Her er dommen i de britiske medier efter omstridt interview

De britiske medier lægger ikke fingre imellem dagen efter interviewet med Harry og Meghan.

Et længe ventede interview med prins Harry og hertuginde Meghan blev natten til mandag vist på amerikansk tv.

Under interviewet fortalte hertuginde Meghan blandt andet, at hun havde kæmpet med selvmordstanker - og at hoffet afviste at hjælpe hende.

Hun fortalte også, at kongehuset under hendes graviditet var bekymret for parrets kommende søns hudfarve.

Dommen er klar

Interviewet kommer til at ramme det britiske kongehus – hårdt. Sådan lyder dommen mandag i en række britiske medier.

Daily Mirror kalder interviewet en ”bombe” og har et stort billede af Harry og Meghan på forsiden med citatet: ”De spurgte, hvor mørk Archies (parrets søn, red.) hud ville blive”.

Daily Express stemmer i og kalder også interviewet en bombe under kongehuset. De vinkler på, at hertuginden af Cambridge, Kate Middleton, skulle have fået hertuginde Meghan til at græde.

Tabloidavisen The Sun viser et stort billede fra interviewet af en tårevædet Meghan med teksten ”Jeg følte mig selvmordstruet”.

Daily Mail har også sat hele forsiden af til det opsigtsvækkende interview. Overskriften er, at Meghan beskylder kongehuset for racisme. Derudover har avisen plukket en række citater ud fra interviewet, som Daily Mail kalder en ”sensation”.

Den britiske børneminister, Vicky Ford, forholder sig mandag til hertuginde Meghans anklage om racisme i kongehuset. Til Reuters siger hun:

- Racisme hører absolut ingen steder hjemme i vores samfund.

Ministeren understreger dog, at hun ikke har set interviewet.

- Skandaler skader aldrig

TV 2s korrespondent Ulla Terkelsen, som i årtier har fulgt det britiske kongehus, er enig i, at beskyldningerne om racisme i kongehuset rammer hårdt.

Men selvom interviewet var sprængfarligt, er det ikke entydigt dårligt nyt for den britiske kongefamilie, vurderer Ulla Terkelsen:

- Skandaler skader aldrig et kongehus – det giver omtale og øger interessen. Og interessen er afgørende, for hvis der ikke er nogen, der interesserer sig for dem, bliver de ligegyldige.

Harry og Meghan meddelte i starten af 2020, at de ville trække sig fra deres kongelige pligter og leve et mere uafhængigt liv.

Den primære årsag til beslutningen var ifølge parret selv den britiske presses voldsomme bevågenhed og til tider kritiske tilgang til parret.