Befriende følelse at kunne tale frit under Biden, siger førende coronaekspert

Ifølge topsundhedsekspert Anthony Fauci skal man under Joe Biden heller ikke gætte sig til svar, man ikke kender.

En af USA’s førende infektionseksperter har mere end en gang været i unåde hos den tidligere præsident Donald Trump for at gå mod præsidentens opfattelse af videnskaben om coronavirus.

Men kun en dag efter indsættelsen af landets nye præsident, Joe Biden, er der kommet nye boller på suppen, fortalte Dr. Anthony Fauci på en pressebriefing i Det Hvide Hus torsdag aften.

Det gælder blandt andet at kunne tale frit som ekspert i coronavirus.

- Tanken om, at man kan stå her (på talerstolen i Det Hvide Hus, red.) og tale om det, man ved – det som beviserne og videnskaben er, det er noget af en befriende følelse, lød det fra eksperten.

Fauci: Under Biden skal eksperter ikke gætte

Under pressemødet løftede Anthony Fauci sløret for, hvordan det har været at være ekspert under Donald Trump, der konsekvent nægtede at bruge mundbind og flere gange blev beskyldt for at sprede misinformation.

Det gælder blandt andet i forhold til lægemidlet hydroxyklorokin, hvor der ifølge Fauci blev sagt nogle ting, som "ikke var baseret på videnskabelige fakta".

Donald Trump forsøgte mange gange i begyndelsen af coronapandemien at promovere hydroxyklorokin, der normalt anvendes til behandling af malaria.

I marts sagde Trump eksempelvis, at hydroxyklorokin i kombination med et antibiotisk middel havde "en reel chance for at være en af de vigtigste forandringer i medicinens historie". Det sagde han uden at have meget bevis for påstanden.

Lyn-analyse

Ulig det seneste år kommer vi til at se nogle sundhedsmyndigheder og en præsident, der vil synge fra samme side i sanghæftet. Fauci kunne sige noget til den amerikanske befolkning den ene dag, og Donald Trump gik ud måske nogle minutter senere og modsagde den sundhedsfaglige ekspert. Der er noget tillid, der skal genopbygges til myndighederne, til regeringen og til politikerne.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) valgte i juni at stoppe alle forsøg med midlet, da resultater fra en række forsøg ikke påviste nogen gavnlig effekt mod coronavirus.

- Det er overhovedet ikke glædeligt at skulle modsige præsidenten. Så det betyder virkelig noget, at man føler, at man rent faktisk kan sige noget, og at der ikke vil være konsekvenser, lød det fra Anthony Fauci.

Han fremhævede samtidig, at han fremover ikke skal gætte sig til svar vedrørende coronapandemien. Det er ifølge ham også en af de nye udviklinger, efter at Joe Biden er trådt til som præsident.

- Hvis du ikke kender svaret, så lad være med at gætte. Bare sig, at du ikke kender svaret.

Eksperter vil deltage i flere pressebriefings

Dr. Anthony Fauci har siden pandemiens begyndelse i marts sidste år rådgivet den amerikanske præsident, og i de første måneder stod han ved siden af Donald Trump ved pressemøder.

Men da tonen mellem de to begyndte at spidse til, fik han mindre taletid, ligesom Donald Trump i de sidste måneder af sin tid som præsident ifølge mediet NBC News afviste at opdatere det amerikanske folk om coronasituationen.

Det vil nu ændre sig ifølge pressesekretæren i Det Hvide Hus, Jen Psaki, da Dr. Anthony Fauci og andre sundhedseksperter fremover vil deltage i flere faste pressemøder for at oplyse om coronavirus.

Således lød det også fra Anthony Fauci på torsdagens pressebriefing, at USA stadig befinder sig i "et meget alvorligt stadie" af pandemien, men et gennemsnit af de sidste syv dages smittetilfælde viser en tendens til, at udviklingen flader ud.

- Hvis mellem 70 og 80 procent af amerikanere er blevet vaccineret i slutningen af sommeren, kan landet opleve en form for normalitet inden efteråret, siger Fauci.

Siden pandemiens begyndelse er over 24 millioner amerikanere blevet testet positive for coronavirussen, mens det har kostet 409.000 af dem livet.