ulrik blev de slet ikke så syge, som man havde regnet med.

Det er på den baggrund, at man har sat flere studier i gang, der undersøger effekten af astmamedicin, forklarer professoren.

Hun fortæller, at der er flere undersøgelser på vej, men når de bliver offentliggjort, ser hun ingen problemer i at få godkendt medicinen og udbredt den til patienter smittet med coronavirus.

- Potentialet er stort. Så er det i og for sig bare med at gå i gang, understreger hun.

Læger kan selv vælge at ordinere medicinen

Det er ikke første gang, at en undersøgelse viser, at budesonid har gavnlige effekter på covid-19.

En mere omfattende undersøgelse fra Oxford Universitet konkluderer, at inhalering af budesonid to gange om dagen i to uger kan forkorte sygdomsforløbet blandt ældre patienter med tre dage.

Det vil afhjælpe problemet med for få hospitalssenge, hvis man i stedet kan behandle patienterne med budesonid i deres hjem, skriver forskerne fra Oxford Universitet.

Storbritanniens sundhedsvæsen NHS har også meldt ud, at budesonid kan ordineres til coronapatienter over 50 år.

Astmamedicinen Pulcimort, som indeholder budesonid, bliver fremstillet af det svensk-britiske medicinalfirma AstraZeneca, som også står bag coronavaccinen.

Hverken virksomheden eller det svenske lægemiddelagentur vil dog på nuværende tidspunkt anbefale at ordinere medicin med budesonid til coronapatienter.

Men Elisabeth Bernspång, der er læge og forsker ved det svenske lægemiddelagentur, siger til Aftonbladet, at lægerne selv kan vælge at ordinere astmamedicinen, hvis de ønsker det.

Lægemiddelstyrelsen i Danmark har tidligere givet de danske læger lov til at anvende stoffet remdevisir til behandling af covid-19-patienter, mens det endnu ikke var godkendt. Oprindeligt blev remdesivir udviklet til blandt at at bekæmpe ebola.