Alle alarmklokker bimler før skæbnesvanger dato: Tusindvis af virksomheder risikerer at dø

- I værste fald må vores medlemmer gå fra hus og hjem, siger formand for soloselvstændige om kommende momsbetaling.

Arkivfoto. Der venter landets mindste virksomheder en særdeles hård deadline 1. marts, hvor de skal afregne moms til skattefar for et helt år. (Foto: © Foto: Jens Thaysen © Scanpix))

1. marts.

Den dato står faretruende og blinker i adskillige mindre virksomheders kalendere.

For her venter en stor regning til de små- og mellemstore virksomheder med en årlig momspligtig omsætning på under fem millioner kroner, når momsen for hele 2020 skal betales.

Og frygten er til at tage at føle på for utallige mindre virksomheder med udsigten til at dagen kommer nærmere og nærmere, fortæller Birgitte Feldborg, der er formand for foreningen Danske Soloselvstændige, som har cirka 5.100 medlemmer.

- Det kommer til at få uoverstigelige konsekvenser for vores medlemmer. Der er ikke en uvilje mod at betale, men mine medlemmer fortæller mig, at de ikke har pengene, siger hun og fortsætter:

- De fleste af mine medlemmer har enkeltmandsvirksomheder, så derfor hæfter de selv for gælden, så i værste fald skal de også gå fra hus og hjem, hvis deres virksomhed går konkurs, siger hun og fortæller, at op mod halvdelen af hendes medlemmer får problemer med betalingen.

Hun har derfor et klart budskab, som hun i dag vil fremlægge over for Folketingets Skatteudvalg, hvor foreningen har fået foretræde for at klage deres nød.

Udskyd momsbetalingen, ellers må tusindvis af små virksomheder lade livet.

- Vi har simpelthen ikke haft mulighed for at tjene de penge på grund af nedlukningerne, så vi kan betale momsregningen, siger hun og foreslår, at man for eksempel udskyder betalingen til 1. november og deler regningen op i fire dele.

Budskabet er klart: Udskyd betalingen

Hvis Birgitte Feldborg får held med sit forehavende, så er det anden gang, at de små virksomheder får udskudt deres momsbetaling.

Normalt skal de nemlig betale moms for et halvt år ad gangen, men på grund af coronapandemien blev seneste betaling for første halvår 2020 udskudt.

Men fanden glemmer ikke sin fødselsdag to gange i træk, og nu vil han have dobbelt op på gavestørrelsen.

1. marts skal der nemlig betales moms for hele 2020, og det vil ifølge brancheforeningen for små- og mellemstore virksomheder SMVdanmark, der har 18.000 medlemmer, få store konsekvenser for tusindvis af foreningens medlemmer.

De har foretaget en ikke-repræsentativ rundspørge blandt deres medlemmer, hvor lige over halvdelen af de knap 700, der har svaret, fortæller, at de har fået udskudt deres momsbetaling.

For disse gælder, at knap halvdelen i større eller mindre grad får problemer med at betale deres moms 1. marts.

Ifølge SMVdanmark giver rundspørgen et godt billede af, hvordan mange virksomheder har det lige nu.

- Vi får også mange henvendelser i øjeblikket fra vores medlemmer, om at de hænger fast med det yderste af neglene. Hvis momsudbetalingen ikke bliver udskudt, så er der mange af vores medlemmer, der må dreje nøglen om, siger SMVdanmarks politiske chef, Mia Amalie Holstein.

Revisor: Regning på 50 milliarder kroner venter

Statsautoriseret revisor og partner ved EY Kaj Glochau bekræfter, at der er tale om et reelt problem for tusindvis af virksomheder.

- For den enkelte som i forvejen har haft et rigtig vanskeligt år i 2020, kan det her være dråben, der får bægeret til at flyde over. Det her kan komme til at udløse konkurser, siger han og fortæller, at nogle virksomheder på sigt kan redde livet, hvis man udskyder momsbetalingen.

Over for DR Nyheder har Kaj Glochau regnet på, hvor mange virksomheder der har fået udskudt deres momsregning til 1. marts, og hans vurdering er, at omhandler cirka 300.000.

Det giver en samlet regning på 70 milliarder kroner, hvis de havde haft samme omsætning som normalt.

Men på grund af det magre coronaår, men også på grund af at nogle virksomheder allerede har betalt momsen for første halvår sidste år, så vurderer han, at der skal falde cirka 50 milliarder kroner i moms til statskassen 1. marts.

Kaj Glochau, hvorfor giver det mening at udskyde momsbetalingen med for eksempel et halvt år - vil det ikke bare betyde, at vi får konkurserne senere, når virksomhederne skal betale en endnu større momsregning?

- Man skal tro på, at en konkurstruet virksomhed ikke bare rider stormen af, men også tjener så mange penge i 2021, at de kommer på fode igen og kan betale momsregningen, der vokser gradvist samtidigt med deres andre regninger. Jeg vil da ikke afvise, at det kan lade sig gøre, men der skal alligevel lidt til, siger Kaj Glochau, der kalder det en politisk prioritering, om det er en god idé eller ej.

Minister vil ikke love en redningskrans

De små virksomheder kan dog ikke som udgangspunkt regne med, at de får udskudt momsbetalingen yderligere.

Det fortæller skatteminister Morten Bødskov (S), der siger, at mange af virksomhederne i stedet kan få et rentefrit lån af den a-skat eller AM-bidrag, de har betalt i januar.

- Jeg anerkender til fulde, at vi er udfordret, og jeg anerkender til fulde, at små- og mellemstore virksomheder er udfordret, siger han.

Hvilke overvejelser gør du dig om at udskyde fristen yderligere?

- Vi sidder og ser på det, og følger det løbende døgn for døgn. Vi kan se effekterne af, hvad vi har gjort med hjælp til likviditeten, og at det har holdt hånden under tusindvis af arbejdspladser, siger ministeren.

Hvad siger du til det konkrete forslag fra Danske Soloselvstændige om at udskyde momsfristen til 1. november og så dele betalingen op i fire bidder?

- Vi ser på alle forslag, der kommer ind. Vi er i dialog med de små- og mellemstore virksomheder og har også lavet tiltag de seneste 10 måneder, der har øget likviditeten med 300 milliarder kroneri erhvervslivet, siger Morten Bødskov.

Danske Soloselvstændige anerkender, at nogle af deres virksomheder kan få det rentefrie lån. Problemet for mange er dog, at de betaler b-skat for deres virksomhed, hvilket betyder, at de ikke kan få del i lånepuljen, fortæller Birgitte Feldborg.