Virolog har svært ved at se sammenhæng mellem kontakttal for B117 og daglige smittetal

Samtidig er det generelle kontakttal beregnet til 0,9.

Den britiske variation af coronavirus er for alvor ved at få overtaget. (Foto: © Jens Dresling, Scanpix)

Rettelse: Søren Riis Paludan har, efter artiklen blev udgivet, kontaktet DR og ønsker at ændre sine udtalelser om, ’at kontakttallet for B117 var meget højere, end det der var regnet på for genåbning’, og at 'ekspertgruppen har regnet på et kontakttal, der 'lå mellem 1,1 og 1,2'. Derfor er citaterne fra ham fjernet og erstattet med følgende 'Det kan jeg ikke vide, da jeg ikke har set nogle af beregningerne'. Rubrikken på historien er samtidig blevet ændret fra 'Virolog: Kontakttal for B117 er meget højere end det, der er regnet på for genåbning'.

Den britiske mutation er ganske som forventet i fremmarch i Danmark. Samtidig ser det dog ud til, at antallet af smittede samlet set er faldet en smule den seneste uge.

Kontakttallet er lige nu 0,9. Det svarer til, at 10 smittede har givet smitten videre til 9 andre. Det skriver sundhedsminister Magnus Heunicke på Twitter.

- Vi er lykkedes med at trække brændstof ud af epidemien, før B117 fik overtaget, skriver han.

Mens epidemien altså ser ud til at være svagt faldende i uge 8, er der samtidig kommet tal for, hvordan det er gået med den britiske mutation B117 en uge tidligere.

De viser, at kontakttallet for B117 var oppe på 1,28 i uge 7. Altså en markant stigning.

Tallene for mutationer er ældre, fordi det tager tid at gensekventere de positive prøver.

Den britiske variant er mere smitsom, hvilket vi længe har vidst, men sidste uge meldte myndighederne ud, at den også gav markant flere indlæggelser.

Virolog: Svært at se sammenhæng mellem kontakttal og daglige smittetal

Et kontakttal på 1,28 for B117 er for højt, lyder det fra Søren Riis Paludan, der er professor i virologi og immunologi ved Aarhus Universitet.

- Normalt ville jeg sige, at det her kontakttal for B117 var meget negativt, men jeg undre mig lidt, da jeg ikke kan se det afspejlet i udviklingen på smittetallene de sidste ti dage eller vores generelle kontakttal.

- Hvordan kan B117 udgøre 72 procent af den samlede smitte, og så er vores samlede kontakttal stadig så lavt? Det forstår jeg simpelthen ikke. Det vil jeg som ikke-epidemiolog gerne have Statens Serums Instituts forklaring på, siger han.

Er det her ikke et meget højere kontakttal for B117 end det, vi har regnet på i det genåbningsscenarie, vi følger?

- Det kan jeg ikke vide, da jeg ikke har set nogle af beregningerne. Men man skal også huske, at sidst var kontakttallet på 1,2, og vi har ikke set et stort spike i smitten. Så vi mangler måske lidt en oversættelse fra teori til praksis.

Kontakttallet for B117 er udregnet på baggrund af sekvenserede prøver taget til og med 21. februar 2021. Her oplevede vi et voldsomt smitteudbrud i Danmark.

Heunicke vil ikke love afgangsklasser noget

Sundhedsminister Magnus Heunicke er tilfreds med dagens tal.

- Vi har fået trukket brændstoffet ud af epidemien, inden B117 fik overtaget. Det har været vores mål, siger han.

Han kalder kontakttallet, der jo vil betyde flere smittede, for forventeligt.

- Smitte vil stige, men fra et lavere niveau end ellers.

Hvordan stiller det her en national genåbning for afgangsklasser og efterskoler?

- Det er for tidligt at sige noget om. Vi er en dag inden i genåbningen.

532 nye smittede

Statens Serum Institut kunne i dag oplyse, at 532 personer var blevet registreret smittet med coronavirus siden i går. To personer er døde, og 232 er indlagt, hvilket er et fald på 11 indlagte siden i går.

Af de 232 er 39 på intensiv - heraf 20 i respirator.

Positivprocenten ligger på 0,41.

449.723 har nu fået første vaccinestik. Det svarer til 7,7 procent af befolkningen.