Moshe kæmper for at oplyse ultraortodokse jøder om corona: 'Vi bruger ikke internet - overhovedet'

Ultraortodokse jøder i Israel er overrepræsenteret i landets statistik om coronasmittede.

I den israelske by Bnei Brak bor mange konservative ultraortodokse jøder. Selvom de kun udgør 12 procent af landets befolkning, udgør de 28 procent af smittetilfældende.

Moshe Morgenstern kalder det "en slags dødsannonce". Det store banner, som udgør en liste over de mennesker, der er døde af coronavirus. En liste, hans team og han har hængt op for at få folk til at tage det smitsomme virus alvorligt. For at få dem til at vågne op.

- Det er altså ikke for sjov, det her. Og derovre på væggen hænger der en seddel, hvor der står, at en af kommunens medarbejdere døde af coronavirus i sidste uge, fortæller den 40-årige Moshe Morgenstern og peger på en flyer, der hænger på rådhusets væg.

Moshe Morgenstern er ultraortodoks jøde. Han kæmper hårdt, for at overbevise sine trosfæller om at lade sig vaccinere mod corona.

Sammen med sit team holder han styr på smittetallene i den israelske by Bnei Brak og tilbyder beboere hjælp med information om corona.

I byen bor godt 200.000 haredi’er - ultraortodokse, konservative jøder.

Det er denne banner, Moshe og hans team har hængt op for at gøre deres trosfæller opmærksomme på, at coronavirussen skal tages alvorligt. På banneret er der den liste, Moshe kalder 'dødsannoncen'.

Én gruppe er ekstra udsatte

Mens Israels vaccineprogram for tiden sikrer, at syv ud af ti voksne har fået deres første vaccination, er smittetallet stadig højt: 4.000 nye smittede om dagen.

Massivt overrepræsenteret i antallet af smittede er de ultraortodokse jøder, hvoraf mange er dybt skeptiske overfor vacciner og restriktioner. De ultraortodokse jøder udgør nemlig 12 procent af den samlede befolkning, men de står for hele 28 procent af de smittede i Israel.

Ofte bor store familier sammen på meget få kvadratmeter i små hjem, hvor mændene studerer den jødiske bibel torah’en - mens de fleste gifte kvinder passer hjemmet og børnene.

Ligesom Moshe Morgenstern begynder mange deres dag med bøn og lever efter torah'ens regler.

- Den vigtigste værdi for ultraortodokse jøder er at studere torah'en. Man er klar på at give afkald på en masse ting. For eksempel penge. I det ultraortodokse samfund arbejder mænd ikke, siger Moshe Morgenstern.

Moshe Morgenstern er selv ultraortodoks jøde og beder flere gange dagligt. Den bøn der plejede at foregå i synagogen er rykket udendørs eller til hjemmet. Det har skabt stor frustration blandt mange af de ultraortodokse jøder.

Ingen internet

Selv er han født og opvokset i byen Bnei Brek udenfor Tel Aviv, hvor han bor med sin kone og tre børn.

Bnei Brak er ifølge Moshe den tættest befolkede by i Israel. De fleste er fattige og har meget begrænset adgang til information.

- Ultraortodokse jøder bruger ikke internet overhovedet. Med internettet kan du komme steder hen, der er forbudt for os. For eksempel til pornografiske hjemmesider. Derfor var løsningen for rabbinerne simpelthen helt at forbyde internet, forklarer Moshe.

Derfor er de ultraortodokse jøder også en svær gruppe for myndighederne at nå ud til, og de får primært deres informationer fra rabbinere.

Sammen med blandt andet kollegaen Sari Davi-dovich forsøger Morgenstern at få folk vaccineret i Bnei Brak.

Og for kollegaen, der er gravid og i forvejen mor til seks, er der ingen tvivl.

- De folk, der ikke går med masker eller har lyst til at blive vaccineret, har tydeligvis ikke haft coronavirus i deres eget hjem, siger hun - og hun ved, hvad hun taler om:

- Jeg var helt ude af drift. I to uger spiste jeg nærmest intet. Lægerne kom hjem til os for at tjekke mig. Jeg er nemlig gravid, fortæller hun om sin egen oplevelse som smittet.

En ulmende uro

Trods de mange vaccinerede israelere, har der de seneste måneder været voldsomme demonstrationer i landet.

Især de ultraortodokse jøder har været på gaden for at protestere mod nedlukningen af skoler og synagoger. Det har ført til kampe i byerne Bnei Brak og Mea Shearim, der også ligger udenfor Jerusalem.

Der har været voldsomme sammenstød mellem demonstranterne og politiet.

- Politiet patruljerer i flere områder for at håndhæve regler og restriktioner. Vores hovedopgave er, at forhindre covid-19 i at spredes i landets ultrareligiøse samfund, siger talsmand for Israels politi, Mickey Rosenfeld.

Politiets fremfærd har været under skarp kritk fra byens beboere, der har sammenlignet politiets handlinger med nazisternes fremfærd i Krystalnatten i 1938 i Tyskland.

- Forfølgelsen af os har altid fundet sted. Det har ikket med coronavirussen at gøre. Det var bare en undskyldning for at fortsætte med at forfølge os, siger David Golman, der bor i Bnei Brak.

Tusinde trodsede forsamlingsforbud

I slutningen af januar gik billeder af menneskefyldte gader i Israel verden rundt.

Mange tusinde ultraotodokse jøder var mødt op til en overrabiners begravelse i Bnei Brak.

Med et nationalt forsamlingsforbud på 10 personer, har det fået kritikere til at påstå, at den ultraortodokse befolkning får positiv særbehandling, og at landets premierminister, Benjamin Netanyahu, har været meget tøvende med at ophæve forsamlinger, der overskred forsamlingsforbuddet.

I slutningen af januar var mange tusinde ultraortodokse jøder samlet til begravelsen af en overrabbiner. Det overskred landets forsamlingsforbud på 10 personer.

Midt i en pandemi var det en ting som pustede til det anstrengte forhold, der lige nu er mellem de konservative ultraortodokse jøder og politiet.

Urolighederne den seneste måned har fået flere toneangivende overrabinere til at skifte holdning. De er nu begyndt at anbefale, at alle bliver vaccineret.

Mød en af de ultraortodokse jødiske familier fra den religiøse by Bnei Brak:

Se mere om historien i gårsdagens afsnit af Horisont på DRTV.

Præcisering: Det har tidligere fremgået af denne artikel, at det var overrabinere, der har foretaget sammenligningen af politiets fremfærd med nazisternes fremfærd under Krystalnatten. Det er retteligt ultraortodokse beboere i byen, der har fremført netop den kritik.