Indisk mutation fundet i Danmark - derfor bliver vi ved med at finde nye varianter

Antallet af nye daglige smittede i Indien har slået rekord samtidig med at en indisk variant af coronavirus er registreret hos 11 smittede i Danmark.

Bedst som vi efterhånden havde vænnet os til den britiske, brasilianske og sydafrikanske variant af coronavirus, er der kommet en ny corona-variant til Danmark.

Denne gang er der tale om den indiske variant med det mindre mundrette navn B1617, som der indtil nu er registreret 11 tilfælde af.

Flere af de smittede personer har iransk og indisk baggrund, og alle tilfældene er fundet på Sjælland. Det meddeler Statens Serum Institut (SSI) mandag til TV 2.

SSI understreger, at tilfældene ikke kommer fra 11 forskellige smittekæder. Derfor har det ifølge SSI været lettere at inddæmme den aktuelle virus.

Indisk variant er fundet i en række lande

Mads Albertsen er professor på Institut for Kemi og Biovidenskab, Aalborg Universitet, og han sekventerer i samarbejde med SSI arvematerialet for 90-95 procent af alle positive covid-19-prøver i Danmark.

Ifølge ham er det logisk, at Danmark finder flere fremmede varianter af coronavirus, da vi også er et af de lande, der sekventerer flest prøver.

De nyopdagede varianter viser ifølge ham, at det danske testsystem virker.

- Det kræver økonomiske ressourcer, kan være besværligt at fragte prøver over store afstande, og så er det de færreste lande, der har et cpr-register som det danske, med grundlæggende personoplysninger om deres borgere, pointerer han.

Det er i sekventeringen, man opdager den indiske variant, og generelt hjælper sekventering med at forstå, hvilke virusvarianter der kan give alvorlige sygdomsforløb, være mere smitsomme eller mindre virksomme over for en vaccine.

Ifølge overvågningsdatabasen GISAID, er Danmark kun overgået af Island, Australien og New Zealand, når det handler om at analysere prøverne.

Indisk variant er kommet via rejse

Mads Albertsen er ikke i tvivl om, at patient nul som minimum har været smittet i forbindelse med en form for rejse, og formentlig også har brudt isolationsreglerne.

Danmark har indført krav om test og isolation efter indrejse fra udlandet for netop at begrænse mere smitsomme virusvarianter.

- Den kommer helt sikkert udefra, men den er også registreret i en række lande tæt på os, så det kan lige så godt være sket ved, at en dansker har rejst fra Tyskland som Indien, siger Albertsen.

Den indiske regering meddelte torsdag at varianten er fundet i Australien, Belgien, Tyskland, Irland, Namibia, New Zealand, Singapore, Storbritannien og USA.

Tilfældene af den indiske variant blev konstateret i marts, hvor alle rejser til hele verden blev frarådet af myndighederne.

Lempede rejseregler vil give nye varianter i Danmark

Fra onsdag ændrer rejsevejledningerne sig, så man vil blive undtaget fra kravet om isolation efter indrejse i Danmark, hvis man rejser ind fra et gult land eller region.

Det betyder, at der onsdag åbnes for indrejse til Danmark fra en række norske regioner, Island, Australien, New Zealand, Singapore, Sydkorea og Thailand.

Manglen på isolation kan betyde, at flere varianter vil cirkulere i samfundet.

- De danske myndigheder er opmærksomme på, hvor hvilke varianter cirkulerer, men i mange lande sekventerer man ikke i lige så høj grad, så vi risikerer at slippe nye varianter ind i Danmark, når vi åbner, siger Mads Albertsen.

Sammenhæng er endnu ikke påvist

Tilfældene af den indiske variant i Danmark kommer på et tidspunkt, hvor Indien selv kæmper med de højeste smittetal i landet under pandemien.

Derfor arbejder virologer i døgndrift på at finde ud af, om der er en sammenhæng mellem den nye indiske variant og de høje smitte- og dødstal i landet.

Den sammenhæng er endnu ikke fundet, understreger en række internationale forskere.

B1617 indeholder den forholdsvis nye mutation E484Q, som har vist sig at være markant mere resistent over for antistoffer til en vis grad og L452R, der smitter 20 procent mere.

Derfor er den også blevet omtalt som en "dobbeltmutation", men ifølge Mads Albertsen bør man slå koldt vand i blodet.

Den britiske variant er eksempelvis muteret ti gange.

- Vi har ingen ide om, at det ekstreme udbrud i Indien skyldes den her variant. Vi mangler pålidelige data og sekventering fra Indien, siger Albertsen.

Fredag kom det også frem, at et enkelt tilfælde af varianten var blevet identificeret i Norge. Her sagde sektionsoverlæge Marit Ebbesen ved Haukeland Universitetssygehus til NRK, at der mangler yderligere studier af varianten:

- Der er indtil videre ikke lavet studier nok af denne variant til at sige, om det vil påvirke vaccinernes effekt eller føre til alvorligere sygdom.

Af hensyn til persondata vil Styrelsen for Patientsikkerhed ikke oplyse, hvor på Sjælland man har registreret tilfældene med B1617, eller hvordan den indiske corona-variant er kommet til Danmark.