Overdragelsen kan begynde: Biden får lov til at sætte gang i overgangsproces

Joe Biden får adgang til offentlige midler. Men præsident Trump anerkender stadig ikke Bidens valgsejr.

Joe Biden får nu nemmere ved at foretage en blød landing i Det Hvide Hus efter indsættelsen den 20. januar. (Foto: © JOSHUA ROBERTS, Scanpix)

Joe Biden kan nu formelt begynde processen med at overtage præsidentposten i USA og få sin administration på plads.

Det står klart, efter det føderale organ General Services Administration (GSA) i et brev har godkendt, at processen kan gå i gang.

Det betyder, at demokraten nu kan få adgang til offentlige midler for at få ansat medarbejdere og få sine folk indsat i regeringskontorer. Samtidig kan Bidens rådgivere nu kommunikere frit med embedsfolk fra Trump-regeringen.

Beslutningen kommer i kølvandet på, at den store svingstat Michigan officielt godkendte Joe Bidens sejr i delstaten, og højesteretten i Pennsylvania i går gik imod Trump-lejren ved at acceptere 8.000 stemmer med uregelmæssigheder i forhold til dato- eller underskrifter, skriver New York Times.

Anerkendelsen er et vigtigt skridt for Biden-holdets arbejde med at få ansat tusindvis af nye folk og har været forsinket, fordi lederen af GSA, Emily Murphy, indtil i nat havde nægtet at frigive de økonomiske midler.

Samtidig har præsident Trump nægtet at erkende sit valgnederlag og forgæves forsøgt at få omstødt valgresultatet i flere delstater.

Ifølge Murphy kommer beslutningen som resultat af "den seneste udvikling, hvad angår søgsmål og godkendelsen af valgresultater".

Sker med Trumps velsignelse

Beslutningen fra GSA-lederen sker umiddelbart med præsident Trumps velsignelse. I en række tweets takker præsidenten Emily Murphy og anbefaler GSA-chefen og hendes folk at gøre, hvad de finder bedst.

- Vores sag fortsætter på det stærkeste, vi vil fortsætte den gode kamp, og jeg tror på, at vi vil sejre. Ikke desto mindre - i vores lands interesse - anbefaler jeg, at Emily og hendes hold gør, hvad der skal gøres, med hensyn til indledende protokoller, og jeg har bedt mit hold om at gøre det samme, skriver præsidenten på Twitter.

Den manglende igangsættelse af overgangsprocessen har fået kritik fra flere sider i den seneste tid. Blandt andet af frygt for, at det kan føre til en kaotisk magtoverdragelse og bringe landets nationale sikkerhed i fare, hvis Joe Biden først sent kunne blive sat ind i centrale spørgsmål.

Mens den formelle godkendelse kan gøre livet lettere for Joe Biden, er det ikke ensbetydende med, at præsident Trump erkender sit nederlag. Tværtimod slår han fast, at hans lejr aldrig vil lade sig besejre af "falske stemmesedler".

Trump-lejren har i den seneste tid kommet med en lang række beskyldninger og udokumenterede påstande om omfattende valgsnyd i forbindelse med valget.

I torsdags beskyldte præsident Trump-lejrens advokat Rudy Giuliani blandt andet demokraterne for årtiers valgfusk, og dommere for at afsige "vildt irrationelle domme":

Dette er til trods for, at en sammenslutning af føderale og statslige valgmyndigheder i USA har kaldt valget for det "mest sikre valg i amerikansk historie". Trump-lejren har forsøgt at gå rettens vej for at få annulleret optællingerne i flere svingstater, men har fået afvist en lang række søgsmål på grund af manglende beviser.

Vigtigt for Biden

Den seneste udvikling er vigtig for den kommende demokratiske præsident af flere årsager, fortæller Lasse Engelbrecht Jensen, DR's udsendte reporter i Texas.

- Symbolsk set betyder det utrolig meget. Man har været præget af rigtig stor uvished herovre siden valget, fordi Donald Trump ikke har villet anerkende sit nederlag. Dette er, om man så må sige, et skridt i den rigtige retning – nu kan vinderen af valget, Joe Biden, langsomt begynde at forberede sig, siger Lasse Engelbrecht Jensen.

Han påpeger, at det er vigtigt for Biden at få sat skub i overgangsprocessen, selv om det først er den 20. januar, at han bliver indsat som præsident.

- Man skal huske, at det er et meget stort statsapparat, som Joe Biden skal have skiftet ud. I USA skifter man rigtig mange poster ud, og man skal have en masse overdragelsesforretninger i gang på nogle meget vigtige områder, siger Lasse Engelbrecht Jensen, der peger på blandt andet sikkerheds- og efterretningsområdet.

- Her skal folk simpelthen ind fra Biden-lejren og have de oplysninger, de har brug for, så de kan udføre det arbejde, de skal.