For corona-skeptikernes tyske frontsoldater er vaccinen den rene gift

Først bekæmpede de corona-begrænsningerne, nu fører de kampagne mod vaccinen. TV 2 har besøgt tyske vaccinemodstandere.

Corneliusplatz downtown Düsseldorf er samlingsstedet for folk med en sag hver lørdag.

Ved middagstid er det kurdere, der demonstrerer for den rabiate kurderleder Abdullah Öcalans løsladelse. Klokken 14.30 er det vaccine-modstanderne, der mødes på pladsen, og nogle af dem forekommer også ret rabiate.

En ældre kvinde med mundbind springer i øjnene. Hun har skrevet ”Merkel muss weg” – Merkel skal væk – på mundbindet, og af et skilt, hun har hængt om halsen, fremgår det, at den tyske regeringsleder er intet mindre end en diktator, som vil underlægge sig hele verden.

- Jeg stammer fra den tidligere Østblok. Jeg kender til hendes slags, lyder det fra Maria Schlapper bag hendes anti-Merkel-mundbind.

- De vil af med os alle sammen, alle os over 60. De vil have vores penge, vore lejligheder og vores opsparing.

Corneliusplatz ligger for enden af Königsallee, Düsseldorfs elegante luksus-shoppinggade, hvor skilte tydeligt fortæller, at der er pligt til at bære mundbind.

Alligevel er vi vidne til adskillige intense kram og knus mellem mundbind-løse kvinder.

- Jamen, jeg har været ved lægen og fået den her, svarer en kvinde og vifter med sin ”befrielsesattest”, da vi forhører os, hvorfor hun ikke går med mundbind.

Men lægeerklæring eller ej, er der jo risikoen for at blive smittet?

- Jamen før coronaen døde folk også, bare af noget andet. Influenza for eksempel, lyder det fra den tidligere børnehavepædagog, som kun vil kaldes ”Yamanka”.

- Så de mange corona-døde i Tyskland, det er bare løgn?

- Nej, det vil jeg ikke sige, men folk er jo altid døde af et eller andet.

Sundhedstruslen

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, optog i 2019 vaccineskepsis, altså uvilje mod at lade sig vaccinere, på listen over de 10 alvorligste trusler mod den globale sundhed. Skepsis er nærmest for mildt et udtryk for holdningen blandt de fremmødte på Corneliusplatz.

Ifølge meningsundersøgelser siger 10 procent af tyskerne klart nej til at lade sig vaccinere, og det er dem, der forsøger at råbe deres medborgere op på Coreliusplatz. Også mennesker, der aldersmæssigt må siges at tilhøre risikogruppen, fortæller os, at de ikke vil lade sig vaccinere.

Det gælder blandt andet gråhårede Dieter Bark, der er mødt op med mundbind sammen med sin kone:

- For mig er det hele gået alt for hurtigt. Vaccinen er blevet testet alt for lidt, faktisk burde man først afprøve den på politikerne, altså for rullende kamera!

På landsplan er det kun 67 procent af tyskerne, som ifølge en meningsundersøgelse er parat til at lade sig vaccinere mod covid-19. Dermed er der altså stadig et stykke vej op til de 70-80 procent, som skal til for at opnå flokimmunitet og dermed fuld effekt af vaccinationskampagnen.

Med andre ord: Hvis flokken på Corneliusplatz får held til at overbevise endnu flere tvivlere, kan det bringe genåbningen i fare.

Folkemordet

Vaccineskepsissen betyder, at de tyske myndigheder ikke bare, som deres danske kolleger, skal kæmpe for at få tilstrækkelig mange doser af covid-19 vaccinen til landet. De har også en gruppe hårdkogte vaccinemodstandere at kæmpe imod.

I Düsseldorf har vaccinemodstanderne demonstreret hver lørdag i flere måneder og som regel ganske fredeligt.

På nettet derimod lægger de tyske vaccinemodstandere ikke fingre imellem. Ifølge Bild er to millioner tyskere (ud af 83 millioner) for øjeblikket tilknyttet Facebook-grupper, hvor ”vaccine” og ”corona” bliver sat i forbindelse med ”diktatur” og ”folkemord”.

Et af de udbredte memes viser vaccinemodstandernes erklærede fjende nummer ét, Microsoft-milliardæren Bill Gates, med sprøjte og medicinflaske i hånden og overskriften: ”Vi står over for et globalt folkemord med vaccinen”. Andre steder hedder det sig, at vaccinationskampagnen er starten på et ”Vaccine-Holocaust”.

Til Bild fortæller Felix Kartte fra analysefirmaet CounterAction, at de hårrejsende vaccine-påstande ikke bare vinder frem blandt snævre kredse med hang til sammensværgelsesteorier.

Udover tilhængere af det fremmedfjendske parti AfD er der ifølge Felix Kartte også mange tilhængere af Die Linke (de tidligere kommunister) foruden SPD, De Grønne og CDU i Facebook-grupperne.

Geografisk har analysefirmaet kunnet stedfæste Facebook-brugerne til AfD-højborgen Sachsen, men også delstaterne Baden-Württemberg og Nordrhein-Westfalen. Sidstnævnte delstat er dér, hvor Düsseldorf er hovedbyen.

Mistilliden

På Corneliusplatz har fotograf Morten Storch og jeg udsøgt os en kvinde, der bærer en kanyle i overstørrelse på maven. Theresa Janser forklarer, at hun har en bror, der arbejder i medicinalindustrien, og han har fortalt, at en vaccine, der er udviklet på kun otte måneder, er alt for kort tid. Altså siger hun også nej til vaccinen.

- Jamen er du slet ikke bange for pandemien?

- Nej, for jeg gør meget for mit immunsystem. Jeg sørger for at komme ud i frisk luft, går lange ture og spiser sundt.

Vi har set masser af kister med corona-døde på vores tur til Sachsen, indvender vi i et forsøg på at få hende til at forholde sig til de tyske dødstal, som nu har rundet de 51.000.

- Problemet er jo, at jeg ikke kan tjekke det, for jeg var der jo ikke selv, lyder det fra kundemedarbejderen, som er overbevist om, at coronaen ikke er skyld i nogen nævneværdig overdødelighed.

- Der er jo også det demografiske. Mange af dem var jo ældre mennesker, som alligevel ville dø. Dertil kommer at mange af de corona-døde hører til gruppen, der var langt ældre end gennemsnitsalderen på 81 år.

Vaccinemodstandere eller ej går det set med de tyske myndigheders briller den rigtige vej. Tilbage i november sagde kun 51 procent af tyskerne, at de var parat til at lade sig vaccinere, hele 20 procent var imod.

Tilslutningen til vaccinekampagnen er altså vokset, i takt med at vaccinering mod covid-19 ikke længere bare er en teoretisk mulighed, men noget, som rent faktisk sker.