Søndag taler Trump for første gang som ekspræsident, og vi bør lytte efter særligt tre ting

Talen kan give os de første indikationer om Trumps planer for både ham selv og hans parti.

USA's tidligere præsident Donald Trump vil søndag tale ved sin første offentlige optræden, efter han forlod embedet.

Det sker ved den store konservative konference CPAC i Florida, hvor hele toppen af Det Republikanske Parti vil være til stede.

Den firedage lange konference ventes at give et tidligt billede af, hvem der potentielt kan blive partiets præsidentkandidat ved valget i 2024, og hvor stor magt Trump stadig har over partiet.

Mange ser derfor med spænding frem mod ekspræsidentens tale.

For hvad har Trump tænkt sig at sige?

- Der har været tavst fra Trumps side længe, og det er i sig selv bemærkelsesværdigt. Nu taler han så ved en konservativ folkefest for basen og kernevælgerne. Det er her, du virkelig kan måle temperaturen i partiet, siger TV 2s USA-analytiker Mirco Reimer-Elster.

Her er tre ting, der er værd at lytte efter, når Trump taler søndag:

1. Vil han stille op i 2024?

Det helt store spørgsmål er selvfølgelig, om Donald Trump søndag vil melde noget ud om egne ambitioner og muligheden for at genopstille i 2024.

De nyeste meningsmålinger viser, at Trump er den klart mest populære blandt de republikanske vælgere, hvis han vælger at stille op igen.

- Jeg ved ikke, om han stiller op i 2024 eller ej, men hvis han gør, er jeg ret sikker på, at han vil vinde nomineringen, siger den republikanske senator Mitt Romney, der er kendt som en stor kritiker af Trump, til The New York Times.

Mediet Axios rapporterede tidligere på ugen, at Trump i sin tale vil gøre det klart, at han er den "formodede" præsidentkandidat for republikanerne i 2024, mens Fox News også forventer en udmelding, dog ikke en egentlig annoncering.

Mirco Reimer-Elster mener, at Trumps styrke netop ligger i uvisheden. Han har større fordel af at holde gryden i kog og lade spekulationerne fortsætte, og det vil derfor være decideret "skørt" at gå i valgkamp på søndag.

- Men hvis Trump siger, at han er den formodede kandidat, så fryser han en stor del af det republikanske felt, for mange kommer ikke til at stille op imod ham, siger Mirco Reimer-Elster.

2. Hvad bliver fremtiden for partiet?

Vil vi have en indikation af Trumps planer, skal vi i hans tale holde øje med, hvor meget han taler om henholdsvis projektet og personen.

Handler det om ham, eller handler det om at videreføre den bevægelse, han har sat i gang? For han behøver ikke nødvendigvis selv stå i front for den. Han vil trods alt være 78 år ved næste præsidentvalg.

Uanset hvad vil vi formentlig høre Trump tale om fremtiden for Det Republikanske Parti.

For mens Trump mener, at hans bevægelse kun lige begyndt, forsøger andre fløje at trække partiet tilbage i en mere moderat retning.

- Vi vil formentlig se, at han i sin tale vil gøre det klart, at han er det republikanske parti, og forsøge at holde basen i gang, siger Mirco Reimer-Elster.

Udover 2024 kan Trump i sin tale vælge at rette fokus på det vigtige midtvejsvalg i 2022, hvor republikanerne skal forsøge at genvinde kontrollen over mindst ét af Kongressens kamre. Her kan Trump spille en stor rolle, selvom han ikke selv er på valg.

- Det bliver interessant at høre, hvor hårdt han vil sætte sig på dagsordenen frem mod næste år, og vi hører allerede, at han er i gang med at finde egnede kandidater til at udfordre nogle af partifællerne, som han ikke er tilfreds med, siger Mirco Reimer-Elster.

3. Tager han opgør med modstandere?

Donald Trump har i sin tid som præsident været kendt for at skille sig af med ansatte og ministre, som han havde set sig sur på.

Derfor bliver det også imødeset med spænding, om han vil bruge sin tale på søndag til at tage et opgør med sine modstandere i det republikanske parti.

Tidligere FN-ambassadør Nikki Haley, der har været nævnt som en mulig præsidentkandidat i 2024, undsagde for nylig Trump og hans linje i et opsigtsvækkende interview med Politico.

Efter Trumps frifindelse i hans anden rigsretssag rettede også den republikanske leder i Senatet, Mitch McConnell, en hård kritik af ekspræsidenten. Senere har McConnell dog understreget, at han er klar til at støtte Trump, hvis han bliver partiets kandidat i 2024.

Hvis Trump ønsker at tage kampen op, er der ifølge Mirco Reimer-Elster flere måder at lancere budskabet i hans tale.

- Det bliver i så fald interessant at høre, om han undlader at pakke tingene ind og direkte siger "jeres tid er forbi, nu er det Trumps parti", eller om det bliver mere mellem linjerne, hvor alle ved, hvad han mener.

Sikkert er det til gengæld, at Donald Trump kommer til at levere et hårdt angreb på USA's nye præsident, Joe Biden, som han ifølge forlydender kommer til at kritisere på en lang række emner, heriblandt immigrationspolitikken.

Én ting vil han ikke tale om

Når den tidligere præsident har forholdt sig forholdsvis tavst inden søndagens tale, skyldes det flere ting.

Dels er han blevet udelukket fra de fleste sociale medier efter stormløbet mod Kongressen 6. januar, og dels valgte han at holde lav profil under den efterfølgende rigsretssag mod ham.

Det er derfor også rimelig sikkert, at hverken Donald Trump selv eller nogen anden på den konservative konference vil nævne det voldelige oprør og den efterfølgende rigsretssag, lyder det fra TV 2s USA-analytiker.

- Det skyldes i bund og grund, at det er en skamplet på hans eftermæle og et kæmpeproblem for dem. Det er ikke en kommunikationskamp, man kan vinde, og så er det bedre at tie, siger Mirco Reimer-Elster.

Donald Trump ventes at gå på talerstolen omkring klokken 21.40 dansk tid søndag aften, og du kan følge hans tale med optakt og analyser direkte på TV 2 NEWS og her på tv2.dk.