For præcis en uge siden kunne det spanske medie Sport berette om Barcelonas planer om at sikre flere penge i klubkassen. Her er en af de centrale spillere danske Martin Braithwaite, der for et klækeligt millionbeløb angiveligt skal sælges videre.
West Ham, West Bromwich og Leeds United, der er hold i den bedste engelske række, skulle alle være klar til at tage imod den danske angriber med åbne arme.
Der er bare et enkelt problem med ovenstående salgsidé: Braithwaite vil ikke forlade Barcelona. Han er glad, selvom han ikke spiller regelmæssigt, og så nyder han at være omgivet af dygtige spillere.
Og tirsdag aften kom der så endnu et problem. For Barcelona altså.
For Braithwaite fik nemlig vist Barcelonas hollandske cheftræner, Ronald Koeman, at danskeren er til at regne med, når han får chancen fra start.
Således kvitterede han med to mål og en enkelt assist i Barcelonas 4-0-sejr over Dynamo Kiev. Han bliver den kun anden dansker til at være involveret i tre mål i en Champions League-kamp, siden Nicklas Bendtner i 2010 scorede et hattrick for Arsenal.
Martin Braithwaite er blevet den anden danske spiller til at være involveret i tre mål i en Champions League-kamp (to mål + assist) efter Nicklas Bendtner i 2010 for Arsenal (tre mål) siden i hvert fald 2003/04-sæsonen.
Føles vidunderligt
Kampen tirsdag aften var første gang i sæsonen, at Martin Braithwaite fik lov at få en plads i startopstillingen. Det har været småt med spilletid i sæsonen, hvor det foruden tirsdagens 90 minutter kun er blevet til 45 minutter fordelt på seks kampe.
Derfor betød det også ekstra meget for Braithwaite, at han fik vist sig frem i storsejren.
- Det føles vidunderligt lige nu. Specielt fordi jeg bare har ventet tålmodigt på at få min chance. Den fik jeg i dag, og jeg var opsat på at få vist, hvad jeg kan. Jeg er meget glad for min egen og holdets indsats, sagde Braithwaite i et interview vist på TV3+.
Blandt andre Lionel Messi
Efter en chancefattig nulløsning i første halvleg skulle Barcelona og Braithwaite bare bruge fem minutter i anden halvleg til at bringe sig på 2-0. Begge mål med et dansk islæt.
Braithwaite lagde op til det første mål, hvorefter han selv ved bagerste stolpe gled bolden ind til 2-0. Ved det tredje mål fremtvang han et straffespark, som han efterfølgende selv scorede på.
4-0-målet stod franske Antoine Griezmann for, og så kunne Barcelona med fjerde sejr af fire mulige sikre sig billet til Champions Leagues ottendedelsfinaler.
Men kampen i den ukrainske hovedstad? Ja, den kommer Martin Braithwaite nok sent til at glemme.