Spansk general går af efter anklager om, at han snød i vaccinekøen

Spanierne er dybt rystede og vrede, men ikke overraskede, siger TV 2s journalist i Spanien.

Den spanske general Miguel Angel Villarroya er lørdag trådt tilbage fra sin post.

Det sker efter beskyldninger om, at han har snydt i sig foran i køen og har fået en coronavaccine, før det var hans tur, skriver nyhedsbureauet Reuters.

I en pressemeddelelse om opsigelsen kommer det spanske forsvarsministerium ikke direkte ind på, om generalen har fået sit vaccinestik eller ej.

I stedet skriver det, at "Villarroya har truffet en beslutning, han selv troede var korrekt, men som har skadet militærets image", mens det "aldrig var hans mening at udnytte sin position".

Miguel Angel Villarroya var i begyndelsen af pandemien repræsentant for det spanske militær, når der var pressemøder om coronasituationen.

Spanierne er rystede og vrede

Villarroya er ikke den eneste, der har måttet gå af på grund af snyd i vaccinekøen.

Også sundhedsministeren i den sydspanske region Murcia, Manuel Villegas, blev tvunget til at træde tilbage for få dage siden, fordi han – og hustruen – havde tilladt sig selv at få det eftertragtede stik i armen.

Ifølge det spanske medie El Pais har også flere borgmestre, byrådsmedlemmer og hospitalsdirektører udnyttet deres position og ladet sig vaccinere før tid – ingen af dem er dog trådt tilbage fra posten endnu.

Ifølge TV 2s journalist i Spanien, Jeppe Krogager, skyller der lige nu endnu en "tsunami af kritik ind over den spanske politiske klasse".

- Selvom lokale borgmestre og regionale sundhedsministre forsøger at undskyldes sig med, at de lod sig vaccinere, fordi der var doser tilovers, er det uforståeligt for læger og sygeplejersker, der dagligt er udsat for coronavirus og endnu ikke er vaccineret.

Og spanierne er dybt rystede og vrede, fortæller han – men ikke overraskede.

- Der er en lang og kedelig tradition for korruption og “vennetjenester” i Spanien. Så det kommer desværre ikke bag på dem, at politikere og højtplacerede personer misbruger deres magt, siger Jeppe Krogager.

Hårdt ramt af coronapandemien

Snyden sker, samtidig med at den generelle vaccineudrulning går langsomt i Spanien. Den spanske regerings mål er at få vaccineret 70 procent af befolkningen til juli, men hvis det skal kunne lade sig gøre, skal tempoet sættes op, fortæller TV 2s Jeppe Krogager.

Spanien har været særdeles hårdt ramt af coronavirussen stort set siden pandemiens begyndelse.

Flere end 55.000 mennesker er døde med virussen, og landet har haft næsten 2,5 millioner smittetilfælde. Spanierne lever lige nu under et udgangsforbud fra aften til morgen, mens alt fra storcentre til sportsaktiviteter er lukket ned.

Lige nu er 2,49 procent af befolkningen vaccineret med første stik, siden Spanien begyndte at vaccinere få dage efter jul.