Overlæge på coronaafdeling: 'For første gang i mit lægeliv tænker jeg på mit eget og mine kollegaers helbred'

- Der er nogen, der er ved at have travlt, lyder det fra lægeformand.

Da flest coronasmittede var indlagte på et sygehus, var tallet 535. Det var i 1. april. (Arkivfoto) (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Coronaepidemien betyder, at det for første gang i lægekarrieren er bekymrende at gå på arbejde.

Sådan lyder det fra Peter Søe-Jensen, der er overlæge på intensivafdelingen på Herlev Hospital.

I weekenden beskrev han i en kronik i Berlingske hverdagen på afdelingen.

- For første gang i mit lægeliv tænker jeg på mit eget og mine kollegaers helbred, når jeg nærmer mig patienten, selvom vi bærer de påkrævede værnemidler, skriver han blandt andet.

Peter Søe-Jensen beskriver, hvordan mange af de patienter, som han lægger i respirator, er midaldrende mænd mellem 50-60 år, som stadig er erhvervsaktive - ligesom ham selv.

Til DR Nyheder forklarer han, hvordan meget af bekymringen beror på uvidenhed, når han nærmer sig patienterne. En uvidenhed om covid-19, som stadig er forholdsvis ny.

- Mine kolleger og jeg har stået med alskens infektionssygdomme før som eksempelvis tuberkulose. Det har vi aldrig været bange for, fordi der har været en kur, og vi har kendt til sygdommen. Men det her ved vi slet ikke lige så meget om.

Hvordan ser det ud på afdelingerne?

Dagens tal fra Statens Serum Institut viser, at 261 personer med coronavirus er indlagt på et sygehus. 41 personer ligger på en intensivafdeling.

Til sammenligning toppede tallet 1. april med 535 indlagte.

Joachim Hoffmann-Petersen er overlæge og formand for Dansk Selskab for Anæstesi og Intensiv Medicin. Han siger, at der især er én stor forskel fra foråret til nu.

- Den store forskel fra foråret var, at man lukkede alt planlagt ned, og på den måde frigjorde man jo enorme nogle enorme ressourcer. Lige nu vil man meget gerne blæse og have mel i munden og overholde planlagte aftaler samtidig med at håndtere covid, siger Joachim Hoffmann-Petersen, der i øvrigt stiller op for De Konservative ved næste folketingsvalg.

Formentlig kommer vi til at se en mild influenzasæson, lyder det fra overlæge og formand for intensivlægerne Joachim Hoffmann-Petersen. (Arkivfoto)

Han fortæller, at trykket på afdelingerne varierer rundt om i landet, men at det især er i området omkring København, at man er ved at være hårdt spændt for.

- Men vi har stadigvæk kræfter, og vi er ikke ved at knække nakken, men der er nogen, der er ved at have travlt, og der er ikke noget, der tyder på, at de ikke vil have det frem til april.

Ifølge Region Hovedstaden er der lige nu 105 coronaindlæggelser i regionen. Tallet var 69 den 3. november.

Som en æske med plutonium

I Berlingskes kronik beskriver overlæge Peter Søe-Jensen den lettelse, der kommer, når patienten er tilsluttet respiratoren.

- Bare jeg rammer hans luftrør i første forsøg, så jeg ikke behøver at blæse luft ned i lungerne på ham velvidende, at den samme mængde luft skal retur, lige i min retning, denne gang blot fyldt med viruspartikler, der kun venter på adgang til netop mine slimhinder. Pyha, det lykkedes, skriver han.

Han understreger overfor DR Nyheder, at man jo naturligvis er pakket godt ind i værnemidler.

- Det er lidt ligesom at åbne en æske med radioaktivt plutonium og ikke helt vide, hvor meget stråling man får. Det er ikke, fordi der nødvendigvis ville ske noget, men det er tanken om, at du står lige ved en patient - i nogle tilfælde er der tale om ti centimeters afstand.

Han understreger, at han aldrig er decideret bange for at gå på arbejde som læge.

- Mit hovedbudskab er, at vi skal være ydmyge over for den her pandemi. Vi skal være taknemmelige for, at vi lever i Danmark. Der er ikke noget sted, jeg hellere vil være syg. Vi skal nok komme igennem det her.

Artiklen er blevet opdateret klokken 14.23 med dagens indlæggelsestal.